Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-overblik med det hurtige morgenvue. Vi har som altid været aviserne igennem, så du kan være opdateret på de vigtigste erhvervsnyheder fra morgenstunden.
Læs i dag om, at der er hård kritik af pensionsgiganten ATP fra to førende finans- og pensionseksperter for at klare sig for dårligt, at aktiefesten i amerikanske teknologiaktier fortsætter trods tilbagegang hos giganterne, at Skatteministeriet nu giver op og overlader det til ejendomsmæglere at klare boligvurderingen, og at Coop-slagteri over for myndighederne tav om kødproblemer.
God læselyst!
Hård kritik af ATP fra eksperter
Danmarks største og ældste pensionskasse, ATP, har mistet sin relevans og har klaret sig for dårligt på vegne af dens over fem millioner medlemmer.
Sådan lyder dommen fra en række eksperter, som påpeger, at der derfor er behov for, at politikerne genbesøger loven og gentænker, hvilken rolle danskernes fælles pensionskasse fremover skal spille i samfundet. Det skriver Berlingske.
Blandt kritikerne af ATP er to af Danmarks førende finans- og pensionseksperter, Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen fra CBS. De efterlyser gennemgribende ændringer af ATP og kommer derfor med et bud på en ny, konkret indretning af pensionskassen.
»Vores analyse viser, at ATP simpelthen har klaret sig for dårligt de seneste ti år. Derfor er det vigtigt for danskerne, at ATP bliver lavet om, så vi får en bedre pensionskasse og nogle bedre pensioner for alle danskere,« siger Jesper Rangvid til Berlingske.
Aktiefesten fortsætter i amerikanske techaktier
Det it-tunge Nasdaq-indeks fortsatte torsdag med at stige og lukkede 3,25 procent højere i sin højeste kurs siden september. Indekset er nu oppe cirka 16 procent siden nytår og har dermed haft sin bedste start på et nyt år siden 2001.
Torsdag var det især Facebooks moderselskab, Meta Platforms, der drev den gode stemning, efter et bedre end ventet-regnskab. Aktien eksploderede over 20 procent og hev blandt andre techgiganter som Apple, Alphabet og Amazon med sig op.
Derudover fik det brede aktiemarked også et skub opad fra lavere statsrenter, der kom på bagkant af centralbankmøder i USA og Europa. Godt nok hævede både den amerikanske og den europæiske centralbank renterne, men begge signalerede, at de værste stramninger i pengepolitikken snart kan være bag os.
Skat giver op – ejendomsmæglere må klare vurderingen
Skatteministeriet erkender nu, at de foreløbige vurderinger, som langt de fleste boligejere er nødt til at nøjes med, fordi de endelige ejendomsvurderinger for 2022 og 2023 først er klar i 2024, ikke er sikre nok ved ejendomshandler.
Ejendomsmæglerne kommer til at fungere som officiel vurderingsperson, der foreløbig afgør, hvor meget en køber skal betale i boligskat. Men køberen kan ikke være sikker på, at det ender sådan, og hvis den endelige salgspris afviger fra mæglerens vurdering, vil køberen ikke kunne få rettet den foreløbige vurdering til at være salgsprisen.
Realmæglernes direktør, Preben Merrild Angelo, er hovedrystende. Han mener, at ejendomsmæglerne bør foretage vurderingerne for Skat.
Kun 150.000 boligejere har indtil nu fået en endelig vurdering. I Danmark er der omkring 1,7 millioner ejerboliger.
Coop-slagteri tav om kødproblemer
Den nu konkursramte slagterikoncern Skare Meat Packers leverede kød til Coop, og ifølge Politiken vidste dagligvaregiganten allerede i 2020, at der var problemer med Skare Meat Packers.
Skare Meat Packers kunne ikke levere tilstrækkelig kontrol for, hvor deres kød kom fra til Coop-slagteriet Hilton Foods, forklarer nordisk direktør i Hilton Foods, Jacob Pedersen.
Og det undrer nu eksperter og folk i branchen, at Coop ikke informerede Fødevarestyrelsen om disse forhold.
»Vi reagerer på alle de henvendelser, vi får. Derfor opfordrer vi altid til, at man kontakter os, hvis man har mistanke om, at der er problemer med fødevaresikkerheden«, siger Michael Rosenmark, der er leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold.
Han fortæller, at det netop er anmeldelser fra virksomheder og borgere, der gør det muligt for Fødevarestyrelsen at føre kontrol med fødevarevirksomhederne i Danmark.
Coop har ikke ønsket at uddybe, hvad deres kontrol viste, og derfor har det ikke været muligt for Fødevarestyrelsen at vurdere, om Coop har handlet ukorrekt.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder særligt øje med fredag:
- Dagens vigtigste danske regnskaber kommer fra Alk-Abello, men først og fremmest fra Coloplast. De seneste kvartaler har der været lidt økonomisk vækstbedring af spore. Bliver den bekræftet i dagens tal?
- Mastodonterne Apple, Amazon og Google (Alphabet) afleverede regnskaber i går. Fællesnævneren og indtrykket var skuffende og under forventningerne. Aktierne falder tre-fem procent i eftermarkedet. Det er alt i alt billigt sluppet, når man tager prisfastsættelse og udviklingen i betragtning. Spændende bliver det at se, om det også bliver dagens endelige kursdom.
- De seneste dage har der været en hæsblæsende kursudvikling i først og fremmest amerikanske vækstvirksomheders aktiekurser. I Danmark er den trend »gået ud over« selskaber som Novo Nordisk, som investorerne har solgt ud af for at finansiere køb af investeringer i selskaber med en større kortsigtet kursfølsomhed. Fortsætter den trend?
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
- Dow Jones: -0,11 procent
- S&P 500: +1,47 procent
- Nasdaq: +3,25 procent
Asien – indeks fredag kl. 06.30:
- Japan Nikkei: -0,34 procent
- Hongkong Hang Seng: -1,87 procent
- Kina CSI: -1,32 procent
Tak, fordi du læste med!