Rejseguide til valget

En dag inden for det næste års tid trækker vi det blå klæde for til stemmeboksen for at svare på ét spørgsmål: Hvem skal være Danmarks næste statsminister?

Vil man være godt rustet til det spørgsmål, skal man læse den nye bog fra RÆSON, der slet og ret hedder »Helle eller Løkke?« Den kommer enten med blå forside og et foto af Lars Løkke eller rød forside og et foto af Helle Thorning – så køberne deltager i RÆSONs egen meningsmåling. Fikst. Bogen er en rigtig god rejseguide, der gør læseren i stand til at orientere sig kritisk i den kæmpe mediebegivenhed, et valg er. Bogens første del er reserveret til politikerne, og det er godt, at de tør skrive deres egen person ind i deres politiske agitation. Anden del er overladt til kommentariatet. Her er Engell, Krause-Kjær, Lars Olsen og Kurrild-Klitgaard i topform. I sidste del præsenterer de politiske forskere nogle spændende perspektiver på, hvorfor vi sætter vores kryds der, hvor vi gør. Og selv om selv den bedste rejeguide kan blive indhentet af virkeligheden og f.eks. mangle at behandle den nye, spændende restaurant ved navn Liberal Alliance, er »Helle eller Løkke« en rigtig god debatbog.