At blive voksen. Hvad vil det sige? Der er mange svar, det er klart, men mon ikke flere af os forbinder det med en form for desillusion: Med en erkendelse af, at verden og virkeligheden ikke er sådan, som den tidligere tog sig ud.
Det er en både frigørende og smertelig erkendelse, og at læse Harper Lees »Sæt en vagtpost ud« er som at gå gennem processen én gang til. Fra illusion til desillusion, fra forestilling til sandhed, fra tro på det ideale til flosset realitet.
Inden dén pointe helt kan foldes helt ud lidt om forhistorien og ikke mindst Harper Lees debutroman, »Dræb ikke en sangfugl«, der udkom i 1960 og ikke bare er blevet et amerikansk nationalklenodie, men også har gjort forfatteren til en mytologisk skikkelse.
Det første, fordi romanen skildrede 1930ernes Amerika i et ofte troskyldigt, varmt og humoristisk lys. I dens sagfører, Atticus Finch, fandt man et uantasteligt symbol på den amerikanske godhed, på den ubestikkelige retskaffenhed. En mand, der samlede alt det gode i sig og forsvarede en ung, sort mand, der – uretfærdigt – var anklaget for at have voldtaget en hvid pige.
Se, dét er en fortælling, USA gerne ser fortalt om sig selv. Og over there bliver børn efter sigende døbt Atticus, lige som raske unge mænd og kvinder ønsker at blive advokater på grund af ham.
Men med »Sæt en vagtpost ud« knuser Harper Lee det spejl, hun tidligere holdt op foran amerikanerne. Hun smadrer simpelthen forestillingen om den gode Atticus. Romanen, der kommer efter, hold nu fast, 55 års tavshed fra Harper Lee, er faktisk det manuskript hun først, altså før »Dræb ikke en sangfugl«, sendte til et forlag. Redaktøren mente imidlertid, at hun skulle skrive romanen om og bygge historien op om de flashbacks til barndommen, der var over alt i manuskriptet.
Det gjorde Harper Lee så, og resten er litteraturhistorie. Men det er »Sæt en vagtpost ud« også nu. Ikke kun, fordi det er sensationelt, at den udkommer efter så mange år i bankboksen. Men også, fordi den viser sig at fortælle en meget lidt flatterende historie om den nu 72-årige, gigtplagede Atticus.
»Man besøger ikke negre«
Måske er Harper Lee blevet træt at det billede, hun først tegnede af sagføreren. Eller måske er den 89-årige og efter sigende glemsomme Harper Lee blevet lokket til at offentliggøre det gamle manuskript af kapitaltænkende forlagsfolk.
Begge dele er spekulationer. Men sikkert er det, at »Sæt en vagtpost ud« for altid har forandret »Dræb ikke en sangfugl«.
Hvor den blandt andet handlede om det renes ret og styrke, handler »Sæt ikke en vagtpost ud« om løgn og mørke og gør det via Atticus, som er en mand, der med tiden og udviklingen har udviklet klare racistiske holdninger.
Det er rystende. Ikke bare for læseren, men så sandelig også for hans Atticus’ datter, der i »Dræb ikke en sangfugl« blev kaldt Scout – Spejder – men nu er 26 og foretrækker sit rigtige navn, Jean Louise. Og at blive voksen betyder for hende, hvor ondt det end gør, at erkende tingenes rette sammenhæng: At se sin far og alle de andre, hun holder af hjemme i Maycomb, Alabama, i realiteternes kolde lys.
Og hvor idealismen får plads i »Dræb ikke en sangfugl«, er virkeligheden – også den i 2015 – nemmere at genkende i »Sæt en vagtpost ud«. Frygten og racismen er alle vegne, og det samme er de mange sproglige forskønnelser, eufemismerne, der bruges om dem, der frygtes og hades.
»Jean Louise, i Maycomb besøger man ikke negre længere,« siger hendes tante eksempelvis. Men hvad tanten mener er ét, hun står ikke så højt i Jean Louises agtelse, noget andet er faren, der viser sig at have gået til Ku Klux Klan-møder og have voldsomt racistiske blade liggende fremme derhjemme. Blade, der ifølge datteren får »Goebbels til at ligne en naiv, lille dreng fra landet«.
Faren har vist sig at være en anden, og »Det eneste menneske, hun altid fuldt og helhjertet havde stolet på, havde svigtet hende«. Og senere: »Alle nerver i hendes krop skreg, og døde. Hun kunne ikke bevæge sig.«
Cool og tragisk
Datterens erkendelse manifesterer sig som et såvel mentalt som fysisk chok og er samtidig, for læseren, en eksplosion under en klassiker i litteraturkanonen.
»Dræb ikke en sangfugl« og dens humanistiske budskab om empati i forhold til dem, man ikke forstår, sprænges i »Sæt en vagtpost ud«, der i stedet forsøger at skildre et moralsk forfald og kampen for at tolerere dem, man elsker, men også afskyr.
»Jeg kan ikke bekæmpe dig, jeg kan ikke slutte mig til dig«, siger Jean Louise i hvert fald på en af de sidste sider i en roman, der ikke er perfekt. Langtfra. Den tynges af for mange flashbacks, en stedvist overlæsset dialog og en abrupt slutning. Men den er alligevel er et ret imponerende første romanforsøg, som Harper Lee selv, da nyheden om udgivelsen slap ud, kaldte »udmærket«. Hun nævnte i øvrigt ikke dens radikale indhold.
Det var meget cool. Men romanen har altså i samme bevægelse vist sig at være en tragedie og et nybrud. Harper Lee har dræbt sangfuglen, men også gjort sig fri af den idealisme, der har tegnet Atticus, og vel også hende selv, siden debuten. Fri af alt det, man skal være barn for virkelig at tro på. Men tænk at have døbt sit barn Atticus. Engang et pletfrit symbol på verdens godhed, nu på dens forråelse og frygt. Sådan blev vi voksne. Igen.
Titel: »Sæt en vagtpost ud«. Forfatter: Harper Lee. Oversat af Karen Fastrup. 295 sider. Pris 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
