Siger forfattere i virkeligheden ja, når de siger nej?

Virginia Woolfs efterladte noveller udkommer nu for første gang på dansk og er en nydelse at læse. Men en tvivlsom en af slagsen. For hvem ved, om Woolf overhovedet ønskede dem udgivet, og dilemmaet mellem enten at respektere døde forfatteres ønske eller beskytte værkerne dirrer gennem hele litteraturhistorien.

Forfatteren Virginia Woolf. 1882-1941. (Udateret arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Mine læsere er måske ikke bekendt med mig.«

Sådan lyder den første linje i »Sammen og hver for sig«, der består af 19 noveller og fortællinger. Og hvor Virginia Woolfs romaner og essayistik stadig nyder stor opmærksomhed, så har disse kortere tekster indtaget en mere ydmyg plads i forfatterskabet.

Et udtryk for det er oversættelsen til dansk, der først foreligger nu, hele 74 år efter Woolf fyldte sine frakkelommer med sten og druknede sig i Ouse-floden. Om det var et udtryk for moden overvejelse eller psykisk sygdom, hun var maniodepressiv, er ikke til at vide. Men hun var under alle omstændigheder stærkt fascineret af vand.

»Bølgerne« hedder en af hendes smukkeste bøger eksempelvis, og selvom titlen nok skal læses i overført betydning, som et billede på sindets og sprogets strømme, kan den også læses mere bogstaveligt.

Det samme kan en af de fineste tekster blandt de nyoversatte, nemlig »Søens fascination«, hvor vandspejlet udgør en skillelinje mellem det prosaiske og hverdagslige og en verden af forestillinger og tanker. Mellem et fysisk og »et dybsindigt undervandsliv«.

Nogle vil mene, at teksternes fascination af vand, kan belyse Woolfs druknedød. At hun omsider lod sig omslutte af tankerne og de frie strømme, som hendes sætninger løber over med. Men det er naturligvis spekulation, og den slags lægger »Sammen og hver for sig« op til med sin ofte åbne, legende form. Som nu den sætning, der blev nævnt indledningsvist: »Mine læsere er måske ikke bekendt med mig. Hvilke »læsere«? Hvem er »mig?«

Handsker i stedet for blomster

Sådan spørger man mange steder i selskab med bogens tekster, der blev til sideløbende med romanerne. Når hun gik i stå, skrev hun dem og ofte med udløb fra romanerne. Som en slags »pauseterapi«, som oversætter Annette David kalder det i sit gode forord.

Og som fan af Woolf er der steder, som virkelig får én til at blinke en ekstra gang. Ikke mindst i de tekster, der handler om Mrs Dalloway, der jo også figurerer i »Mrs Dalloway«, hendes sublime roman fra 1925, som åbner sådan:

»Mrs Dalloway sagde, at hun selv ville købe blomsterne.«

En linje, der er litteraturhistorie og rummer meget information mellem ordene: At Mrs Dalloway åbenbart har andre, som kunne købe blomsterne for hende, at de forventer at købe blomsterne for hende, og at hun finder det indiskutabelt, at der skal stå blomster i hjemmet.

Men i novellen »Mrs Dalloway i Bond Street« lyder den første linje sådan: »Mrs Dalloway sagde, hun selv ville købe handskerne.«

Handsker i stedet for blomster. Og hvor blomster er et indkøb, der kan glæde flere end bare Mrs. Dalloway, er handsker et anderledes personligt og selvisk køb, og med dem ændrer indtrykket af Mrs Dalloway sig. Har man de skarpe læsebriller på, er det faktisk en radikal forandring.

Kunst eller moral?

Her begynder mine problemer med »Sammen og hver for sig« dog også. For på den ene side er det stærkt interessant for en Woolf-læser sådan at læse alternative takes på Mrs Dalloway og om dragningen mod søens dyb. Men der er også en større principiel, ja, endda moralsk, diskussion gemt i udgivelsen, som også antydes i bogens forord:

»Faktisk spirede og voksede de korte fortællinger ofte ud af de længere værker og var således ikke blot forstadier til dissse, tværtimod. I første omgang var de impromptu-skitser, hastigt udtænkte, der som regel blev gemt væk i en skuffe til senere revision og eventuel udgivelse.«

Fint nok. Men så står der, at »Størstedelen af dem blev da også først udgivet efter hendes død.« Og længere nede trækkes problemet endnu tydeligere op: »For måske ønskede Virginia Woolf slet ikke at offentliggøre dem alle; desuden ville forfatteren selv utvivlsomt have foretaget omfattende revisioner i de tekster, hun eventuelt påtænkte at dele med verden, men som forblev uudgivet i hendes levetid.«

Annette David peger på problemet, men synes tilsyneladende ikke, det er særlig stort. At man sådan udgiver tekster, som forfatteren ikke selv har sagt god for til udgivelse. På den måde hører oversætteren til dem, der sætter kunst over moral. Det er skarpt tegnet op, men ikke desto mindre sandt.

