Den norsk-danske arkitekt Edvard Heiberg var 25 år, da han rejste til Frankrig og mødte en af de vigtigste skikkelser i det 20. århundredes arkitektur, Le Corbusier. Året efter blev han gift på Frederiksberg med Ellen Margrethe Nielsen, og året efter igen tegnede han et hus til sin kone efter modernismens idéer. Det var i 1924 og det, han skabte, var Danmarks første funkisvilla.
Som sådan er den igennem årene blevet præsenteret i diverse arkitekturbøger og opslagsværker, men som noget helt nyt er den nu blevet ophøjet til at være den første funkisvilla i Norden.
Oplysningen skyldes arkitekt Frants Frandsen, projektleder i Realea, der har undersøgt de historiske kendsgerninger, efter at ejendomsselskabet på hans initiativ i øvrigt har erhvervet Heibergs villa. Den indgår nu som en særpræget perle i Realeas samling af bevaringsværdige bygninger og vil om otte til 12 måneder blive præsenteret for offentligheden.
Men først skal den restaureres, hvilket betyder, at den så vidt muligt skal føres tilbage til sin oprindelige skikkelse.
Edvard Heiberg byggede ikke et funkishus af beton, som den modernistiske tradition ellers foreskriver, han byggede et hus af træ og lagde puds udenpå. Huset var oprindelig heller ikke hvidt, som det er i dag, det var gult, og jernrammerne omkring vinduerne var grønne. Det er så kontroversiel en opdagelse, at Frants Frandsen og hans medarbejdere endnu ikke har besluttet, hvilken farve huset nu skal have.
»Vi overtog villaen i januar efter den tredje ejer, som syntes, det var blevet for arbejdskrævende at vedligeholde,« fortæller Frants Frandsen, »og indledningsvis har vi lavet en genopretningsplan med beskrivelse af, hvad der skal laves. Huset er blevet gået efter i sømmene og vi har haft en norsk konservator, Jon Brekke, til at lave en farvearkæologisk undersøgelse. Den viser, at Edvard Heiberg er faldet for kolonihavens farveglæde, og når vi nu skal beslutte, om vi vil imødekomme hans valg, må vi tage med i overvejelserne, hvad han var for en mand. Når man skal føre et hus tilbage til udgangspunktet, må vi ikke alene arbejde med alt skriftligt materiale, der findes om huset og alle de originale tegninger, vi må også prøve at sætte os ind i Heibergs psyke. For huset skal bevare sin sjæl og sin charme, og det er vigtigt at føre det tilbage til det oprindelige udtryk, hvis det giver mening«.
Heibergs villa ligger på en flot skrånende grund, der engang har været terrasseret. Det er svært at få et indtryk af huset fra vejen, fordi indsigten blokeres af et enormt kirsebærtræ, men fra havesiden er den markante profil tydelig. Huset ligner, synes Frants Frandsen, en hummer med et stort hoved og en fremskudt klo på hver side. Hovedet eller midterpartiet er det store opholdsrum med over fire meter til loftet, og herfra er direkte udgang til en balkon med rød- og hvidternede fliser. Stuen domineres af et stort ateliervindue i jernramme, og man kan sagtens forestille sig, hvor smeltende varmt, der kan blive inde bag de vinduer.
Balkonen er i dag understøttet af to piller, det var den ikke oprindelig, men den har været konstrueret forkert, og derfor skal den nu laves fuldstændig om. Under balkonen er der en slags terrasse, og herfra kan man gå ind i kælderen, som består af flere gode rum, og i siden er der dør til et gammelt hønsehus.
De to sidefløje har almindelig loftshøjde og er indrettet med badeværelse, soveværelse og påklædningsværelse (eller børneværelse) i den ene side, og køkken, spisestue, der er et indhak i opholdsstuen, og Edvard Heibergs arbejdsværelse i den anden. Over for indgangsdøren er der et gæstetoilet og ved siden af et pigeværelse.
Køkkenet og badeværelset, som er af nyere dato, har man besluttet at beholde, som de er.
»Enhver restaurering er et kompromis,« siger Frants Frandsen, »vi kan ikke arbejde i et køkken fra 1924, den lave bordhøjde alene gør det umuligt, og da vi ikke kan genskabe originalen, kan vi lige så godt beholde det, der er. Vi ved heller ikke, hvordan håndvasken i gæstetoilettet har set ud f.eks., og vi giver os aldrig af med at gætte, derfor lader vi den nuværende vask sidde«.
Frants Frandsen arbejder tæt sammen med arkitekt Søren Lundqvist, der står for den praktiske gennemførelse af restaureringen, og han er udover at være en arkitekt med fornemmelse for fortiden også en rigtig »Ole Opfinder«, siger Frandsen. »Det er vanskeligere at restaurere Heibergs villa end et 1700-tals hus, fordi det er bygget af industriprodukter, som ikke laves i dag. Det kræver fantasi og snilde at udtænke løsninger, som kan træde i stedet for det, der er gået i stykker«.
»Du kalder Heibergs villa det første i funkisstilen i Norden, men hvordan defineres et funkisstilen?«
»Funkis er opgør med klassicismen og stilen er ribbet for pynt. Den er også konsekvens af, at tiden higede efter lys, rum, luft og funktion. Man skulle lægge borgerskabets stil bag sig og skabe en, der var ren og funktionel. Materialerne beton og jern er funktionalismens materialer, og Heiberg bruger også jernrammer til vinduerne, men han bygger huset i træ og giver det derpå et lag puds, så det ligner beton. Højden i stuen, over fire meter, er også en vigtig detalje, for den er en reaktion på mørke, usle baggårdslejligheder og i det hele taget dårlige boligforhold«.
Når huset er færdigrestaureret skal det lejes ud på almindelige markedsvilkår, dog med den klausul, at lejerne er villige til at holde åbent hus to gange om året, så alle vi andre kan komme ind og se, hvad Realea og dermed fonden Realdania har købt til os.
