»Øhhh, det er i dag, jeg skulle komme, ikk?« spørger snedkeren, som jeg efter to sekunders bekendtskab har fornærmet ved at kalde køkkenmontør.
»Øhh, jo. Jeg har udskudt monteringen to gange, så jeg er helt parat til, at du skal gå i gang,« svarer jeg og følger samtidig med i, hvordan han forvandler sig fra at ligne et spørgsmålstegn til en dybt bekymret mand.
»Jeg har altså aldrig før skulle sætte et så dyrt køkken op på en sand byggeplads. Det duer simpelthen ikke,« meddeler han og ringer straks til transportfirmaet for at stoppe leveringen af vores Gaarde Hvalsøe moduler i elmetræ. For sent. Lastbilen er læsset og har kurs mod vores adresse. Snedkeren trækker opgivende på skuldrene, og jeg har helt klart fornemmelsen af, at katastrofen er nær. Føler pludselig at der er tale om en lastbil loaded med uran på vej med 200 km/t for at tillintetgøre resterne af det hus, som har været vores mareridt siden februar. Ikke desto mindre indvilliger jeg i, at lastbilen bare skal køre løs, for vi har ikke råd til at betale for, at køkkenet endnu en gang skal køres til særskilt opbevaring.
Seks timer senere er køkkenmodulerne monteret. Ret tjept må jeg sige. Faktisk så tjept, at jeg slet ikke når at se de fingertappede finesser eller få fornemmelsen af de »svævende« moduler, som jeg for et lille års tid siden faldt for efter i to uger at have brugt usigeligt lang tid på at bladre i kataloger, magasiner og glo på hjemmesider i jagten efter det perfekte køkken. Snedkeren har nemlig fornuftigt nok pakket køkkenet ind i tæpper, hvorefter vores tømrer har gemt det helt af vejen bag gipsplader. Og alligevel er jeg nervøs ved tanken om, at der rundt om køkkenet de næste uger skal hives et loft ned, bygges et nyt et op, og så skal de nypudsede vægge finspartles og klaskes grundigt til med hvid maling. Gaarde Hvalsøes kvalitet kommer med andre ord på en kvalitetsprøve ud over det sædvanlige.
Det var i øvrigt også lidt af en prøvelse af få tegnet køkkenet i sin tid. Køkkenkonsulenten fortalte mig efter en uges »svederi« over mine og hans egne plantegninger, at der findes to køkkenkunder: Dem der overlader alt til ham, og dem der selv vil være med i alt. Jeg ved ikke, hvilken type kunder han foretrækker, men jeg foretrækker i hvert fald at være med til at bestemme udformningen af det rum, som jeg ved, at hele familien kommer til at tilbringe mest tid i. Ligesom jeg foretrak at gå til et andet og i det her tilfælde billigere firma for at få tegnet vores højskab. Bordpladerne har jeg desuden bestilt et helt tredje sted, ligesom jeg har tænkt mig at finde hvidevarerne til mere konkurrencedygtige priser end dem, som Gaarde Hvalsøe kunne hoste op med.
Indrømmet, det betyder en del mere arbejde at shoppe rundt og sammensætte sit eget køkken, men også gode besparelser og et individuelt look. Desværre betyder firmaspredningen også, at jeg skal koordinere arbejdsgangen, og det er ikke let i en ferietid, hvor køkkenmodulerne nu står, mens bordpladerne skal produceres på en fabrik på Sicilien, der holder lukket til og med august, og det samme gør højskabsfolkene, der først folder tommestokken ud igen, når sommeren er ved at være slut. Og nej, vi har hverken eksakte mål på bordplader eller højskab, da firmaerne, ligesom de fleste andre firmaer på markedet, insisterer på først at tage mål, når køkkenet er monteret, så der kan tages forbehold for skæve vægge, ujævnheder eller andre afgørende overraskelser af milimetertyk betydning.
Nu vi er ved overraskelser, så har ugens løb budt på et utæt rør i vores nye badeværelse på 1. sal. Utætheden har indtil videre kostet os en plaskvåd væg i entreen og besøg af endnu en forsikringsmand. Udover det utætte rør kunne vores VVSer konstatere, at samlingen mellem vores nye rør og de gamle er lavet forkert, og det kan i værste fald betyder, at vi er nødt til at få brækket vores nye flisegulv op. Et flisegulv, der som rørsamlingen og resten af badeværelset er lavet af et firma med en ejer fra Bosnien, der entreer med polske håndværkere. Nu skal jeg ikke forfalde til usympatiske generaliseringer, men vi havde også en del uheldige oplevelser med de polske håndværkere, der lavede vores tag. Eller rettere dårlige oplevelser med den danske ejer af firmaet Bedste og Billigste, hvis hårdt knoklende polakker enten fik alt for nødtørftige dessiner af deres arbejdsgiver eller simpelthen ikke forstod, hvad opgaverne gik ud på i hvert fald oplevede vi blandt andet at betale for at få isoleret et par skunke, der aldrig blev isoleret, betale for et alt for løst undertag, en utæt dampspærre og tagrender placeret, så de fangede alt andet end regnvand. Som bygherre er det vigtigt at gøre sig klart, at det godt kan være, at du kan rejse til Swinoujscie og med tegnsprog få bestilt en dejlig bratwurst. Men, tegnsprog er bare ikke altid nok, når det gælder planlægningen af vigtige og halvdyre bygningsarbejder, og slet, slet ikke nok, når du så skal have forklaret, hvilken type rør der er lagt ind under dine fliser, eller hvorfor afløbet løber over sine breder, når du åbner for den varme hane ved badekarret. Vi har i hvert fald lært, at det giver en næsten ubetalelig tryghed at kunne kommunikere ordentligt med sine håndværkere og vide, de er autoriserede og bruger materialer og løsninger, som, hvis uheldet er ude, er dækket af dit forsikringsselskab.
