Kærligheden kan godt fortælles med få ord

Ordene er knappe og sætningerne prunkløse i Tomas Lagermand Lundmes »Jeg er ikke dig«.

Hvad der fortælles, er naturligvis vigtigt. Men hvordan måske endnu vigtigere.

Tag bare Tomas Lagermand Lundmes »Jeg er ikke dig«, om et par, som har været sammen i årevis og for længst er over den store forelskelse. Betagelse er blevet til hverdag og kærlighed til en utydelig størrelse et sted mellem fjernsynet, arbejdet og ferierne.

Den historie er blevet fortalt så mange gange før. Den er tyndslidt, velkendt og banaliseret i én uendelighed, og derfor er den kunstneriske håndtering af stoffet afgørende. Og det er Lundme – der netop har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat – klog nok til at vide, og samtidig er han dygtig nok til at finde de rigtige greb. Det første ligger i længden og formen, og i stedet for at skrive side op og side ned holder han bogen på blot 58 sider, hvor prosaen er nøgtern og sætningerne korte.

»Så, nu har vi spist og sidder her i græsset og er på ferie«, lyder en af dem, og her som andre steder ligger følelserne under og mellem ordene. I den citerede sætning er det kedsomheden og inertien, og Lundme trækker det hele op med demonstrativt få linjer, præcis som de tegninger, der dukker op i løbet af bogen. Et skab, en kat, et ansigt, en maske, der spiller sammen med fortællingens korte sætninger, som er bundet sammen med hyppig brug af »og« og »mens«.

Med »og« bindes de små prosaiske begivenheder sammen – drikke vin, gå tur, se TV – og »mens« peger på det, der sker parallelt med alle trivialiteterne. Som i en af bogens nøglesætninger: »Mens weekender bliver sværere end hverdage«.

Det er de greb, Lundme benytter. Den korte form, tegningerne, bindeordene. Og via dem lykkes det ham at få fortællingen til at leve, og læserens fantasi udbygger selv scenerne, lægger farve på væggene og sætter køn og alder på de to karakterer.

Stor er »Jeg er ikke dig« nu ikke. Hverken i omfang eller som kunstværk. Men den er en lille, effektiv konstruktion af ord og tegninger. Om noget så abstrakt som kærlighed og forkølet passion. Og om hvor vigtigt det er, hvordan en historie fortælles.

Forfatter: Tomas Lagermand Lundme Titel: »Jeg er ikke dig« Sider: 58 Pris: 120 kr. Forlag: Møller