Eventyr på bordet

Otte blomsterkunstnere fortæller hver sit H.C. Andersen-eventyr med blomster og borddækning.

En borddug bare af mos, en nattergal, man nok kan høre, men ikke se, et juletræ med roser, to fladskærme og en bunke ledninger. Det er nogle af ingredienserne i de otte juleborde, som ni blomsterkunstnere har dækket for Royal Copenhagen, med hver sit eventyr af H.C. Andersen som tema og med service leveret af Royal Copenhagen.

Det er 41. gang, kunstnere og kongelige dækker bord i lokalerne på Amagertorv, og det anslås, at omkring 200.000 mennesker i år vil lægge vejen omkring bordene, der kan beses i forretningens åbningstid.

Årets kunstnere er Tage Andersen, Erik Buch, Dorte Christiansen og Tina Lindblad, Kristina Lund Pansler, Anette Østergaard, Peter Ødegaard og Bo Ingemann, og på bordene kan man se alt fra smedejern til sølvglinsende roser - og en bunke ledninger.

For Anette Østergaards bord, der er bygget over eventyret »Keiserens nye Klæder«, har nemlig ingenting på, andet end to fladskærme med en optagelse af hendes borddækning med Musselmalet og Musselmalet Mega.

»Jeg håber, at nogle vil tage det til sig og se det som kunst, men jeg håber også, at nogle bliver forargede og siger »Aj, hvor er det grimt.« Det håber jeg faktisk, for kan man få rykket en grænse i et menneske, så er der sket et stort fremskridt,« siger Anette Østergaard, der arbejder skiftevis i Rom og i Herning og til dette projekt har fået hjælp af Daniel Gjøde.

Erik Buch, der netop har udgivet en bog om det kæmpemæssige arbejde med blomsterdekorationerne til kronprinseparrets bryllup i maj, inviterer denne gang en prins og en prinsesse til frokost i det grønne. Zinkbordet er dækket med det kostbare Flora Danica-stel, og som dug har Erik Buch lagt puder af mos samlet i Nordsjælland. Midt på bordet står »Prinsessen på Ærten« i porcelæn - en figur til den nette pris af 1,2 mio. kr.!

Et kæmpetræ med tørrede skræppeblade, der ligner kæmpe-sommerfugle eller blomster, udgør den iøjnefaldende pynt på bordet, hvor kaffekopperne koster over 7.000 kr. stykket. Men det har ikke forhindret Erik Buch i at lægge en tørret lilla mangostand ned i hver af dem.

»Flora Danica er jo et utroligt fornemt stel, som man ofte ser i selskab med en fin dug og borddækning. Her har jeg gjort det modsatte og ladet stellet spille sammen med naturen,« siger Erik Buch.

De samme tanker har bomsterkunstneren Tage Andersen gjort sig i sin borddækning, hvor Flora Danica er sat i selskab med Andersens rå jernskulpturer, terrakotta og et tomt fuglebur, hvor »Nattergalen« bliver fodret på Flora Danica. Peter Ødegaard har skabt en scene fra »Tolv med Posten,« hvor de tolv måneder har fået hver deres særlige kuvert, og Bo Ingemann har valgt at dække bord med »Kjærestefolkene« toppen og bolden, der holder julemiddag på en dug af hønsefodsgran.

Dorte Christiansen og Tina Lindblad giver deres bud på »Grantræet« med et superfeminint juletræ lavet af tørre grene fra de svenske skove, sprayet med glitter og pyntet med roser, juleroser, tyl og perlemorsskaller.

På bordet er der inviteret til kageselskab, med Hvid Helblonde-stellet, lagkager lavet af roser, og blomstermalede stole og sofaer, som man dog ikke skal synke for langt ned i. Ellers risikerer man at mase pyntepuderne, der i den grad lever op til deres navn, for de er dekoreret med levende blomster og egner ikke til andet end at se ud.

Til Kristina Lund Panslers julebord, der er en parafrase i sort, hvidt og rosa over eventyret om Ole Lukøje, hører en anden slags puder.

Den 38-årige Kristina Lund Pansler, der har haft forretningen »Søllerød Blomster« i 19 år, har nemlig fået sin veninde Simone Bendix til at lave puder til borddækningen, der består af Hvid Helblonde-stellet, pyntet med hvide krysantemum, viburnum-bær, blomster af vild dild og calanthe-orkideer.

»Når jeg tænker H. C. Andersen, ser jeg hans klip for mig, og derfor skulle bordet være i sort og hvidt, med en rosa for at bryde det lidt,« siger Kristina Lund Pansler, der for ti år siden også lavede et julebord til Royal Copenhagen. Dengang stod bordet inde i et telt, denne gang har hun i stedet ladet en sværm af Ole Lukøje-parasoller dale ned over bordet.

»Eventyrlige Juleborde« pyntet af Tage Andersen, Erik Buch, Dorte Christensen og Tina Lindblad, Kristina Lund Pansler, Anette Østergaard, Peter Ødegaard og Bo Ingemann kan ses hos Royal Copenhagen, Amagertorv 6 i København i forretningens åbningstider. Udstillingen varer til den 30. december.