Der er kun grund til at tro hende på ordet, når Birthe Rønn Hornbech i sin nye bog skriver, at hun absolut ikke havde ønske om at blive minister. En ministerpost ville medføre, at hun skulle give afkald på sin frihed og sit langt mere alsidige engagement. Birthe Rønn Hornbech er et menneske med sans for mange sider af tilværelsen og samfundet. Men hun, der var oppositionens yndlings-Birthe, lod sig overtale af Anders Fogh Rasmussen efter valget i november 2007. Og så fik hun sin livssag, Kirkeministeriet, med i købet.
Birthe Rønn Hornbech er præstedatter og nævner det ustandselig. Ifølge hende taler børn af præster ekstra godt sammen, og hendes forhold til Margrethe Vestager er et rigtigt præstedatter og præstedatter imellem-forhold. Ja, man bliver helt rørt. O at være en præstedatter! Derudover er Birthe Rønn Hornbech næsten alting, man kan sætte »selv« foran: Selvsikker, selvhøjtidelig, selvretfærdig, selvregerlig. Men ikke selvkritisk. Man kan sige meget godt om hende. Men aldrig så meget, som hun selv siger.
Beretningen i »Ministerbilleder« breder sig fra november 2007, da hun blev udnævnt til marts 2011, da hun blev fyret i forbindelse med sagen om de statsløse palæstinensere, der for længst skulle have haft indfødsret. Den skriver hun ikke om og begrunder det med, at den for tiden klarlægges af en undersøgelseskommission. Rimeligt nok. Den anden store sag, der har præget hendes embedstid - sagen om de afviste asylansøgere, besættelsen af Brorsons Kirke og politiets rydning - nævner hun ikke med et ord. Besynderligt.
En forurettet og småtskåren dame
Derimod holder hun sig ikke tilbage, når hun udmaler situationen på statsminister Lars Løkke Rasmussens kontor, da han beder hende om at trække sig som minister: »Først da jeg for sidste gang siger, at jeg ikke selv vil gå og tilføjer, at han så bliver nødt til at fyre mig, svarer han: »Det gør jeg så.« Jeg anbefaler ham at tage hjem og sove. Jeg kan se, hvor udmattet og ked af det, han er«. Ja, det lyder omsorgsfuldt, men det er en forurettet og småtskåren dame, der her indleder en tåbelig og illoyal demonstration.
Bortset fra et harmdirrende, men også ligegyldigt overfald på Villy Søvndal for hans opportunisme i integrationsspørgsmålet er der så ikke meget mere at komme efter i den bog. Det meste er trivialiteter fra ministerens hverdag, og da forfatteren ikke er skribent af Guds nåde, virker det som tungen ud af vinduet. Et par kapitler om den vellykkede integration må dog fremhæves, og der er i det hele taget ingen tvivl om, at Birthe Rønn Hornbech gjorde en stor og dygtig indsats i Integrationsministeriet. Men i offentligheden kom hun til at fremstå som en fiasko, ene og alene fordi hun havde sat sig for at bekæmpe pressen og moderne politiks medievirkelighed. Det blev til stor ufrivillig komik.
Hun ser ikke, at hun selv spiller med i den medievirkelighed, hun foragter så dybt. Hvis hun så det, ville hun have så meget respekt for bogmediet, at hun ventede med at udgive en bog, til hun havde noget af vigtighed for menneskene at fortælle.
