Mens Venedigs karneval endnu en gang i disse uger bølger gennem kanalgaderne og omdanner Markuspladsen til en gigantisk balsal og inviterer til stævnemøder på piazzaer og i palazzoer, er det faktisk muligt at sidde mageligt tilbagelænet i sin lænestol, fjernt fra al tumulten og alligevel føle sig som en slags deltager i festlighederne.
Andet bind af Giacomo Girolamos »Casanovas erindringer« er netop blevet genudgivet, og selv om forføreren, hvis bedrifter kun den fiktive figur Don Juan kan konkurrere med, bevæger sig rundt i det meste af Europa, så er der i hans navn en umiskendelig klang af karneval og kanalby. Hvad Casanova med og uden maske oplever i Venedigs gondoler og sovekamre kan få selv de rødeste karnevalskinder til at blusse yderligere op.
Giacomo blev født i Venedig i 1725 som søn af en omrejsende skuespiller, og han døde 1798 i byen Duchov i det nuværende Tjekkiet. Det var her, den lærde Casanova blev bibliotekar i 1785 og begyndte at skrive »Mit livs erindringer« om sit omtumlede liv som abbed, kortspiller, musiker, selvudnævnt officer, læge og forfatter, men først og sidst som pigernes og de mere modne kvinders egen Giacomo. Tolv bind i alt blev det til, men den udgave, som Rosenkilde & Bahnhof er i færd med at udsende, er en fire binds udgave i Otto Gelsteds veloplagte oversættelse. Det er nok en klog disposition. Hvem kunne – i disse Fifty Shades of Grey-tider – skrive så vidunderligt poetiske linjer på dansk som:
»Vore blikke brændte, vore hjerter skælvede i takt af øm utålmodighed. Instinktet førte os hen til et fuldstændig ensomt skjulested, som guden Amor syntes at have indviet til dyrkelse af sine hemmeligste mysterier.«
Det er pigejægeren, der fylder mest i Casanovas erindringer, og pige- og kvindenavnene passerer i de første bind hastigt revy, Angela, Lucia, Nanette, Marton, Lucrezia, Angelica, Theresa, Christine, Henriette, Catherina, Maria Maddelena osv. osv.
I det første bind af erindringerne præsenterer Casanova sig uden falsk genert- eller beskedenhed med ordene: »I besiddelse af penge, af naturen udstyret med et vindende og imponerende udseende, ivrig spiller, ødeland, stortalende, pågående, en pigejæger af rang.«
Listen over Casanovas erobringer er lang, og erobringsmønstret nogenlunde det samme: Et møde, en opblussende forelskelse (eller i hvert tilfælde lidenskab), en fuldbyrdelse af forholdet sammenfattet i beskrivelser som denne: »Et øjebliks ekstase, og en ny flamme tændte vores sanser i brand, og vi slukkede den i et hav af vellyst.« Derefter følger lidenskabens afmatning, og eventuelt en efterfølgende indsats for at skaffe genstanden for de tidligere så heftige følelser en passende ægtefælle. Som Casanova selv konstaterer:
»Jeg har elsket kvinder til vanvid, men jeg har altid foretrukket friheden, og når jeg har været i fare for at miste den, er tilfældet altid kommet mig til hjælp.«
Casanovas erindringer er en interessant klassiker-tilføjelse til den aktuelle erotiske bølge i litteraturen. Og som sagt, så er sproget i Casanovas erindring – i modsætning til vore dages sexfantasifortællere – lystens og erotikkens førstehjælper. Hos Casanova udvikles galanteriet og det sproglige kurmageri til et raffineret mesterskab, hvis velformede artigheder er en fjern slægtning til nutidens scorereplikker.
Igen og igen finder Casanova ordene for sin grænseløse betagelse sådan som det sker i karakteristikken af en af verdenslitteraturens uden tvivl mest tiltrækkende nonner: »Hendes dejlige øjne var himmelblå, hendes udtryk blidt og muntert, og hendes smukke læber fugtige af den sødeste vellyst.«
Men al veltalenheden til trods, er man som læser alligevel glad for, at forføreren Casanova i fortællingen får følgeskab af en anden stemme, den Casanova, der er en opmærksom repræsentant for oplysningstiden. Interesseret iagttager han og levende kommenterer han verden omkring sig. Ikke mindst kapitlerne fra Parma og Paris viser Casanova som en fremragende skildrer af livet i 1700-tallets Europa.
