Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update, som samler de vigtigste erhvervshistorier lige nu, før du går på weekend eller måske endda sommerferie.
Vi lægger ud med en ny sigtelse mod landets største bank.
Bagmandspolitiet sigter Danske Bank
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kendt som Bagmandspolitiet, har sigtet Danske Bank for at overtræde den såkaldte markedsmisbrugsforordning.
Det sker på grund af, at banken har haft en utilstrækkelig overvågning af transaktioner i finansielle instrumenter og markedsmanipulation som følge af visse modsatrettede handler.
»Banken har ikke haft en tilstrækkelig markedsovervågning, og vi har derfor siden 2019 investeret betydeligt i at styrke vores overvågning af handler, systemer og kontroller og har også indført styrket forudgående kontrol af handler,« lyder det fra Danske Banks koncerndirektør med ansvar for compliance, Philippe Vollot.
Sigtelsen sker på baggrund af en politianmeldelse fra Finanstilsynet sidste år. Danske Bank risikerer at blive straffet med bøde, hvis banken bliver dømt i sagen.
Lars Seier taber over 200 millioner i sit investeringsselskab
2020 har været et annus horribilis for milliardær og Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensens personlige investeringsselskab.
Seier Capital kom igennem det forgangne år med et trecifret millionunderskud, skriver erhvervsmediet Finans.dk.
Det er andet år i træk, at Seier Capital er ramt af underskud, men hvor det i 2019 lød på 22,7 millioner kroner, endte det i 2020 på 211 millioner kroner.
»Der er ikke så meget at sige. 2020 var et svært og utilfredsstillende år for mange af mine forretninger, men heldigvis også et år, hvor der blev lagt nogle gode fundamenter for fremtiden, ikke mindst i Concordium-projektet,« siger Lars Seier Christensen til Finans.
Den danske rigmand henviser til sit storstilede blockchainprojekt, som er hans største satsning siden Saxo Bank. Det er blot få uger siden, at Concordium gik i luften.
Blockchainen giver mulighed for hurtige og sikre transaktioner og har i modsætning til andre blockchains stabile transaktionsomkostninger uanset udsving i kursen på kryptovalutaen. Derudover slår Concordium sig op på at være en blockchain med lavt energiforbrug sammenlignet med eksempelvis bitcoin.
Storbank får vigtigt stempel
Efter at have sat sig på hovedparten af ejerskabet af Vestjysk Bank er Arbejdernes Landsbank nu så stor en bank, at den er blevet udpeget som systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI).
SIFI er banker eller realkreditinstitutter med en størrelse, der vurderes til at kunne volde problemer for den danske økonomi, hvis de kommer i alvorlige problemer. Derfor stilles der særlige krav til deres polstring.
Der er nu otte institutter i Danmark med SIFI-stemplet. De andre er Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord Bank.
Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:
1. Hemmeligt dokument kæder danske topadvokater sammen med mystisk diamantselskab
Berlingske har i månedsvis undersøgt et afrikansk diamantselskab med en dansk forretningsmand i spidsen. Interne dokumenter kæder diamantselskabet sammen med højtstående danske advokater. De afviser kendskab. Hele foretagendet skriger til himlen, siger eksperter.
2. Nu får disse boligejere endnu lavere minusrente
På trods af et let stigende renteniveau generelt, får en udbredt lånetype endnu lavere minusrente i det kommende halvår.
3. Kollerup var urokkelig i rentestrid: »Ministeren taler, som om han er til fredagsbar i DSU«
Torsdag eftermiddag var erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd efter sit angreb på bankerne. Her gentog ministeren sit budskab om, at bankerne har et valg om, hvorvidt de vil opkræve minusrenter fra helt almindelige bankkunder eller ej. Liberal Alliances formand er skuffet over ministeren.
4. Efter et halvt år har bilisterne sparet milliarder på nye bilafgifter
Det er grønne tider for de danske bilejere. Ikke alene fordi de i hurtigt tempo skifter køretøjet ud med en grøn bil, men også fordi den nu seks måneder gamle omlægning af bilafgifterne har sparet dem for milliarder af kroner i registreringsafgifter.
5. Skiftedag i toppen af dansk juiceimperium: »Har været mit liv i næsten 17 år«
Med øjeblikkelig virkning fratræder topchefen hos den danske juicekæde Joe & The Juice. Han bliver dog i virksomheden, ligesom den nye topchef også er hentet internt. Stifter og bestyrelsesformand Kaspar Basse mener, at man efter covid-19-pandemien har en unik mulighed for at opskalere Joe & The Juice betydeligt.




