Business-overblik: Dansk transportselskab kritiseres for at tilbyde fragt gennem Rusland

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Ruslands ødelæggelser i Ukraine har fået langt de fleste danske transportgiganter til at lukke for passage gennem Rusland. Men et selskab bliver ved og møder skarp kritik fra konkurrenterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-overblik.

I dag skal vi omkring et dansk transportselskabs fortsatte arbejde i Rusland og en opsigtsvækkende udmelding fra topchefen for en af Danmarks største virksomheder. Men vi lægger ud med et bud på, hvorfor dansk økonomi står godt rustet til en global økonomisk recession.

God læselyst!

Dansk økonomi står med flere trumfkort i en krise

Står dansk økonomi foran en opbremsning, et vækstdyk eller ny krise? De økonomiske udsigter er ekstremt tågede.

Men uanset om rentehop, galoperende inflation, krigen i Ukraine eller noget fjerde udløser en hård eller blød landing, er dansk økonomi godt rustet til modgang, skriver Børsen.

»Der er mange steder, hvor vi godt kan tåle nogle slag, uden at det behøver at gøre så ondt,« siger Michael Svarer, professor på Aarhus Universitet og tidligere overvismand, til avisen.

Dansk økonomi har flere trumfkort på hånden – trumfkort, som groft kan inddeles i fire bunker: virksomhederne, staten, arbejdsmarkedet og forbrugerne.

Læs hele historien hos Børsen her.

Dansk transportselskab kritiseres for at tilbyde fragt gennem Rusland

Den danske speditør og børskandidat Scan Global Logistics sender stadig varer med godstog gennem Rusland, selvom krigen i Ukraine har fået de største danske transportselskaber til at hugge bremserne i.

Det skriver Finans.

A.P. Møller - Mærsk, DSV, Blue Water Shipping, Leman Group, NTG og Alpi har alle lukket ned for muligheden for transport fra Kina til Danmark via de russiske statsbaner.

Kastrup-virksomheden Scan Global Logistics, der er ejet af kapitalfonden AEA Investors og overvejer at gå på børsen, holder dog fast og tilbyder fortsat produktet til danske virksomheder.

»Vi følger sanktionerne og har lukket for varer til og fra Rusland, men ikke via Rusland. Vi gør det, fordi vi mener, at danske forbrugere fortjener at få deres varer hjem hurtigst muligt, og vi ser det som samhandel mellem Danmark og Kina,« siger driftsdirektør Mads Drejer til Finans.

Og det får konkurrenter til at kritisere Scan Global Logistics.

Danish Crown-chef: Sænk fødevaremomsen

Danmark er det eneste land i EU med ensartet moms på alle varer og ydelser. Men priserne er steget så meget, at vi er nødt til at have en diskussion om at sætte momsen ned på fødevarer.

Det siger topchefen i Danish Crown, Jais Valeur, i et interview med Berlingske.

»Vi er for fuld fart på vej ind i en økonomisk krise, der er skabt af flere eksterne faktorer. Det bekymrer mig som både direktør for en af Danmarks største virksomheder og borger i Danmark. Jeg er bange for, at det kan gå helt galt,« siger Jais Valeur:

»Jeg tænker, at det nu må være tid til at kigge på fødevaremomsen og overveje, om man ikke skal regulere den.«

Både skatteminister Jeppe Bruus (S) og to økonomer mener dog ikke, at en nedsættelse af fødevaremomsen vil være den rigtige vej at gå.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Her er, hvad chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea holder øje med i dag:

  • Vi oplevede kraftige aktiekursfald i går, og det synes fortsat at være frygten for en økonomisk afmatning, der er det dominerende narrativ hos investorerne. Og ikke mindst spørgsmålet om, i hvilken grad strammere pengepolitik vil afspore opsvinget på sigt. Denne uge har i den grad stået i centralbankernes og renternes tegn. Derfor er det også på sin plads at slutte af med Bank of Japan (BoJ), som har haft sit rentemøde i de tidlige morgentimer. Den japanske valuta, yennen, er blevet svækket en del, men der er ikke indikationer på, at centralbanken går væk fra sin ultralempelige pengepolitik modsat de fleste andre centralbanker i verden, som strammer pengepolitikken.
  • Vi slutter ugen af med mere på centralbankfronten. Både Feds Centralbankchef, Jerome Powell, og FOMC-medlem Christopher Waller vil gå på talerstolen. Her kan der være mere information at hente i efterdønningerne fra onsdagens rentemøde. Eventuelle indikationer om retningen for den fremadrettede pengepolitik vil kunne rykke markedet, men forvent markante skift i den annoncerede pengepolitiske linje i onsdags.
  • På datafronten får vi tal for den amerikanske industriproduktion, kapacitetsudnyttelse og ledende indikatorer. Men før det kommer der de endelige HICP-inflationstal for Eurozonen for maj. Inflationen er fortsat et vigtigt tema, og HICP er den europæiske centralbanks foretrukne mål for inflationen. Industriaktiviteten er stadig stærk løftet af solid efterspørgsel på trods af flaskehalse, men det er relevant at holde øje med eventuel svaghed eller signaler om en vending.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

Dow Jones: -2,42 procent
S&P 500: -3,25 procent
Nasdaq: -4,08 procent

Asien – indeks fredag kl. 06.40:

Japan Nikkei: -1,81 procent
Hongkong Hang Seng: +0,78 procent
Kina CSI: -0,02 procent

Tak, fordi du læste med!