Eik Bank får rekordresultat

Den færøske Eik Bank, der er noteret på Københavns Fondsbørs og ejer den danske internetbank Skandiabank, fik et rekordresultat i første halvår af 2007.

Den færøske Eik Bank fik et rekordstort resultat før skat i første halvår af 2007. Eik Bank er noteret på Københavns Fondsbørs og ejer den danske del af internetbanken Skandiabank.

På bundlinjen for første halvår 2007 står der 237,4 millioner kroner mod 147,5 millioner kroner i første halvår af 2006. Et resultat administrerende direktør i Eik-koncernen, Marner Jacobsen, er "yderst tilfreds" med.

- Halvårsresultatet er præget af stor vækst både på Færøerne og i Danmark, og investeringerne i Investea og Spron har bidraget særdeles betragteligt til det samlede resultat, siger administrerende direktør i Eik-koncernen, Marner Jacobsen.

Investea er et selskab, der investerer i danske og udenlandske ejedomme, mens Spron er Islands største sparekasse.

/ritzau/