Er man som læser begejstret for slægtsfejder, sømandsskrøner, spildevandsudslip, spøgelser, storvildt og sandhed iblandet massive doser løgn og latin, vil man føle sig i godt selskab med »De tørstige«. Forfatteren, Søren Toft, bruger ikke bremse, når han skriver. Kun speeder. Men er man – som denne anmelder – glad for plots og forfattere, der ikke bare vil fortælle, men også fortælle om noget, så kan »De tørstige« nok bedst beskrives som en uudslukkelig vrøvlevulkan.
Søren Toft vil på den ene side gerne fortælle en historie om opfindelsen af det vandrensende sugerør WorldStraw, en opfindelse, der i øvrigt har sin pendant i virkelighedens verden, nemlig LifeStraw. Og på den anden en historie om opfinderen Daniel Starks barndomsoplevelser med hans excentriske farfar på Sejerø. Og på den tredje en historie om rene motiver i en beskidt verden. Og på den fjerde skrive vildt og crazy om, hvem vi er som mennesker, og hvor vi kommer fra. Men de gode intentioner drukner i dårlige replikker og overflødige beskrivelser. Her er et par eksempler:
»Du klyngede dig allerede som dreng til Theodoren fra Villa Blåvand, der gik rundt og truede et helt lokalsamfund med død og ødelæggelse i sine håndsyede tigerskindssko.«
Ikke ligefrem en mundret replik, vel, men uha, hvor excentrisk med de der sko. Kort efter får vi denne fornemme svada: »Og når min søn bliver voksen, vil jeg selv fortælle ham sandheden om mig og mit møde med den formidable Theodoren fra Villa Blåvand«. Komisk, i al fald er der dømt klichéalarm.
Senere får kæresten Gudrun Mollenberg disse ord med på vejen: »Og han kyssede hendes ører, der sad tæt ind til hovedet med to lilla perleøreringe under det lyse, punkede hår, som var klippet strittende kort i venstre side og faldt i et langt cut fra toppen og ned over højre side.« Og kort efter står der om co-founderen Jack, at han »klædte sig på i palmemønstret hawaiiskjorte, knælange surfershorts og bare tæer i lædersandalerne.« Nogen, der har hørt om vindmøllemønstret hawaiiskjorte?
Det kan virke, som om Søren Toft ikke tiltror læseren nogen evne til at danne billeder selv. Eller også er han bange for at kede os. Den formidable Theodoren i de håndsyede tigerskindssko er ikke kun lokalsamfundets løsgående missil, men også et ufatteligt spændende menneske, der både er storvildtjæger og kopitøjsproducent og rigmand og skørtejæger og logebror og sømand og søn af en morderske og Daniel Starks fordrukne farfar og og og. Det meste af det har imidlertid ingen relevans for fortællingen. Det er bare snak.
Kort sagt er »De tørstige« mindst 200 sider for lang og en ret underlig fortælling, hvilket kan være en kvalitet i sig selv. Søren Tofts forrige roman, »Den elektriske nattergal«, var også mærkelig, men på en fascinerende måde. Den var gådefuld og fortalte ikke læseren alt. Det gør »De tørstige« til gengæld, og Søren Toft, der endelig ikke vil kede os, ender ironisk nok med at gøre det.
Forfatter: Søren Toft Titel: De tørstige Sider: 320 Pris: 299,95 kr. Forlag: Samleren
