Når fortiden og erotikken pludselig melder sig ...

Det er en spøjs roman, Henning Mortensens »Hr. & fru Mortensen ser syner«. Den er en slags krimi, men alligevel ikke. Den er psykologisk, men ikke realisme. Og der er masser af sort humor, raseri og galskab i den.

sfdsa Covers Fold sammen
Læs mere

Titlens hr. og fru Sørensen er et midaldrende ægtepar, der lever afsondret, i en slags gennemsnitslykkelig tosomhed. Han er terapeut, hun krimiforfatter. De hakker lidt på hinanden – hun dominerer, han er lidt af en tøffelhelt. Men de er et par, ikke mindst i arbejdet. For Anders, som manden hedder, har installeret aflytningsudstyr i sin praksis, så Marie, konen, kan sidde i sit arbejdsværelse og lytte med på hans samtaler. Ad den vej får hun materiale til sine romaner. Den slags er selvsagt både ulovlig og uetisk, men Marie maskerer historierne godt, og de er den vigtigste kilde til hendes romaner.

En dag henvender den lidt mystiske Charlotte Münster sig til Anders. Vi præsenteres for hende i første kapitel, hvor hun efter endnu en skilsmisse, beundrer sin »bryllupsvæg« i den nye bolig: Billeder af de mænd, hun har haft gennem tiderne, med nåle placerede de steder, hvor de mest fortjener det. Da hun dukker op hos Anders, er det tilsyneladende med henblik på behandling, men det viser sig snart, at hun er en gammel gymnasieven af Anders, og at hun dengang havde stærke erotiske fantasier om ham. Nu vil hun udleve dem, og hendes storebror, dværgen Hermod, er hendes hjælper.

Da Marie bliver bidt af en flåt og indlægges med hjernebetændelse, er vejen åben. Hermod har opdaget aflytningsudstyret og har derfor en klemme på Anders, mens Marie slås med spøgelsesagtige figurer i sine febervildelser. Særligt Johanne, hovedpersonen i den roman, Marie arbejdede på, da hun blev syg, presser sig på, men også andre fiktive figurer viser sig. Anders på sin side kidnappes til et underjordisk bryllup med en bugtaler-Jesus-figur m.m. Så han er nødt til at komme ud af tøflerne og tage affære, men selv om han måske nok træder i karakter og agerer den stærke, tipper magtbalancen igen, når vi nærmer os slutningen. Hvordan dét går for sig, skal selvfølgelig ikke afsløres her – så meget krimi er der trods alt over bogen.

Som man fornemmer, er det en dunkel og grotesk, noget nær mystisk, fortælling, Henning Mortensen har skrevet. Den har en egen stemning, der dunker af indestængt drift og frustration. Spændinger og fortrolighed i parforholdet kommer under pres, da fortiden og erotikken melder sig i form af Charlotte, og forfatterens praksis og sind lægges åbent gennem Maries kampe med sine karakterer. Det er både sjovt og velskrevet, klogt og uudgrundeligt, tankevækkende og meningsløst. Lidt som den Rorschach-figur, der præger forsiden af romanen.

Titel: »Hr. og fru Sørensen ser syner«. Forfatter: Henning Mortensen. Sider: 192. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal.