Forrygende, fastfrosset, forrykt. Ja, måske ligefrem til en vis grad forsømt. Der kan hæftes mange adjektiver på de tre ord, der i 2011 og 2012 har skrevet sig ind historiebøgerne som Det Arabiske Forår. Ikke mindst efter læsningen af to nye bøger om revolterne i den arabiske verden.
Den ene er skrevet af journalisten og forfatteren Lasse Ellegaard, der har kaldt sin 218 sider lange odysse for »Det forrykte forår«.
Den anden bog er også forfattet af en journalist og forfatter, nemlig Jens Nauntofte, hvis rejse gennem de fire revolutionslande Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien har fået titlen »Tyrannernes fald«.
Det er med andre ord to af dansk journalistiks garvede udenrigsreportere, der hver for sig har kastet sig over tasterne i et forsøg på at forstå de dramatiske begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten.
Og det skal ikke være nogen hemmelighed: Opgaven har været lidt af en udfordring for de to erfarne herrer. For de har skrevet om et stykke verdenshistorie, mens det fandt sted og ofte tog en ny og overraskende drejning.
Lasse Ellegaard har tilmed ved siden af skullet passe sit job som Mellemøst-korrespondent med base i Beirut for dagbladet Information, og Jens Nauntofte, der baserer sit værk på en rejse rundt i de fire revolutionslande, har måttet skrive det om tre gange.
Det giver til gengæld de to bøger en knasende sprødhed med reportage på stedet, iagttagelser og interview med revolternes aktører, der alt sammen løfter de analyserende afsnit.
Møde med en islamist
Tag for eksempel Lasse Ellegaards møde i den egyptiske hovedstad, Kairo, med islamisten Abdel Rahman Hossam. »Glatbarberet, omkring de 30 med gelé-hår, fake designerbriller og i billige hyttesko, blegede jeans og garbardinejakke, der – hvis man så efter, havde en diskret grøn nuance – islams farve«.
Islamisten, der præsenterer sig som kampagneofficer for islamisternes parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, »udstrålede docerende nedladenhed«.
»Ikke fordi hans arrogance skilte sig ud, den genkendes hos alle fodfolk i det godes tjeneste,« noterer Lasse Ellegaard sig og refererer herefter en timelang samtale med islamisten, der bedyrer, at »sharia er nådens, retfærdighedens og værdighedens ypperste udtryk«. For såvel mænd som kvinder.
Retten til at blive gift er mest presserende
Selv da han bliver udfrittet om, hvorvidt kvinderne så også vil få retten til at lade sig skille, har repræsentanten for Egyptens nye magthavere svar parat:
»Lige nu er retten til at blive gift sådan set et mere presserende problem end retten til at blive skilt. Landets økonomi og sociale situation gør det umuligt for millioner af unge at stifte familie, at erhverve sig retten til at elske hinanden og blive elsket. Det bør være en menneskeret, og den vil vi kæmpe for. Det skal på plads, før vi ser på retten til at blive skilt.«
Også Jens Nauntofte har mødt nogle af de islamister, der politisk er blevet styrket under Det Arabiske Forår.
Det gælder blandt andre Alamin Belhaj, en af stifterne af Det Muslimske Broderskab i Libyen. Det var i februar 2012, hvor også undertegnede var i Libyen på reportagetur og løb ind i Jens Nauntofte i hovedstaden Tripoli. 39 år efter at han som ung og bogstaveligt talt langhåret reporter interviewede Libyens dengang relativt nye leder, Muammar Gaddafi, var Jens Nauntofte tilbage med en bagage fyldt med årtiers viden om Mellemøsten.
Efter et besøg i den hårdt medtagne by Misrata interviewede vi sammen islamisten Belhaj, der på grund af et mangeårigt eksil i Vesten har en moderne fremtoning og en indgående viden om, hvad folk i Vesten mener om islam. Det betyder dog ikke, at han forsøgte at dække over islamisternes politiske hensigter, hvilket no-nonsens-Nauntofte heller ikke gav ham mange chancer for.
Belhaj lagde således ikke skjul på, at Det Muslimske Broderskab er modstander af homoseksualitet og tilhænger af flerkoneri.
Men det er tilsyneladende ikke den helt store sællert i Libyen. I hvert fald fik Det Muslimske Broderskab kun godt 20 procent af stemmerne ved valget i sommer
.»Forklaringen lød, at mange libyere nu vil have et mere frit, men dog muslimsk, samfund, så de stemte på den sekulære alliance,« skriver Jens Nauntofte.
På den måde er Libyen lidt af en undtagelse fra reglen om, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab er revolternes primære sejrherrer.
Det er de i Tunesien, i Egypten, og også i Syrien, hvor tyrannens fald trækker i blodigt langdrag, spås brødrene en afgørende politisk placering.
Arabisk vinter?
Hverken Lasse Ellegaard eller Jens Nauntofte er parate til at drage endelige konklusioner af de arabiske revolter, der jo »er i fuldt flor,« som Ellegaard understreger.
Han har spurgt den irakisk-fødte digter og panarabiske samfundsdebattør Ahmed Chawki Abdelamir.
Han siger, at »vi først skal se det politiske slutspil, før vi kan begynde at snakke om den kulturelle, ideologiske og sociale effekt af revolterne. Tag bare mit eget hjemland, Irak. Efter tre valg og en masse fejl begået af både irakere og amerikanere gennem otte år, er korruption og nepotisme stadig det mest fremtrædende træk. Den politiske klasse rager til sig som før«.
Og med særlig henvisning til omvæltningerne i Egypten advarer Jens Nauntofte direkte mod »vestlig fejllæsning«.
»Diskussionen handler ikke om, hvorvidt Egypten skal vælge demokrati eller islam. Det er en vestlig fejllæsning. Den handler i bedste fald om i hvilket omfang, der er plads til demokratiet, når det skal forenes med de muslimske værdier. Demokratiet vil blive tålt eller tilpasset islam, ikke omvendt,« fastslår han i epilogen for »Tyrannernes fald«.
