»Nationalmuseet forbereder en undersøgelse af den oprindelige farvesætning på funktionalistiske enfamiliehuse. I den forbindelse tillader jeg mig at henvende mig til Dem, da De er ejer af et af de funktionalistiske huse, som vi er meget interesseret i.«
Se flere billeder fra funkisvillaen i galleriet til højre.
Sådan lød indledningen på et brev, der dumpede ind ad brevsprækken hos Lisbeth og Ingolf Olsen i august 2004. De havde året forinden købt Emanuel Monbergs pragteksemplar af et hus fra 1932, og timingen på brevet fra Nationalmuseet kunne ikke være mere belejlig.
Læs også
Myten om den hvide funkis
Fra familievilla til funkis-lejlighed
Funkis ved Furesøen
Parret var netop gået i gang med en større renovering og præcis nået til det stadium, hvor der skulle males og tapetseres.
»Den europæiske funktionalisme har gennem mange år været opfattet som en først og fremmest hvid arkitektur,« siger Lisbeth Olsen, »men i takt med, at et stigende antal af periodens bygninger er kommet i en restaureringsmoden alder, har man opdaget, at virkeligheden ofte var langt mere farverig.«
Selv om Nationalmuseet gjorde opmærksom på, at projektet med farveundersøgelsen ville løbe over en længere periode, og at det betød lagvis afskrabning af maling på et areal på ca. 10 x 20 cm på indvendige og udvendige døre, vægge og facader, var parret dog ikke et sekund i tvivl om, at de ville åbne deres hjem for museets konservatorer.
»Vi syntes kun, at det var et spændende projekt og glædede os over, at vores hus kunne være med til at ændre eftertidens opfattelse af den funktionalistiske hvide æstetik,« siger Ingolf Olsen.
Og netop det med farver er en mærkesag for Lisbeth Olsen, der besidder en helt særlig evne til at bruge dem, blande dem og mikse mellem kontraster. Eksempler er der masser af i hendes eget hjem. F.eks. den dybt sorte og den himmelblå vægfarve i forstuen, den ekstremt sarte grønne på hoveddøren med den pudderfarvede rosa på udhænget eller håndlisten i bordeaux på trappen op imod de grønne gulve og vægge.
»Det glædede os meget at se, at huset gennem årene har været farverigt, for da vi købte det var det hvidt overalt,« siger Lisbeth, som dog ikkehar brugt helt de samme farver som konservatorerne fandt frem til i forbindelse med undersøgelsen.
»Farverne, der har været brugt indvendigt viste sig at være meget tidstypiske og meget café-latte-agtige, lyse brune, creme og beige. Jeg er mere til »rigtige« farver og farver med dybde. Mange, der køber et funkishus, tror at det skal være kridhvidt og puritansk, både inde og ude, med en enkelt Arne Jacobsen stol i et hjørne af stuen. Men sådan boede man slet ikke dengang. Man levede i stuerne, der var tunge gardiner og masser af møbler.«
Til gengæld fandt Nationalmuseet frem til, at huset udvendigt oprindeligt var malet i en dyb rød farve. »Og den farve vil jeg meget gerne tilbage til engang,« siger Lisbeth Olsen, som dog endnu ikke har haft overskud til at kaste sig ud i det store projekt med istandsættelse og maling af husets facader.
Læs også
Myten om den hvide funkis
Fra familievilla til funkis-lejlighed
Funkis ved Furesøen
