Den svenske forfatter Mikael Niemi fik sig et velfortjent succes med »Populærmusik fra Vittula« (2000). Den groteske-morsomme fortælling om to drenges opvækst i 1960erne i den allernordligste afkrog af Sverige, det finlandssvenske Tornedalen, er ikke til at glemme. I sin nye roman »Manden der døde som en laks« er han tilbage i den lille by Pajala. Men i stedet for at beskrive Tornedalen indefra, vælger han denne gang det klassiske oplæg: en fremmed kommer til byen.
Den yngre kvindelige opdager Therese Fossness ankommer fra Stockholm for at opklare et bestialsk mord, jf. titlen, på en lokal pensionist. Der er med andre ord dømt »Rejseholdet«, men den velprøvede litterære formel, som også er brugt af Erling Jepsen i »Frygtelig lykkelig« politimand fra metropolen bliver sendt til fjern udkant og skal agere blandt lokale særlinge er utrolig effektiv. Der er en både intens og lyrisk stemning i romanens første fjerdedel, hvor Therese i takt med arbejdet introduceres til de mærkelige typer, den specielle natur og ikke mindst de lidenskabelige sprogstridigheder mellem svensk og tornedalsfinsk som bobler under overfladen og på en måde er bogens egentlige emne.
Jeg ved ikke helt hvad der så sker med den lovende historie, men den kører af sporet. Måske vil forfatteren for meget. Vi skal f.eks. også den anden vej og opleve Therese i det moderne Stockholm, og her går der ren »Sex and the City« i det, fordi Niemi vil skrive lige så dybt og sanseligt om storbyens livsverden som om Tornedalen, og så bliver det noget med mærkevarer, træningscentre og smarte caféer. Fokus begynder at flimre, og på et tidspunkt går vi sågar over i genren historisk roman med dramatiserede tilbageblik til krigen mellem Sverige og Rusland i 1808, hvor fredsslutningen slog de streger på kortet, der skabte Tornedalens minoritetskultur.
Krimien får drøje hug i Sverige i disse tider, men genrens styrke er dens stramme økonomi og målrettethed, og den forsynder Niemi sig i svær grad imod. Vi kommer tilbage til Thereses ulykkelige barndom og ind i nakkefletningen på den mindste kvindelige biperson. Måske går det meste op til sidst, hvor mordet bliver opklaret, men plottet udvikler sig så ukoncentreret, at man mister lysten til at tjekke efter.
Romanen handler tematisk om kulturmøde, land og by, sprogstrid. Men stilistisk er den fremfor alt meget sanselig. Therese og læseren skal virkelig væltes omkuld og bedækkes grundigt af de tavse fiskere fra nord, der dog også kan sætte trumf på med en lækker sushi-anretning. »Manden der døde som en laks« virker kalkulerende i sin stadige bestræbelse på at gå fra sansebombardement til sex. I denne roman kan man forelske sig uden at have sjælen med. Bare mand og kvinde står tæt nok på hinanden, bliver de øre og svimle af begær og dratter omkuld. »Mundene mødtes. Tænder, varmt kød. Rentyr og hunlos«. Måske er Deres anmelder bare ikke sanselig nok på den fede måde, men hvis man gerne vil læse om »hænder der er klistrede af gedde og kærlighed«, har Mikael Niemi dækket op og står klar til at servere.
