Tidligere på året udsendte forlaget Aschehoug en biografi om Che Guvevara skrevet af Hilda Barrio og Gareth Jenkins: »Historien om Che«. Det var en tåbelig heltekåring og efter kritik her i Berlingske Tidende besluttede forlaget sig til at trække bogen tilbage. Der var derfor et behov for en bedre bog til det danske marked, og den er nu kommet i form af den amerikanske journalist Jon Lee Andersons 10 år gamle kæmpebog »Che Guevara – biografien om mennesket og myten«.
Det er den type amerikanske biografier, der efterlader èn lettere stakåndet. Forfatteren, der er journalist på magasinet New Yorker, har opsøgt simpelthen alle, der personligt har kendt Che. Han har fundet frem til familiemedlemmer, medkæmpere og bl.a. gamle KGB-folk, der vidste alt om, hvad der skete ude i den argentinske jungle, hvor Che blev skudt. Ja selv de aldrende politifolk, der var med til at jage og skyde Che, har han fundet frem til. Det er ganske enkelt imponerende og virker yderst troværdigt. Arkiverne og litteraturen er selvfølgelig også blevet støvsuget til denne detaljerede skildring af mennesket Che.
Det er ikke en ukritisk skildring, men den lægger hovedvægten på Ches dramatiske liv og ikke på etiske eller politiske aspekter. Vi får for fuld udblæsning historien om den unge eventyrer, der læste marxistisk litteratur og tilsluttede sig Fidel Castros revolutionære bevægelse for siden at skabe sig et navn som den kampberedte revolutionære i Afrika og Sydamerika. Det var et farefuldt og kulørt liv, der af gode grunde er blevet til en legende. Men det var Ches held, at han døde så ung, at myten kom til at overskygge hans gerninger. De var hverken smukke eller humanistiske. Jon Lee Andersen skildrer Che som den unge idealist, der gradvist blev hård og satte sine revolutionære mål over hensynet til det enkelte menneske. Men der dvæles ikke ved disse emner, før vi føres videre i den rejsende agitators og morders næste planer.
Ja morder. For det var, hvad Che også blev. Som kommandant for fængslet La Cabana efter sejren over Batistas regime sørgede han for, at en række medlemmer af det tidligere regime og også uskyldige blev skudt. Anderson haster forbi dette afsnit, og han tegner et billede af Che som en ganske vist hård, men dog rimelig retfærdig leder af retssagerne. Vi ved nu, at dette billede er et skønmaleri. Retshandlingen var den rene skueproces, og der blev ikke benådet en eneste. Ifølge Andersons bog blev ca. 55 mennesker henrettet i La Cabana. Nyere undersøgelser tyder dog på langt højere tal. Det kan man læse sig til i bl.a. forskeren Alvaro Vargas Llosas artikel »The Killing Machine: Che Guevara« i tidsskriftet New Republic juli 2005.
Men ikke nok med, at Che beordrede fanger skudt i La Cabana, han havde også selv skudt mennesker, der var mistænkt og ikke fik mulighed for at bevise deres uskyld. I januar 1957 skød han Eutimio Guerra, fordi han mistænkte ham for at være forræder. Han skød ham i hovedet. Senere skød han Aristadio, som var en bonde, der ønskede at blive tilbage, når Ches revolutionære gruppe drog videre. Disse mord blev efterfulgt af en række andre henrettelser udført på Ches ordre og til tider udført af ham selv.
Han var nådesløs, og i april 1967 opsummerede han sit voldelige retsideal: »Had er en af kampens ingredienser, ubøjeligt had til fjenden, som skubber mennesket ud over sine normale grænser og gør ham til en effektiv, voldelig, selektiv og koldblodig dræbermaskine.«
Jon Lee Anderson beskriver Ches forvandling fra human idealist til benhård revolutionær morder, men han synes ikke at gøre sig dybere tanker om metamorfosen.
Che blev ikke kun brugt af Fidel Castro som en kynisk fængselsleder, guerillakæmper og soldat, men også som en international politisk aktivist og forhandler. Che blev en trofast allieret for Sovjetunionen – han tiljublede Sovjets invasion af Ungarn, og han var villig til at udløse en atomkrig under missilkrisen på Cuba. Da han endelig brød med Sovjetunionen, var det, fordi regimet ikke var radikalt nok, og han foretrak Kina. Ches Cuba blev vænnet til kommunistisk samfundsorden, der omfattede fangelejre og fængsel til oppositionelle, forfattere, homoseksuelle og andre. I slutningen af 1960erne var godt 14.000 cubanere blevet skudt af det nye regime. De heldige blev flygtninge og nåede USAs kyster.
Det er ikke, fordi Jon Lee Anderson ikke nævner en række af disse forhold, men de synes ikke at være afgørende i hans beskrivelse. Derfor virker bogen forældet, for siden biografiens udgivelse har vi afgørende ændret vort syn på verdenshistorien. Jon Lee Anderson leverer først og fremmest en beskrivelse af en idealistisk ung mand, der blev brutaliseret, mens vi nu har indset, at idealisme uanset dets farve kan føre til moralsk fortabelse og tragiske konsekvenser. Hos Jon lee Anderson er det ikke Ches menneskeforagt eller hans accept af totalitære tanker og metoder, der er i centrum, men hans »idealistiske« aktivisme. Denne »idealisme« udmøntede sig i en blind tro på doktrinær kommunisme, hvor den enkelte var underlagt fællesskabet. Han var så forblændet af de dogmer, at han var parat til at ofre ikke blot enkelte mennesker for dogmet, men monsteret ville i fuld alvor være parat til at ofre hele befolkningen i den revolutionære kamp. Der var ingen principiel forskel på Che, Robbespierre eller Pol Pot, men heldet for den cubanske befolkning var, at han døde tidligt.
Jon Lee Andersons bog er et tidstypisk blandingsprodukt. På den ene side har han ærlighed nok til ikke at skjule Ches menneskeforagtende sider, mens han på den anden side ikke helt og fuldt kan ikke få sig selv til at trække de endelige konsekvenser af Ches brutalitet. Derfor bliver hans afsluttende ord næsten lige til at klistre på T-shirten under Ches ansigt: »Men sammen med disse fejltagelser er det, man husker om Che, hans personlige eksempel, troen på sagen, viljestyrken og offerviljen.«
Og her tager Jon Lee Anderson fejl, for det, ofrene for Ches huseren husker, er smerten, brutaliteten og umenneskeligheden.
