I kølvandet af »Barbara«

Fremragende redigeret og kommenteret brevveksling trækker lange spor ind i Jørgen-Frantz Jacobsens erotiske roman »Barbara«.

»Barbara« blev i 1997 filmatiseret af Nils Malmros med Maria Bonnevie i hovedrollen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede som 17-årig besøger Estrid i 1921 sammen med sin søster og sin mor Thora, der er fætter til William Heinesen, Færøerne og træffer den fire år ældre franskstuderende Jørgen-Frantz Jacobsen - der er fætter til Heinesens mor. William og Jørgen-Frantz sværmer voldsomt for de to søstre, som de tilsammen kalder Espérance, og som de således knytter store håb og forventninger til. For Jørgen-Frantz varer håbet indtil et halv års tid før hans tidlige død på Vejlefjord Sanatorium i 1938, da han tager afsked med Estrid. Inspireret af forholdet og under brevvekslingen skrev han hovedparten af romanen »Barbara« om den erotisk hungrende præstekone i 1700-tallets Færøerne, som halvfætter William gjorde færdig til udgivelse efter Jørgen-Frantz’ død som 38-årig.

Først i 1932 træffer Estrid og Jørgen-Frantz atter hinanden, denne gang i København og hun nu med et forlist ægteskab bag sig, han med en ulykkelig kærlighed og en skæbnesvanger tuberkulosediagnose. Ikke mindst på grund af - for læseren takket være - begges smertelige sygelejer og Estrids rejser til England og USA udleves deres kærlighedsforhold i brevene. Breve, som Else Lidegaard har fået udleveret af Estrid selv, og som nu står prentet, hans med grøn sats, hendes med rød og udgiverens hjælpsomme kommentarer undervejs med almindelig sort skrift. Og således kan brevene læses som de fletter sig ind i hinanden eller afventes med voksende utålmodighed. Begynder det som pjank i 1932 med fællesbrev til familien, der faktisk varsler mere end venskab de to imellem, og ser forholdet ud til at skulle udvikle sig til erotisk fuldbyrdelse i Gilleleje under Estrids rekreationsophold, så bliver det dog blot til et flygtigt kys og hendes gestus over for ham med at binde en butterfly! Og så bliver det et ironisk referencepunkt brevvekslingen igennem om den umulige elskov, der måske ikke blev fuldbyrdet i Gilleleje på grund af hans tilkomne lidelse med en betændt prostata.

Men brevvekslingen har også et andet og mere skæbnesvangert omdrejningspunkt i parrets gensidige optagelse af Hamsuns tidlige værker, »Sult« og »Victoria«, hvor de kvindelige hovedpersoner indtil det sygelige udfordrer og ægger manden, der på sin side vælger resignationen som (mislykket) erotisk strategi. Mens den feterede Estrid nyder Jørgen-Frantz’ opmærksomhed, alt imens hun forlyster sig med verden og mere handlekraftige tilbedere, så appellerer forfatteren in spe ustandselig til værdierne i deres venskab og besynderlige kærlighedsmenage, hvor også arbejdsfællesskabet om journalistiske artikler og oversætter­arbejder spiller en rolle. At han ikke under den lange brevveksling fatter hendes gentagne afslag og lunkenhed, må skyldes hans ubændige lidenskab - men måske efterhånden også hans tiltagende kyniske opdagelse af et stadig mere oplagt romanstof med den smertefulde virkelighed i sygesengen og den smertelige afvisning i kærligheden som brændstof.

Den intime fortrolighed i brevene virker som naturlig energi for læsningen. Og så giver brevene en fuldgyldig og svimlende indsigt i udviklingen i et kærlighedsforhold, hvor kvindens naturlige og (forholdsvis) ubekymrede omend svigefulde og hensynsløse erotiske livsappetit kan læses direkte ind i dialogen med mandens kastrerede, jalousibefængte opsættelse og uformåenhed. En vekslende dialog om afvisning og indoptagelse, der peger frem mod kærlighedens virkeliggørelse i kunsten efterhånden som tidspunktet for virkelighedens realisering forpasses.