Der var nok at være bekymret for i 1949. Sovjetunionen gennemførte deres første prøvesprængning af atombomben. Kina blev til Folkets Republik. Og kunne man ikke selv forestille sig konsekvenserne af et totalitært regime, udkom George Orwells dystre fremtidsvision »1984«, som hjalp én godt på vej.
Men der var også eksempler på det modsatte i 1949. At man fejrede det enkelte menneskes ret til at udfolde sig. Ayn Rands roman »The Fountainhead«, der følger en arkitekt under modernismens gennembrud i USA, var godt i gang med sælge sine 6,5 millioner eksemplarer. Den første Folkevognsboble trillede ud på amerikansk grund for at blive en af de bedst sælgende biler i USA’s historie. Charles og Ray Eames byggede deres kombinerede hus og studio i Los Angeles.
Og i Beverly Hills kontaktede Frank Sinatras folk den hippeste skandinav i Californien: Greta Magnusson Grossman.
Greta Magnusson blev født i Helsingborg i 1906. Kom i lære som snedker i sin hjemby, inden hun tog til Stockholm for at uddanne sig til møbeldesigner på skolen, der i dag er kendt som Konstfack.
Et legat gjorde det i 1931 muligt for hende at rejse til Stuttgart og Wien, hvor hun så eksempler på tidlig funktionalisme af bl.a. Mies van der Rohe og Walter Gropius fra Bauhausskolen samt af schweizeren Le Corbusier.
Samme år mødte hun sin kommende mand, den engelske jazztrommeslager og bandleder Billy Grossman, »Stockholms Benny Goodman« – hun tog hans efternavn, men beholdte også sit eget.
Følg FRI.dk's bolig- og designstof på Facebook
Da de giftede sig i 1933, havde hun åbnet kombineret butik og tegnestue i Stockholm og var godt på vej. Fra parrets lange honeymoon skrev hun arkitektur- og designreportager hjem fra Paris, Milano, Tyskland og Østrig til de ugeblade og aviser, hun selv begyndte at optræde i som berømthed. I boligreportager viste hun skødesløst parrets enkelt indrettede hjem frem, mens hun talte modernisme og finere madlavning, og Billy rystede cocktails i baggrunden.
Jo, Greta Magnusson Grossman var en svensk superkvinde. Talte adskillige sprog flydende. Og lod sig ikke kue af konventioner. På et udateret sort/hvidt portræt har hun en vis lighed med Edith Piaf og Katharine Hepburn, og der er ingen tvivl om, at hun var gjort af samme stof.
Ø »Man skal være oppe på tæerne,« sagde hun om at være kvinde i en branche domineret af mænd. »Man er altid nødt til at være et skridt foran.«
I 1940 forlod hun Sverige. Rejste med sin mand gennem Sovjetunionen frem til Japan, hvorfra de dampede over Stillehavet til San Francisco. Planen var at tage hele vejen til New York, men Greta Magnusson Grossman nåede aldrig længere end til den amerikanske vestkyst. Succesen så at sige standsede hende.
I løbet af det første år startede hun, hvor hun slap i Stockholm og åbnede skandinavisk designbutik på den eksklusive North Rodeo Drive i Los Angeles, hvorfra hun solgte egne og andres møbler.
Greta Magnusson Grossman blev et eksotisk indslag i moderne amerikansk design sammen med store kanoner som Eames-ægteparret og George Nelson samt andre skandinaver som Alvar Aalto og Eero Saarinen. Deres møbeldesign blev produceret af de samme firmaer som f.eks. Barker Brothers og Ralph O. Smith, og på en annonce fra Frank Bros.
Fra 1949 figurerer Grossman sammen med bl.a. Eames og Saarinen.
Hendes sofaer og lamper begyndte at dukke op i tegneserier og film – et godt tegn på, at man er ved at være noget ved musikken – og diverse berømtheder begyndte at kontakte den hippe svensker. En af dem var landsmanden Greta Garbo, der allerede dengang havde påbegyndt sin mytiske tilværelse som eneboer i en lejlighed i New York.
Frank Sinatras hus kom aldrig længere end til skitsestadiet, men vidner om, hvor stor Greta Magnusson Grossman var blevet i USA omkring 1950. Hun fik stribevis af indretningsopgaver og begyndte nu også at tegne huse i Los Angeles og omegn.
Typisk små egoistvillaer med flade tage og store vinduespartier til individualister eller par uden børn som Greta og Billy selv – ingen børneværelser, til gengæld rummelige arbejdsværelser til kreative mennesker, for hvem arbejde og fritid gled ubesværet sammen – knap så almindeligt dengang som i dag.
Husene var ofte beliggende på kæmpe naturskønne grunde, hvor de på magisk vis passede ind i en klippeside eller på toppen af en stejl skrænt – at bygge i vanskelige rammer blev Grossmans speciale. Husene var eksempler på Gesamtkunstwerk, det vil sige, Grossman ikke alene tegnede husene, hun designede også det meste af interiøret, ligesom vi kender det herhjemmefra med f.eks. Arne Jacobsen, Verner Panton og Poul Kjærholm.
Men hvor man havde travlt med at pille designernes anstrengelser fra hinanden i Danmark, står mange af Grossmans amerikanske huse, som hun skabte dem og er i dag købt op af kendere. Hun byggede også et enkelt hus i Hälsingland i Sverige, som hun vendte hjem til flere gange i løbet af 1950erne.
På en af turene til Sverige fik Greta Magnusson Grossman en europæisk produktion af Grasshopper-lampen fra 1947-48 sat i værk. Bergboms i Malmö begyndte at producere den slanke tyndbenede gulvlampe, som er et af Grossmans mest berømte designs, og som i USA blev lavet af Ralph O. Smith.
Den amerikanske møbelproducent stod også bag den buttede Cobra, som blev udstillet på Museum of Modern Art i New York. Både den svenske og amerikanske produktion er dog for længst lagt ned, og vil man have fat i en Grossman-lampe i dag, foregår det typisk over de elektroniske auktionshuse, hvor de sjældent går for under 20.000 kroner.
Dermed var der et hul i markedet for den danske designvirksomhed Gubi, der nu sætter netop Grasshopper og Cobra i produktion igen – og til ganske andre priser.
Man kan gætte på, at Gubi forelskede sig i Grossmans lamper under et besøg i Stockholm sidste år, hvor Arkitekturmuseet i samarbejde med amerikanske R 20th Century viste den første retrospektive udstilling af Greta Magnusson Grossmans værker – og udgav biografien »A Car and Some Shorts«.
R 20th Century repræsenterer med egne ord »historiske og nutidige designere, hvis arbejde var blandt deres tids mest nyskabende og håndværksmæssigt bedste« – og her hører Greta Magnusson Grossman altså under, selv om hun, ikke ulig Greta Garbo, gjorde, hvad hun kunne for at forlade denne jord i al ubemærkethed.
I 1960erne ebbede hendes virke så småt ud, og efter modvilligt at have forsøgt sig som underviser på UCLA, flyttede hun til San Diego. I 1979 døde Billy Grossman. Og da Greta selv udåndede 20 år senere, anede ingen i hverken nabolaget eller kunstmalerlubben, at hun var en af de største i moderne amerikansk design og arkitektur. Det kom som et chok.
Men 1949 var et godt år – »It Was A Very Good Year«, som Frank Sinatra ville have sunget det.
