Nye tider i den gamle skole

Boligbyggeri i København er ikke kun for store entreprenører med tusindvis af ansatte. Syv venner har taget springet og omdannet en gammel skole midt på Vesterbro til 16 hypermoderne lejligheder. En omdannelse der, ifølge dem selv, giver boligerne og bygningen et unikt personligt præg frem for det standardiserede nybyggeri, man normalt ser.

Musikproducenten Jon Ørum har valgt at indrette sin 128 kvm store lejlighed med kun to rum, køkken/spisestue og ën stor opholdsstue. I stedet for at sætte skillevægge op har han indrettet soverum i en hems over opholdsstuen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen

Adressen Helgolandsgade 6 på Vesterbro ser på overfladen ud, som den har gjort i over 100 år. Den kraftfulde bygning med de røde mursten og de store vinduespartier mod gaden står, som da den blev bygget i 1893.

Men kigger man ind bag facaden, på det, der engang var Vestre Borgerdyd Skole, er der en verden til forskel.

De tidligere slidte klasseværelser er lavet om til 16 super moderne lejligheder med kæmpe glasfacader og altaner mod vest og de gamle fredede skolevinduer ud til Helgolandsgade mod øst. Et kig ud på badeværelset afslører, at toiletterne er fra den verdensberømte arkitekt Philippe Starck, og at badeværelsesgulvet er belagt med iranske marmorfliser. Bag de nymalede vægge gemmer sig desuden kabler til det 100 mbit trådløse fiberinternet, der er i alle lejligheder, og tager man trappen op til øverste etage, ender man på den 140 kvadratmeter store fælles tagterrasse, der har jacuzzi og udsigt til de københavnske tage.

Alt sammen er det et billede på, at der er kælet mere for detaljerne end ved normalt nybyggeri, mener arkitekt Bjarke Ingels, der er en af de syv købere til den nu gennemrenoverede Vestre Borgerdyd Skole.

»Hvis man køber en normal lejlighed, skal man være mere end heldig, for at man kan lide alt ved den. Men vi syv venner har haft mulighed for at præge det hele fra bunden. Købet beviser også, at nybyggeri ikke kun skal overlades til de store entreprenørfirmaer. Man behøver ikke nødvendigvis have milliarder i ryggen for at købe og renovere ejendomme,« mener den 33-årige Bjarke Ingels, der til daglig står bag arkitektfirmaet BIG og i øvrigt selv lige er flyttet ind i en af de nye lejligheder.

Udover Bjarke Ingels står blandt andre arkitekten Finn Nørkjær og de to musikproducenter, Jules Wolfson og Jon Ørum, også kendt som »Jon & Jules«, bag købet og renoveringen af ejendommen.

De syv personer måtte til sammen lægge 28,5 millioner kroner, da de overtog ejendommen af Københavns Kommune tilbage i 2005. Hvor meget renoveringen af ejendommen har kostet, vil ingen af dem ud med. Men at bygge deres eget hjem fra grunden er en idé, som de syv venner har tænkt over længe.

»Oprindeligt ville vi bygge et hus på en tom grund, hvor vi kunne få det hele, som vi ville have det. Desværre viste det sig, at der ikke var nogen grund til salg tæt nok på City, hvor vi gerne ville bo.

Derfor begyndte vi at lede efter større ejendomme, som vi kunne bygge om i stedet. Det var derefter, vi faldt over den gamle Vestre Borgerdyd Skole, som Københavns Kommune havde til salg,« fortæller Jules Wolfson.

De syv venner besluttede sig for at byde på ejendommen. Til alt held var deres bud kun 200.000 kroner over, hvad en anden potentiel køber havde tilbudt. Et lykketræf, der betød, at de nu kunne nu gå i gang med at designe deres drømmeboliger.

Tegnestuen B19 tog sig af den arkitektoniske planlægning til de nye lejligheder. Tegnstuen ejes af Finn Nørkjær, der også var med til at købe ejendommen.

»Det gamle hus var organiseret med en bred midtergang og klasseværelser på hver side. Vi har gerne villet bevare fornemmelsen af de gamle klasselokaler, og derfor er der et minimum af væginddelinger i lejlighederne,« siger Finn Nørkjær.

Beboerne i Helgolandsgade 6 kan desuden rage godt i vejret. Fire meter er der fra gulv til loft, og ved at fjerne den gamle skoletrappe har man gjort det muligt at give flere af lejlighederne niveauforskelle i stuerne.

Københavns Kommune havde på forhånd stillet krav om, at den gamle facade ud mod Helgolandsgade skulle bevares. Men det var et krav, som ingen af de nye ejere havde problemer med.

»En af de rigtig fede ting ved ejendommen er jo netop det skizofrene skel mellem den historiske facade og det moderne byggeri indvendigt,« fortæller arkitekt Bjarke Ingels, og understreger, at det først og fremmest var den fælles idé om at gøre lidt ekstra ud af lejlighederne, der fik de syv venner til at samles om boligprojektet.

»En del af os arbejder sammen til hverdag og har en kreativ virksomhed sammen, så det letter vores dagligdag, at vores virksomhed ligger i ejendommen. Dette var også et af vores ønsker, da det er vigtigt i det kreative miljø, at der ikke er langt fra tanke til handling,« siger Jules Wolfson.

De syv venner har hver købt én af de 16 nye lejligheder. De resterende er i dag enten reserveret eller til salg. Priserne for at flytte ind i den gamle Vestre Borgerdyd Skole ligger mellem tre og seks millioner kroner, men så står den 140 kvadratmeter store tagterrasse også til fri afbenyttelse.

Mange lejligheder i København er i dag svære at komme af med. Men det vigende salg på boligmarkedet skræmmer ikke de unge byggematadorer.

»Slet ikke. Vi har fra starten lagt en forsigtig plan, som tog højde for den slags. Idéen har aldrig været et smart forretningstræk, men et ønske om at bygge lejligheder, som er unikke. Vi har fået et sted at bo, som er en helt anden kvalitet end resten af markedet, hvilket var vores mål,« siger Jules Wolfson.