Rå journalistik på gode stænger

Lone Kühlmann har accepteret, at hun har et sort hul indeni, som hun ikke begriber. Konstateringen er den overraskende udgangsreplik i hendes kvikt fortalte selvbiografi.

Først omme på allersidste side får læseren et glimt af den knap så hurtige Lone Kühlmann med »det sorte hul indeni.« Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

Det går legende let for den smukke, unge journalistelev, der sidst i 1960erne trådte sine højhælede sandaler på Venstrebladet i Nykøbing Falster.

I sin selvbiografi »Det skal se nemt ud« fortæller Lone Kühlmann morsomt og detaljeret om magtmænd og journalistik i provinsen. Lovlig detaljeret. Således anvender hun næsten én side på at beskrive komfuret og køkkenvasken i den første faldefærdige lejlighed.

»Vasken var firkantet, meget stor og emaljeret. Den havde været herskabelig engang, men da vi boede der, var emaljen slidt af flere steder. En gang imellem skurede jeg den med blegevand og stiv kost. Det var et arbejde, jeg holdt meget af, for det var dybt tilfredsstillende at se, hvor pæn og hvid den blev. Udenom revnerne.«

På modsatte side er der ét af utallige billeder af labre Lone. Her på vej til »fest og ballade i Nykøbing Falster«.

Heldigvis ophører detaljerigdommene om husgeråd, fortællingen tager fart og letter undervejs, som årene går, og Kühlmann avancerer til Radioavisen, udenrigs­korrespondent for TV-Avisen, chefredaktør for ALT for damerne og bestyrelsesformand for TV 2. Hen over siderne går det med interviews med folk som Olof Palme og Menachem Begin, Sean Connery og Barbara Cartland.

Et skarpt bekendtskab

Journalist Kühlmann er et skarpt bekendtskab. Beretningen om hendes studietid ved Columbia Universitys School of Journalism i 1970 er et suverænt velskrevet tidsbillede, hvor Kühlmann har så meget på hjerte, at analyserne falder råt og kontant. Som da hun ærgrer sig over New Journalism-faderen Tom Wolfes selviscenesættende hvide jakke­sæt, og, nu hun er i gang, tager Dan Turèlls sortlakerede negle og slængkappe med i følgende opsang:

»Der er noget purilt, hjælpeløst og patetisk over al den selviscenesættelse. Jeg indrømmer gerne, at begge kunne skrive, men der er noget livsskræmt ved altid at skulle være forklædt.«

Så er det sagt, med den livsindsigt og dybde, der netop er den gode selvbiografis fornemste kendetegn.

Hvorfor Kühlmann ikke forfølger det spor, når hun nu så tydeligt har det i sig, er meget mærkeligt. Jeg forstår ikke, hvorfor fortællingen om et interview med Sean Connery mere skal handle om, at de flirtede og drak gin, fremfor hvem han var, denne Sean Connery, når man mødte ham ansigt til ansigt.

Sådan stritter fortællingen i alle retninger. Vi får hårde insider-facts om livet på redaktionerne og glimrende fagjournalistiske analyser, blandet med namedropping, blandet med tjuhej-hvor-det-går-fortællinger om Kühlmanns ukuelighed, blandet igen med sporadiske fortællinger om liv med mand, børn og venner.

Små blufærdige pip får vi undervejs af en mor med depressioner, og så pludselig på allersidste side et glimt af en anden knap så hammerhurtig Kühlmann. Der er »det sorte hul indeni, som jeg ikke begriber«, skriver hun. Det tror jeg på. Men gid hun havde skrevet mere om dét.

 

 

 

Forfatter: Lone Kühlmann

Titel: Det skal se nemt ud.

Sider: 264

Pris: 299,95 kr.

Forlag: Gyldendal