Da Tyskland besatte Danmark i april 1940, var Christian Peder Kryssing 49 år gammel og en respekteret oberstløjtnant i den danske hær. Som så mange af sine kolleger var han forbitret over den ydmygende kapitulation den 9. april 1940. Hans foragt for danskernes manglende stolthed og forsvarsvilje var stor, og hæren kaldte han en operettehær. Ligeledes som mange andre dengang var han kategorisk anti-kommunist og anså ikke Hitler, men Sovjetunionen som tidens største fare. En frygt, som man fandt bekræftet af Sovjetunionens overfald på Finland i 1939. Omkring 1.000 danskere meldte sig som frivillige til den finske hær, blandt dem C.F. von Schalburg, der siden afløste Kryssing som chef for Frikorps Danmark.
Skammen over den danske kapitulation og den anti-kommunistiske indstilling var også Kryssings motivering for at sige ja til opfordringen til at blive chef for det påtænkte Frikorps Danmark, der skulle kæmpe mod bolsjevismen. Flertallet af Kryssings kolleger forstod ikke, at han kunne alliere sig med fjenden, besættelsesmagten, men Kryssing handlede for så vidt i god tro. Han mente at følge regeringens ønske, og sandt er det jo, at den danske regering officielt støttede oprettelsen af Frikorps Danmark og garanterede, at danske officerer, der gik ind i korpset, kunne bevare deres positioner i Forsvaret. Garantier, som politikerne løb fra under retsopgøret efter krigen. Harder gør udmærket rede for hele forløbet op til frikorpsets etablering og for Kryssings overvejelser.
Mistede begge sine sønner til på Østfronten
Harder har også et godt blik for Kryssings psykiske konstitution. Kryssing var en bogstavelig mand, ubestikkelig, udstyret med en stærk æresfølelse og noget af en stivstikker. Det betaler han og hans kone meget dyrt for. Begge deres sønner bliver dræbt på Østfronten, og selv vender de tilbage til Danmark som krigsinvalider og må hutle sig igennem tilværelsen resten af livet. Kryssing døde først i 1976, som 85-årig, hans kone lidt tidligere.
Han var nationalkonservativ, aldrig nazist, og det er nok dette forhold, der gør, at han i virkeligheden fik det ganske svært i Waffen SS, som frikorpset var en del af. Han gjorde tilsyneladende en glimrende karriere i Waffen SS, sluttede som Brigadeführer, dvs. generalmajor, men i lange perioder brugte SS ham slet ikke. Hvad han er værd som officer, får man først og kun indirekte en antydning af i skildringen af hans tid som chef for Kampfgruppe Küste, hvor han kæmper vest for Leningrad.
Så vidt jeg kan se, viser han sig her som en dygtig, rådsnar og forudseende leder. Men det er en stor mangel ved bogen, at Harder ikke har benyttet sig af de tyske arkiver, bl.a. Bundesarchiv i Berlin, der, som historikeren Claus Bundgaard Christensen har bemærket, har det meste materiale om generalmajor Kryssing.
Irrelevante spekulationer
Til gengæld breder Harder sig side op og side ned med irrelevante og absurd detaljerede skildringer af troppesammensætninger, våbenarter og den slags. Og han slutter bogen med en også efter min mening irrelevant spekuleren over, om man bør dømme eller frikende Kryssing for hans tyske engagement. Harders egentlige materiale er sparsomt. Det består stort set kun i Kryssings og hans stærke kones egne breve.
Det havde været nærliggende for Harder at se Kryssing i lyset af andre fra de besatte lande, der gjorde sig lignende overvejelser og traf lignende beslutninger, f.eks. nordmanden Jonas Lie, en begavet mand, der først som overbevist nationalsindet kæmpede indædt mod den tyske besættelsesmagt, dernæst kæmpede med tyskerne på Østfronten og siden blev politiminister i Quislingeregeringen. Men som så mange andre danske historiske skribenter repræsenterer Thomas Harder her den tendens til provinsiel selvtilstrækkelighed, som Berlingske-journalisten og historikeren Bent Blüdnikow vedholdende gør opmærksom på som en stor begrænsning i vores forståelse af besættelsestiden.
Forfatter: Thomas Harder.
Titel: Kryssing. Manden, der valgte forkert.
Sider: 528. Pris: 350 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
Læs et uddrag her:
