Overgearet røverhistorie

Opreklamerede Jonas Jonassons roman, »Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt«, er ifølge forfatteren selv en »feel good-roman«.

Foto: Scanpix

Den handler om Allan Karlsson, som på sin hundredeårsdag stikker af fra plejehjemmet, ved et tilfælde stjæler nogle forbryderes penge og snart bliver jagtet rundt i Sverige af både en ordens- og en uordensmagt. Blandet ind i denne aparte »manhunt« får vi historier fra Karlssons lange liv. På Forrest Gump-vis har han nemlig mødt en lang række vigtige personligheder og været tæt på århundredets centrale begivenheder. Han redder f.eks. Francos liv, har en betydelig finger med i udviklingen af først atombomben, senere i nedrustningen og så videre. Det er alt i alt en temmelig anstrengt affære, der ikke bliver mindre af den friskfyragtige tone, det hele er skrevet med. Feel good-romanen er efter sigende solgt til udgivelse i 15 lande. Vi tager det som et udtryk for, at den bestemt ikke støder nogen.