Fortiden kan ingen lave om på. Alligevel optager den os nat og dag og styrer mange menneskers liv. Selv som bedsteforældre slæber vi rundt på bindinger, uløste konflikter og kuldsejlede drømme, der hører barndommen og den tidlige ungdom til.
Det freudianske faktum har den internationalt berømmede Per Petterson skrevet en dybt fascinerende roman om, der er bygget op som vor hukommelses indviklede natur: Æsker i æsker inde i æsker. Et mønster, som det kan tage årtier at grave frem og forstå rækkevidden af, og som man måske skal have professionel hjælp til at finde ind til. Medmindre man som Per Pettersons fortæller, den 50-60-årige nordmand Arvid, forsøger at skrive sig ind i denne labyrint for at finde »sandheden« og de ord, der forløser.
Tilbageblik
Denne Arvid, der ikke lægger skjul på, at han er et menneske, der aldrig har formået at være et skel i tiden og »mangler styrken til at stå alene i mængden«, ser tilbage på en afgørende måned i sit liv, dengang han endnu ikke var fyldt fyrre år. Det var de dage i november 1989, hvor Muren faldt, og kommunisten og maoisten Arvid ikke kun mistede sin livstro, men også blev skilt fra sin kone og ungdomskæreste.
Og det var de dage i november 1989, hvor Arvid resolut rejste i hælene på sin mentalt og intellektuelt stærke, men kræftsyge mor, som partout ville tilbage til kulisser af fortiden i Frederikshavn, hvor hun befandt sig i et eksistentielt eksil, midtvejs mellem gamle tyske rødder og et kommende norsk familieliv, og på Læsø fødte sin første af fire sønner. Dengang alt endnu var i sin vorden, og verden ikke skrumpet ind til en sygejournal.
Med titlen (og det gamle Mao-citat) »Jeg forbander tidens flod« indikeres det, at romanens historiske malstrøm har mange lag, og den store (verdens)historie og den lille (indvid)historie centrifugeres da også mesterligt i dobbeltfortællingen om det anstrengte mor-søn forhold, som pludselig skal stå endnu en prøve i et sommerhus i Nordjylland, mens mure falder ude i verden.
Misforstået solidaritet
37-årige Arvid – den bløde, defensive mand med det lave selvværd – tvivler fortsat på essensen i sin mors kærlighed, og den aldrende mor, der tjente familiens penge på chokoladefabrikken, bærer stadig rundt på en stor skuffelse over at den begavede, læseivrige søn i 1970erne ikke formåede at bryde den sociale arv. I misforstået solidaritet med arbejderklassen valgte Arvid en akademisk karriere fra, og nu har han så oven i købet spiller fallit i sit ægteskab. Dommen over ham i 1989 er ikke mindre hård end i begyndelsen af 1970erne: »Vig fra mig, din idiot!«
En sådan mande- og familiehistorie er set og hørt før, men sjældent i så øm, fintmærkende, eftertænksom og prosalyrisk en indpakning som i »Jeg forbander tidens flod«. Det er en smukt oversat roman, der i sig selv er en kæp i tidens hjul og derfor kræver en tålmodig læser, som så til gengæld belønnes med en stor læseoplevelse og et kig ind i de afkroge af vores natur, der ikke kun rummer det, mennesker skammer sig over. Som den kloge og alt for stærke mor forkynder i romanens begyndelse:
»Vi er jo ikke ens, og i forskellene finder man det, der er interessant, det er der mulighederne ligger.«
