Han er på mange måder en god mand, venstrefløjsaktivisten og Politiken-bloggeren Rune Engelbreth Larsen. Konstant anfægtet, engageret, flittig og ganske hæderlig i sin bekendelse til et tydeligt standpunkt. Hvis kriteriet for en god offentlig debattør er, at man har efterlevet Viggo Hørups ord »Del jer efter anskuelser«, er Engelbreth en af landets bedste debattører.
Hans nye bog, »Ledighed og ledighad«, er en kritik af stigmatiseringen af ledige i den offentlige debat. Ledige er dovne, bedragere, krævende og snyltere, lyder det. Men er det rigtigt, spørger Engelbreth? Svaret er ikke overaskende: nej. Tværtimod legitimerer retorikken en række grænseoverskridende overgreb på de ledige. Det gælder ikke kun krænkende tale, men også overvågning af privatlivet, kontrol og meningsløsaktivering. Vores moderne velfærdssamfund burde være mere humant end tidligere samfund. Men i virkeligheden er vi på vej tilbage i 1800-tallets mørke med al vores foragt for »de dovne« og hjulpet på vej af et bureaukrati, der ofte fejler i sin sagsbehandling.
Engelbreth argumenterer udmærket for, at kontrol bør undgås, og at økonomiske eksperter ikke er »vismænd«. De er derimod ideologer med særlige interesser, som man derfor bør møde med skepsis. Engelbreth foreslår, at vi i stedet taler om præferencer. Tilsvarende gør han ret i at kritisere ideen om »nødvendighedens politik«, altså at man kun kan reformere systemet på én måde. Men at tale om nødvendighed er dræbende for demokratiet. Der er nemlig altid et alternativ.
»Ledighed og ledighad« er en debatbog, der både er aktuel og relevant. Men der er også noget trættende over Engelbreth, noget forudsigeligt i hans evigt kværnende indignation og ønske om mere lighed. Det røber sig blandt andet i et sprog, der hele tiden udpeger ofre og undertrykkere.
Desuden er der kun systemkritik i bogen, ingen moralske spørgsmål af typen: Hvad gør velfærden og lighedsbestræbelsen ved menneskers mentalitet, dets karakter? Psykiske fænomenersom misundelse og rettighedsegoisme er velsagtens blot udtryk for stigmatisering, ifølge Engelbreth.Men Engelbreth bliver altså nødt til at tage alvorligt, at venstrefløjen med et brag har tabt kampen om blandt andre Dovne Robert og Fattig-Carina. Det var utænkeligt for blot få år tilbage. Der er sket et normskred, men i den brede befolkning, ikke kun hos politikere. Er venstrefløjen slet ikke medskyldig?
Endelig kan man hævde, at et velfærdssamfund med omsorg for de ledige og med en stor omfordeling af goderne forudsætter en stærk national sammenhængskraft. Det kræver med andre ord en kulturel homogenitet. Men den slags overvejelserer mildest talt ikke noget for Engelbreth, der er kendt som en stærk fortaler for et multikulturelt Danmark.
Forfatter: Rune Engelbreth Larsen Titel: L edighed og ledighad – kritisk analyse af et politisk normskred Sider:160 Pris:160 kr. Forlag:Forlaget Dana
