»Liv efter liv« har høstet stor kritisk anerkendelse i England og USA.

Og det forstår man sådan set godt, for forfatteren bag, Kate Atkinson, er udstyret med en pen fuld af humor, vid og raphed. Var man krakiler, kunne man nok hævde, at det også er denne skønskrift, der er den direkte årsag til, at man som læser ikke slår sig på nogle hjørner undervejs og derfor heller aldrig føler sig rigtig ramt af den ellers begivenhedsrige og dramatiske historie.

Men sådan er der jo så meget, man kan brokke sig over. Er man en sucker efter historiske romaner og mangler man strandlæsning til sommerferien, så er »Liv efter liv« et rigtig godt bud.

Handlingen strækker sig fra 1910 til op i slut-60erne og udspiller sig, med brudt kronologi, omkring Ursula, der som barn oplever Første Verdenskrig hjemme fra det engelske øvre-middelklasse-hjem, hun fødes ind i. Også Anden Verdenskrig oplever hun på tæt hold: Romanen indledes med, at hun skyder Hitler!

For nogle år siden talte man i litteraturkritikken om »historiografisk metafiktion«, når man undersøgte historiske romaner, der forgreb sig på den almindeligt anerkendte forestilling om historiens gang: Det kunne være romaner, som foreslog alternative, såkaldte kontrafaktiske udlægninger af historien, eller som på anden vis underminerede den stærke tilknytning til virkeligheden, som vi normalt forbinder den historiske roman med.

Livets øjeblikke

»Liv efter liv« er også en slags »historiografisk metafiktion«, men i mindre grad på de store, overordnede linjer, end på de indre. Atkinson har nemlig komponeret romanen med en genkommende korrektion af, hvad der sker med – især – hovedpersonen Ursula.

Således dør Ursula første gang allerede under fødslen, da hun kvæles i navlestrengen, men Atkinson korrigerer: En læge når frem og får klippet strengen over, inden det går galt. Lidt senere drukner Ursula på stranden, men også her træder forfatteren til og redder hende: Vi får en anden version, hvor en amatørkunstner når at hive hende op af bølgerne. Og så fremdeles.

Det er et både sjovt og velfungerende greb, da det på den ene side sætter læserens indlevelse på spil og på den anden side understøtter en af romanens pointer: At menneskets skæbne såvel som verdenshistoriens gang så let kunne have været anderledes. Og så medvirker det til, at det, der meget let kunne blive en rundvisning i historiens galleri for store begivenheder, sæder og skikke, får et ekstra løft. Det relativeres og åbnes på ny.

»Alt er i stadig bevægelse, og intet står stille«, citeres Platon for som motto til denne bog - der viser det på en meget håndfast og alligevel legende måde.