Jesper Dahl, bedre kendt under rappernavnet »Jokeren«, har kaldt sin bog for »Sengen er giftig«, en vending som hører hjemme i en novelle, hvor en kokainklub leger med tanken om at indføre et duelighedsmærke med netop dette navn for at »kunne nøjes med syv timers sammenlagt søvn på en uge«.
Men titlen rammer bredere og beskriver det grundvilkår, som kendetegner de fleste af de mænd, der er i Dahls søger - de er knap så unge, som de kunne ønske sig at være, og de springer fra den ene voksenlivsudsættende tue til den anden: Dødsdruk, heroinsnifning, uforpligtende sex, hurtige biler og illegal profit. Sengen er således symbol på både det at være ude af spillet, at være faldet til patten, så at sige, og være endt i ægtesengen (sin egen, vel at mærke), og i sidste ende også aldring og død.
Dahl har med sit virke som rapper vist, at han er en fornem rimsmed, og hans bekendelseslitterære tekstsamling fra tidligere i år, »Det er bare ord«, viste, at han også har en prosaist i sig. Denne prosaist bevæger sig nu også ind på novellekunstens territorium og slipper i det store hele fint fra det.
Tonen er rå, stilen mundtlig og ofte henvendt direkte til læseren. Vi er i de dele af tilværelsen, der ofte befinder sig i det grå grænseland mellem over- og undergrund; mellem at være godt ved muffen eller at være helt på røven.
Dan Turèlls Vesterbroskildringer og Jan Sonnergaards fremstillinger af storbybundfaldet er den umiddelbare, danske litterære referenceramme - og så selvfølgelig de stoddere, som Jokeren selv gav os definitionen på for snart mange år siden sammen med rapgruppen Den Gale Pose.
»En stodder sidder ikke ned og tisser. Han står op og pisser«, ræsonneres der i en af novellerne i samlingen, og mere præcist kan det vel næppe udtrykkes.
Nuancerede skildringer
De bedste af Dahls mandeportrætter er dem, hvor han lader nuancerne træde frem. Det er skildringen af Den Gode Mand, som overtatoveret og med et letantændeligt temperament gør, hvad han kan, for i kærlighed at opdrage sin datter til en bedre verden, end den han selv ser omkring sig.
Det er novellerne om wannabe-kunstneren Chuck, der gifter sig hurtigt og rigt, og som møder op til en familiefest, med en speedbagskid, men som er bundsolid og bliver hjemmegående husfar.
Det er novellen om en halvgamle, burgerfede og affældige rockentusiast, der er blevet for gammel til »gamet«, og som nu jager sine skolevenners døtre i nattelivet. Og som bliver afvist for at være det, han er: En gammel, ulækker nar.
Ikke alting fungerer lige godt i bogen. Et par noveller, som handler om en neurotisk revisorfyr med en snakkesalig papegøje kikser helt på grund af svag fortælleteknik. Andre kunne have tålt lidt klarere retning og en skrappere redaktør fra forlagets side. Sidstnævnte kunne også godt have udstyret samlingen med en indholdsfortegnelse, for godt nok væver historierne sig ind i hinanden og lader de samme personer genoptræde i for- og baggrund, men de er og bliver noveller.
Men der er talent i Jokerens pen, så lad os håbe, at der kommer mere ud af den med tiden.
