Sådan laver man billedbøger

Trangen til at nappe ting, man helst skulle holde nallerne fra, er gennemgående i to prægtige udgivelser for de mindste.

Canadiske Joh Klassen modtog i 2012 den prestigefulde amerikanske Caldecott Medalje for »Det er ikke min hat«. Ill. fra bogen Fold sammen
Læs mere

Hovedpersonerne i Jon Klassens billedbog »Det er ikke min hat« og Oliver Jeffers billedbog »Det er min elg« har det til fælles, at de ikke kan styre deres lyst til at eje. Uden tanke for konsekvenserne.

En lille kæk og optimistisk fisk er fortælleren i »Det er ikke min hat«. Den satser stort og stjæler en petit hat fra en enorm fisk. »Jeg ved godt, det er forkert«, siger den. »Men jeg vil beholde hatten.« Og så skynder den sig hu-hej hen til en tæt planteskov.

Imens vågner den store fisk og opdager, at hatten er væk. En krabbe afslører, hvor den lille fisk var på vej hen, så til sidst troner hatten på den store fisks hoved igen. Og den lille fisk? Den er væk.

Tekst og billeder spilles genialt op mod hinanden. Man hepper på den lille fisk, uanset tyveriet, og følger dens glade og naive stemme, mens truslen og spændingen bygges op på billedsiden.

Der er kulsort nede på havets dyb. Fiskene er tegnet som en stor og en lille oval med finner. Aktører og planter holdes i douce, støvede farver. Dramaet udvikles udelukkende i deres øjne. Enkelt, stramt og smukt.

Canadiske Klassen modtog i 2012 den prestigefulde amerikanske Caldecott Medalje for denne bog, som helt overlader konklusionen til læseren, mens den lille fisks fortællestemme forstummer inde i planteskoven.

Med stor effekt og fascinerende faretruende.

»Vilfred havde en elg«

»Det er min elg« indledes med ordene: »Vilfred havde en elg«. I datid. Han har den nemlig ikke mere. Elgen kom bare vandrende, Vilfred kaldte den Marcel og hængte et navneskilt på dens gevir. Sådan. Så gik han ellers i gang med at udstede regler for, hvordan et godt kæledyr skulle opføre sig og mimede voksnes kommandoer til børn: »undgå at larme for meget« og »hold dig i nærheden af hjemmet«. Men ligesom børn er elge ikke særligt lydhøre.

Vilfred svanser efter elgen og udsteder sine ordrer, som elgen nogle gange »adlyder«, andre gange ikke. Men en dag møder Vilfred en ældre dame, »der troede, hun ejede elgen«. Total nedtur. Vilfred styrter hjem, kommer galt af sted undervejs, men »reddes« af elgen.

Det vil sige, det er Vilfreds udlægning. Billederne viser noget andet. Vilfred må nu indrømme, at elgen er sin egen. Som en ekstra understregning optræder der til sidst en tredje »ejer«. Pointen, at man ikke kan eje eller opstille regler for elge, fører implicit frem til, at det kan man strengt taget heller ikke for børn.

»Det er min elg« er Oliver Jeffers første danske titel. Han er født 1977 i Australien, vokset op i Belfast, nu bosat i Brooklyn, har skabt 11 billedbøger og illustreret endnu flere, bl.a. en samlet særudgave i 2012 af Enid Blytons »De fem«-serie.

I »Det er min elg« sampler han tekst og diverse billedteknikker finurligt og humoristisk til en flabet, charmerende helhed med lyriske bjerglandskaber i fede farver og nostalgiske grafiske stik som baggrund for en handling i tegneseriestreg.

Elg og Vilfred er udstyret med tynde pindeben, Vilfred med kolerisk stor mimik og gestik, mens elgen bare er cool. Og læseren overgiver sig.

5 stjerner
Forfatter og tegner: Jon Klassen.

Titel: »Det er ikke min hat«.
Oversætter: Eva Hansen.

Sider: 32. Pris: 198 kr.
Forlag: Jensen & Dalgaard.

5 stjerner
Forfatter og tegner: Oliver Jeffers.

Oversætter: Elisabeth Kiertzner.

Titel: »Det er min elg«.
Sider: 32. Pris: 230 kr. Forlag: Gyldendal.