Adecco har også sine problemer i Danmark

Verdens største vikarbureau Adecco har måttet tilføre sin danske afdeling 102 millioner kroner for at retablere egenkapitalen.

Adecco har også sine  problemer i Danmark - 1
Adecco i Danmark med Gitte Elling som direktør har fået tilført godt 100 millioner kroner. <br>Arkivfoto: Rune Feldt-Rasmussen <p><br>
Læs mere
Fold sammen
Den danske afdeling er muligvis en del af de problemer, der mandag fik aktiekursen i verdens største vikarbureau Adecco til at falde med en tredjedel.

Selv om Gitte Elling, leder af Adecco i Danmark, i går nægtede at kommentere krisen og tilføjer, at det danske vikarmarked er præget af »klar vækst og fremgang«, så viser det sig, at det danske selskab i juni 2003 måtte have tilført 102 millioner kroner for at få sin egenkapital retableret.

Gitte Elling udtalte sig senest om Adeccos danske regnskaber 27. december 2002, da hun til dagbladet Børsen sagde, at hun regnede med, at Adeccos underskud på 37 mio. kr. i 2001 ville blive vendt til et overskud.

Men sådan gik det jo ikke. I stedet fik I et endnu større underskud?

»Jo, men det var, fordi vi havde en stor afskrivning på goodwill efter fusionen med Oisten Norden«, forklarede Gitte Elling i går over for Berlingske Tidende Business.

Hendes forklaring rimer dog ikke helt med det officielle regnskab for Adecco 2002, som blev afleveret til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 1. juli 2003.

Heraf fremgår det, at årsresultatet blev et »mindre tilfredsstillende« underskud på 68,9 mio. kr. efter af- og nedskrivning af goodwill med 61,0 mio. kroner, og at selskabet dermed var oppe på en negativ egenkapital på 71,9 mio. kroner.

Regnskabet oplyste også, at »selskabet har i juni 2003 fået tilsagn om en kapitaltilførsel på 102 mio. kroner, hvorved selskabets egenkapital vil blive retableret.«

Og om fremtiden hed det, at selskabet »forventer en positiv udvikling i de kommende år, og for 2003 forventes et forbedret resultat«.

»Ikke som Parmalat«
Adecco i Danmark, der har omkring 1.400 medarbejdere, blev etableret i 1989 under navnet Adia Danmark. Det blev til Adecco i 1997 efter fusion med Ecco Personel.

I 1999 opkøbte Adecco SA Oisten Corporation, som i 2001 købte Attention Personaleservice A/S - og Oisten Norden blev så i 2002 »købt« af Adecco A/S i en koncernintern handel.

Verdensfirmaet Adecco med hovedkvarter i Zürich havde 679.000 medarbejdere i 2002 og en omsætning på omkring 100 milliarder kroner med et plus på ca. 1,5 milliard kroner.

I december gik det op for koncernledelsen, at der var noget galt med regnskaberne i hvert fald i USA, og mandag kom chokmeddelelsen om, at man af den grund bliver nødt til at udsætte regnskabsopgørelsen.

I går meddelte Adecco så, at offentlighedens reaktion - med en bortskæring af en tredjedel af børskursen - er vildt overdrevet, og at det er helt forkert af få Parmalat-, Ahold- eller Enron-associationer.