Luder? Eller hellere madonna? Hvis du er kvinde, vil du sikkert have dig frabedt nogen af navnene.
Richard Wagner var mere splittet. Kvinderne i hans operaer er lidt af begge dele: På den ene side garant for det seksuelle klimaks. På den anden side for god, for fin, for fjern til slige udskejelser.
Advokaten og operaelskeren Henrik Nebelong har kigget på fænomenet sex i den store tyskers værker. Resultatet, »Liebesverbot! Sex og anti-sex i Wagners dramatik«, er en lystlæst rejse gennem romantikkens mest prekære emne. Gennem en tid, hvor seksualiteten stadig var en hemmelig kraft. Hvor den kønnede kærlighed var en skjult vilje på niveau med hundeglam i kælderen og den nyfundne elektromagnetisme.
Splittelsen har sprængkraft endnu i dag. Tag bare Nebelongs analyse af mesterens dybt religiøse »Parsifal« fra 1878: »Dramaet i sin tekst er totalt antisex, mens omvendt symbolhandlingen i høj grad består af seksuelle visioner og metaforer.«
En splittelse, verdens operahuse står med hver eneste aften.
Nebelongs bog er bygget kronologisk op. Den gennemgår driftens rolle i både de kendte musikværker fra Wagners hånd og ikke så få af de tekster, der aldrig blev sat i toner – herunder operaen om »Jesus von Nazareth«.
Driften ligner både en ven og en fjende i Wagners værker. En ven for alle de handlinger, den sætter i gang mellem os. En fjende fordi...
Ja, hvorfor egentlig? Henrik Nebelong trækker linjer fra barnet Richard til det voksne verdensnavn Wagner. Fra moderens uvilje til fysisk kontakt med børnene, sønnens grænseløse beundring for stedfaderen Ludwig Geyer og yndlingssøsterens »himmelske selvopofrende« kærlighed og frem til geniets fascination af den overjordiske heltinde.
Tråden er af den helt konkrete slags. Komponisten mistede for eksempel sin far som spæd og ejede ikke så meget som et billede af ham. »Hvordan så min far mon ud?« lader han naturbarnet Siegfried synge i »Nibelungens Ring«.
Og hvis hans affektion for stedfaderen står til troende, så kan man godt »undre sig lidt over, at der optræder en dyster og sexforbydende faderfigur i mange af Wagners værker,« som Nebelong skriver.
Var hans beundring for stedfaderen i virkeligheden dække over en grum oplevelse? Og i givet fald med ham selv som offer? Eller måske søsteren?
Spørgsmålene er af vital betydning. Både for alle elskerne af Wagner, for kendere af de vidunderlige valkyrier, for yndere af de elskovsdødelige kongedøtre og oprørske gudedøtre.
Og for hele eftertidens kvindesyn. Wagners musikdramaer fik jo stor indflydelse på eftertidens musik, teater og litteratur. Efterhånden også på den senere stumfilm med alle dens tragiske heltinder. I sidste ende på den måde, vore dages Hollywood fremstiller det smukke køn på: Som væsner, der både kan forføre og være ofre – men som ikke selv kan slå ihjel.
»Wagner synes altid at have forbundet det kvindelige køn med rosenfarvet blødhed og varme,« som det hedder.
Den store komponist var i øvrigt også tekstligt ligeværdig med samtidens progressive kæmper. Vi har altid set den revolutionære tysker som en tidlig musik- romantiker, der blev en sen musikromantiker. Nebelong viser i samme grad komponisten som symbolistisk digter i Baudelaires, Mallarmés og Verlaines tidsalder.
»Præcis hvorfor opfyldelsen af elskovsønsker skulle være en hindring for at fuldføre en stor opgave, dét fortæller Wagner os aldrig.«
Nej. Vel nok fordi psykoanalysen stadig var i sin vorden. Fordi ingen havde gjort sig klog på kulturens byrde og fortrængningens mekanismer endnu.
Henrik Nebelong gør sig aldrig større end sit emne – en lidt glemt dyd efterhånden. Hans bog er ikke for husarer og heller ikke opløftende i bredere forstand. Men skrevet med let hånd, ualmindelig underholdende og et medrivende indblik i kønnenes evige kamp.
Det er næsten »som om Wagner kun skrev ét enkelt drama, som han så skrev igen og igen,« konkluderer forfatteren. »Og det er en sørgelig historie, han fortæller os.«