Og netop dette dilemma er vel det største i kunstens verden: At respektere døde forfattere og lade alle de tekster, de ikke selv udgav, forblive upublicerede, eller se stort på forfatterens blåstempling og udgive dem og på dén måde forandre den værkliste, forfatteren selv har ønsket skal stå tilbage. Hvilket selvfølgelig sagtens kan inkludere værker udgivet posthumt. Som Klaus Rifbjerg, der nåede af aflevere flere manuskripter på sine forlag, inden han døde.

Men ofte er det altså langt mere kompliceret, og selv må jeg erkende, at jeg er i tvivl: På den ene side fortjener enhver forfatter respekt, også i døden, men på den anden side er dét at give afkald på litteraturhistoriens mesterværker.

Handler også om penge

Et eksempel er amerikanske Emily Dickinson, der kun udgav få digte i sin levetid, men efterlod skuffen fuld af den smukkeste poesi. Var de ikke blevet udgivet efter hendes død, havde alverdens læsere været fattigere.

Og F. Scott Fitzgeralds »Den sidste mogul« var ikke færdig ved hans død, men blev alligevel udgivet og fremstår som en brillant roman. Hvor hverken han eller Dickinson havde sagt god for posthum udgivelse, satte Mark Twain sig imidlertid direkte imod. Han krævede sine essays brændt, men det skete ikke, og nu kan enhver nyde dem. Og så er der kroneksemplet Franz Kafka, der i sit testamente skrev: »Kæreste Max, min sidste bøn: brænd alt hvad der befinder sig i mine efterladte papirer.«

Nogle af disse »papirer« var manuskripterne til »Slottet« og Processen«, og havde hans ven Max Brod adlydt, havde verdenslitteraturhistorien set anderledes ud. Og det er faktisk endnu mere kompliceret end dét, for Brod redigerede de efterladte tekster på måder, Kafka sandsynligvis ikke ville have bifaldet.

Hvor galt den slags kan gå, ved Ernest Hemingway-fans, som har læst »Edens have« og »Sandt ved daggry«, der efter hans død blev færdiggjort af andre. Svært er det også at goutere Vladimir Nabokovs ufærdige »The Original Of Laura«, der er et underligt fragmenteret indslag i et ellers formfuldendt, suverænt svunget forfatterskab.

Alt dette handler ikke kun om idealister, der mener, vi ikke bør lytte til forfatternes ønsker, men kun tjene litteraturen. Det handler naturligvis også om at tjene penge. Om at kapitalisere på et dødt, men populært forfatternavn. Et ekstremt eksempel er den kommende Stieg Larsson-roman, det fjerde bind i »Millennium«-serien, der er skrevet af David Lagercrantz. Det er absurd og usmageligt sådan at blande sig i en forfatters historie og værkliste. Men salget kommer uden tvivl til at gå forrygende.

Forfatternes reelle ønsker

Nu lyder det, som om forfatterne altid er troskyldige ofre i hele dette efter døden-spil. Men en forfatter som Woolf vidste naturligvis, hvordan litteraturhistorien bliver til, og at efterladte arbejder fra kendte forfattere altid bliver gransket. Og videre i den tråd kan man spørge sig selv om, hvorfor Mark Twain ikke selv brændte sine tekster i stedet for at skrive, at andre skulle gøre det? Og hvorfor gjorde Kafka ikke det samme?

Lad os bare blive ved Kafka. Selvom han ikke var noget verdensnavn i sin samtid, må han have vidst, at nogen ville fatte interesse for hans efterladte tekster. Særligt vennen og beundreren Brod. Og mon ikke en menneskekender som Kafka vidste, at en linje som »brænd alt hvad der befinder sig i mine efterladte papirer«, ville skabe nysgerrighed i ikke bare Brod, men enhver litteraturinteresseret.

Dét, vi ikke må se, er jo dét, vi helst vil se. Som i eventyret om Blåskæg, hvor det eneste hustruen ikke må gøre, er at gå ind i det aflåste værelse. Hvilket hun naturligvis gør.

Så man kan sige, at et sådant ønske om at brænde alle manuskripter på paradoksal vis fungerer som en sikring. At ønsket reelt er det modsatte; at »brænd det« betyder »bevar det«.

Det er der i hver fald noget, der tyder på, og Brod er under alle omstændigheder selve legemliggørelse af det underliggende dilemma: Han stod over for et valg mellem at svigte en vens ønske eller tjene litteraturhistorien. Han valgte det sidste, ligesom andre har gjort det i andre tilfælde. Andre, der har gjort det beskidte arbejde, der gør, at vi i dag kan læse Dickinson, Fitzgerald, Twain og altså også Woolf.

Og i det posthumt udgivne, som måske ikke var tiltænkt andre end forfatteren selv, har vi læsere det måske også med at tro, at vi er sandheden nærmere. Som i teksten om »Søens fascination«, der udtrykker en længsel mod den ultimative fordybelse.

Eller druknedøden.

»Sammen og hver for sig« er udgivet på forlaget Rosenkilde, er på 206 sider og koster 300 kroner.