Arriva taber terræn i København

Arriva har på to år tabt 16 procent af bustrafikken i København.

Arriva har på få år mistet sin position som altdominerende på det københavnske busmarked. For to år siden sad firmaet på 48 procent af buskørslen i hovedstaden, hvilket var dobbelt så meget som nummer to, Veolia Transport.

I dag er Arrivas andel nede på 32,2 procent, og Veolia har næsten indhentet konkurrenten med 27,2 procent af buskørslen i København.

Det stod klart, da det nye trafikselskab Movia, som har afløst HUR efter kommunalreformen, mandag kunne offentliggøre vinderne af det seneste udbud, hvor 18 busruter skulle finde en operatør.

Arrivas største slag ved udbuddet er tabet af linje 5A, som med cirka 17 millioner passagerer om året er landets største linje. Den skal for fremtiden drives af Partner Bus A/S fra Skibby.

/ritzau/