Søger man søvnløse nætter med tilbageholdt åndedræt og koldsvedig gysen, kan man konsultere tre nye danske thrillere med indlagt mareridtsagtig pulsforhøjer og automatisk adrenalinpumpe. Og man er advaret med det samme, den litterære kvalitet uagtet: Det er uhyggeligt!
Debutanten Vibeke Dorph giver med sin velturnerede »Babyalarm« næring til den nybagte mors værste frygt. På elegant vis får hun flettet et tabu som fødselspsykose ind i et plot om uhyggelige hændelser og manglende forståelse fra omverden. Det er nervepirrende og nederdrægtigt, og Dorph formår som en erfaren plotmager at bygge spændingen op til et grumt klimaks. Desværre er sproget ikke lige skarpt hele vejen igennem – Dorph havde fortjent en perfektionistisk redaktør.
Hovedpersonen, Katrine, flytter sammen med den markante rigmand Thomas og bliver kort efter gravid. Det er han ikke udelt begejstret for, ungkarl af sind som han er, og bedre bliver det ikke, da Katrine efterfølgende får noget, der ligner en fødselspsykose. Hun føler sig desuden overvåget og ramt af sære hændelser, og det viser sig naturligvis, at der er noget om snakken. Det er ikke svært at gætte det videre forløb, hvilket muligvis dryp-dræner historien for lidt af spændingen, men det ændrer ikke ved, at man indfanges af uhyggen og Dorphs gode evne til at bygge sit plot op.
Morten Ellemose, der tidligere har udgivet bøger med sin tvillingebror, solodebuterer med den gotiske gyser »Killer killer«. Handlingen foregår i New York, hvor en række bestialske og tilsyneladende religiøst motiverede mord sætter politimanden Anatolli Barritch og hans assistent Karen Walsh grå hår i hovedet – og på sin vis også læseren.
Anspændt sprog
For vist er historien bloddryppende og skræmmende, og Ellemose har et morderisk fortælletalent, men sproget er også opstyltet og anspændt som hos en nervøs og nørdet eksaminand, og det lægger en distance over teksten. Derudover er romanen fyldt med for mange irrelevante henvisninger og dialoger, hvilket momentvis forstyrrer spændingen, ligesom korrekturfejl indimellem er direkte meningsforstyrrende.
Meningsforstyrrende er brugen af ny kommatering visse steder også i A.J. Kazinskis ellers fremragende thriller, »Forfølgerne«. Hvad den slags tosset tegnsætning skulle være godt for, modbevises eftertrykkeligt, når man må genlæse en sætning to-tre-fire gange for at fatte meningen. Så hellere småfejl i traditionel kommasætning.
Når det er sagt, er parret bag Kazinski-pseudonymet, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, i topform med deres veltilrettelagte temperaturmåling på almindelige menneskers misundelse, had og hævntørst. En kvinde fortæller ved en vejfest tre af naboerne om sin stalking af den kvinde, der snuppede hendes mand fra hende. Selv om de andre forarges over stalkingen, sætter det tanker i gang, og de begynder hver især at bevæge sig ind på det forbudte område.
Forfølgelserne får katastrofale følger, og bogen stiller det diabolske spørgsmål, om vi kun overholder loven af frygt for straf, og ikke fordi vi kan mærke, at loven siger det moralsk rigtige. Samtidig påpeges det absurde i, at vi håner gammeldags puritanisme, mens vi som selvbestaltede guder stadig selv straffer andres seksuelle udskejelser som en anden Sodoma-dømmende overdommer.
Kazinski-parret skriver legende let, så det samlede indtryk næsten er for perfekt og glat som en gang dækkende lag fernis. Det kan forveksles med tomme kalorier, og det er en skam, eftersom der faktisk er en mening bag galskaben: »Forfølgerne« er – også - god at blive klog af.
Titel: Babyalarm. Forfatter: Vibeke Dorph. Sider: 364. Pris: 250 kr. Forlag: People’s Press.
Titel: Killer killer. Forfatter: Morten Ellemose. Sider: 304. Pris: 159 kr. Forlag: H. Harksen Productions.
Titel: Forfølgerne. Forfatter: A.J. Kazinski. Sider: 320. Pris: 250 kr. Forlag: Politikens Forlag.
