Kenneth Plummer, Anders Kronborg, kulturminsteren og alle mulige andre bløddyr, der har noget at skulle have sagt i dansk TV-kultur, burde tvinges til at læse »Stormland«. Den handler nemlig om en rigtig mand med hårpisk. Om Bøddi, der er så intelligent, siger én af hans drukvenner, »at håret kom flettet ud af nakken på ham«. Bøddi er intet mindre end en Don Quijote, der rider ud for at redde en kultur, der åndeligt set befinder sig på afgrundens rand, halvvejs nede i en amerikansk sump af pseudokunst. Og selvfølgelig taber Bøddi sin heroiske kamp mod de multinationale vindmøller. Men kors i hytten, hvor han kæmper, så længe der endnu er liv og kulturrevolution i hans bomstærke krop.
Han bor på Island, vores kulturpessimistiske helt. Har læst ti år i Tyskland, elsker Nietzsche og hader det moderne forbrugssamfund som pesten. På Island er han berygtet for sin hårpisk og sin fnysende arrige weblog, der ved hjælp af skriften og sproget vil rejse en revolution. Intet mindre. Og Bøddis vrede og sarkasme aftvinger gang på gang sproget dets skarpeste klange. Bøddis styrke (og svaghed) er den indre gejser af fantasi, forestillingskraft og højspændte idealer, som ikke for ingenting ventileres på sagaøen, hvor forfædre i generation efter generation har slået skallen ind på hinanden. Også Bøddi drikker, drømmer og drukner sine frustrationer over at leve i en ulidenskabelig og stupid tid i en bersærkergang af verbale udfald mod alle de Hollywood-lakajer, der har tilranet sig magten over sendefladen i den vestlige verden. Hør bare:
»Vi sidder spændt fast i det her forbandede samfund med sikkerhedsseler. Er tvunget til at deltage. Pint til at være med. Og samfundet på vej ind i fremtiden i susende fart. Vi kan ikke engang standse op og protestere. Kan bare trykke på en knap og bede om et tæppe eller en øl. Som sladrekællinger på vej til De Kanariske Øer. Og to minutter efter, at man er kommet i luften, vipper der en eller anden skide skærm ned foran øjnene på en, og man er tvangsindlagt til at kigge på et amerikansk lortelystspil i tre stive timer. Hvem har bedt om det? Hvorfor er det ikke et tre timer langt interview med Peter Handke? Hvorfor bliver der ikke læst højt fra Gretter den Stærkes saga? Hvorfor er der ikke en direkte udsendelse fra soveværelset i Det hvide Hus? Bush in the bush.«
I Hallgrímur Helgason civilisationskritiske epos står hver eneste sætning i den 450 sider lange bog og dirrer af raseri. Hvilken sproglig power! Som læser er man - takket være Kim Lebeks 6-stjernede oversættelse - dybt nede i fortællerens hule hånd fra side 1, bl.a. på grund af snurrige sætninger som: »Hver eneste dag rullede han en hel tørresnor af cigaretpapir og hængte sine beskidte tanker op på den«. Og man overrumples jævnligt af skæve ord som »føntørrerfjæs« og »terminal-bryster« (det sidste er betegnelsen for en kavalergang så fast, at man ikke kan køre et kreditkort igennem, uden at det sætter sig fast).
Fascinationen holder side efter side, selv om det ikke er lige kønne og opbyggelige landskaber, Bøddi trækker os gennem på sin Don Quijote-færd fra barndommens gade i Skagafjord, over den skæbnesvangre baghyler med rektors datter på Toyotaens bagsmæk, til hovedstaden, hvor han til sidst - udstødt og fredløs - galoperer på hest ind i Reykjavik for at skyde statsministeren og udråbe revolutionen i bedste sendetid med parolen: »Det her samfund er en åndelig voldtægt!«
Undervejs i den drabelige, nordatalantiske tour de force, som i sin vildskab ikke ligner noget som helst andet i nyere nordisk litteratur, får man serveret en lang række festligt prokerende synspunkter på køn og kærlighed. Det er næppe »Den store Nordiske Feminist-pris«, der står og venter på Hallgrímur Helgason, men til gengæld vil mange mænd takke ham for at have opfundet aforismen: »Det er kun kvinder, der stiller tre spørgsmål i træk. Og ikke venter på svar, men tilføjer et fjerde«.
Først som sidst er »Stormland« dog et væsentligt stykke civilisationskritik, der i prosaens form retter en sønderlemmende kritik mod den accellererende idioti i det moderne underholdningssamfund.
Tag den, Plummer, Kronborg og hr. kulturminister.
