En rundkreds af voksne mennesker samlet i natten. Et par mænd tilkaldt for at helbrede sygdomme og smerte. Og en tyktflydende drik lavet af blade og bark og med en skarp smag af tjære, der går på omgang. Laus Høybye befinder sig i Peru nær den fattige jungleby Pucallpa. På rejse i Sydamerika med en god kammerat besøger han nogle fjerne slægtninge, og sammen med dem deltager han i et shamanistisk ritual. Han oplever han sig selv i et ekstatisk syretrip. Og sammen med dem føler han sig helt tryg:
»Det var første gang jeg prøvede det, og jeg har jo ingen større åndelig indsigt. Men det var ret vildt bare at sidde der – omgivet af mennesker i hver deres rus – og føle sig fuldstændig tryg,« fortæller Laus Høybye.
»Seancen varede i over fem timer, og i den tid gennemlevede jeg en hel masse meget mærkelige indre syner og oplevelser. Der var ingen, der sagde noget – kun åndemanerne, der nynnede en melodi, mens de helbredte de syge. De lagde hånden på de mennesker, der skulle helbredes, men jeg var fuldstændig inde i mit eget trip, så jeg lagde ikke så meget mærke til, hvad der ellers skete.«
Fik du læst:
Foruden den spektakulære oplevelse hos åndemanerne bød den tre uger lange rejse på alt fra jungletrekking iført vaders over bjergbestigning i Andesbjergene til besøg i fattige, støvede byer. Peru er et land der betyder meget for Laus Høybye, fordi han på den ene side har en familiemæssig forbindelse til nogle af landets indbyggere, og på den anden side er fascineret af landets kontrast til Danmark:
»Jeg var rejst helt om på den anden side af kloden, og oplevede den mest fremmedartede kultur, helt forskellig fra lille Danmark. Samtidig var der en familiær forbindelse, der tog imod mig med åbne arme. De talte kun spansk, så jeg kommunikerede med dem på mit temmelig nødtørftige spansk. Men blandingen af at have familiære bånd og at befinde sig i et meget fremmedartet land var meget fascinerende.«
Både dufte og oplevelser, har sat sig fast i Laus Høybyes hukommelsesmæssige kartotek. Og det er med sansernes sprog, han beskriver stedet, der for ham er magisk:
»I junglen, hvor jeg boede hos min familie i en uge var der meget, meget fugtigt. Sådan en rigtig junglevarme. Derfor havde vi konstant et lag af sved over hele kroppen. Luften var tyk, og der duftede skarpt af det, der lige var. Nogle gange af den fugtige jungle. Andre gange af mad, der blev tilberedt. Derudover lugtede der ofte af dyr, for der var masser af kyllinger og høns, der løb frit rundt. Men mest af alt husker jeg stadig den frodige, fugtige duft. Måske fordi den i så høj grad står i kontrast til den tørre, neutrale duft i Danmark.«
Mens Laus Høybye boede hos sin halvfamilie i junglen, oplevede han, at Danmark var langt væk. Talte med mennesker, der havde et liv diametralt modsat hans eget. Spiste palmehjerter og junglekartofler. Og sov i en lerhytte, hvis faciliteter var til at overskue:
»Gulvet bestod af lerjord, der var klinket sammen. Trådt til, faktisk. Og så var der et par træsenge omgærdet af et moskitonet, hvor vi sov. Det var vigtigt, for moskitoerne blev meget aggressive, når mørket faldt på.«
Den dag i dag drømmer Laus Høybye sig stadig tilbage til den lille plet i junglen:
»Peru har bare så meget at byde på. Fra den ufattelig smukke udsigt fra Andesbjergene, hvor man går på himmelens tag og betragter bløde, grønne bjerge med sne på toppen og inkaruiner over det hele til den fugtige jungle, hvor træerne nærmest er levende og insekterne så store, at de ligner noget, der kommer fra en film. Spændvidden er enorm, mentaliteten åben og fri og selv om fattigdommen brager derudaf, har jeg aldrig følt mig så tryg.«
Fik du læst:
