Vi er i Norden! Signalet bliver med stor tydelighed afsendt fra de to nye nordiske bøgers omslag.
Jóanes Nielsens nordatlantiske krønike »Brahmadellerne«, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013, fører sig frem med vand og tåget færøsk klippekyst på forsiden, mens de stiliserede nåletræer på grøn baggrund placerer Pentti Saarikoski i den finske sammenhæng.
»Her i norden,« skriver Pentti Saarikoski i et fabelagtigt langdigt, »hænger man om vinteren/solen op i en gren«. Sammen med samlingerne »Dansegulvet på bjerget« og »Spil op til dans« udgør langdigtet »Den dunkles danse« trilogien med fællestitlen »Tiarnia«, en latinisering af navnet på øen Tjørn, hvor den alkohol-svækkede digter levede de sidste år af sit liv og hvor de tre digtsamlinger blev skrevet.
Saarikoski, der døde 46 år gammel i 1983, er den legendariske boheme i den nyere finske litteratur, og i hans digtning forenes impulserne og de åbne former fra den amerikanske beat-litteratur med den klassiske filologs lærdom, et udogmatisk marxistisk samfundssyn og et sanseligt tilstedevær i den nordiske natur, sådan som det for eksempel kendetegner »Den dunkles danse« med dens svampeskove, stengærder og tyttebær:
»Jeg plukkede en svamp, lugtede til den, gik dybere ind i skoven/lidt arrigt/ind i fyrreskovens halvmørke/den er min sjæl«.
Pentti Saarikoski, der er en af Finlands og Nordens store lyrikere, døde umiddelbart efter færdiggørelsen af »Den dunkles danse« og trilogien »Tiarnia« har også karakter af en slags lyrisk afrunding, der både rummer et farvel (»savbukken er træt/saven slap«), og en opsummering af indsigt (»en god digter/fremstiller ikke digte/han leder efter dem«).
En form for opsummering finder også sted i Jóanes Nielsens nordatlantiske krønike »Brahmadellerne«, som med udgangspunkt i den heftige mæslingeepidemi, der ramte Færøerne i 1846, fortæller en historie eller snarere en samling historier om et par færøske familier i den sene kolonialismes og i postkolonialismens epoke.
Jóanes Nielsens roman, der netop har fået en færøsk litteraturpris og som sagt er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013, tumler med et overvældende stof, og blandingen af farverig fiktion og dokumentarisme er karakteristisk for fortællingen, der trækker på citater - også omfattende citater - fra en lang stribe kulturhistoriske bøger fra det sidste par hundrede år om færøske forhold.
For alvor samler »Brahmadellerne« sig ikke til en sammenhængende historie, men måske er den fragmentariske form en vigtig pointe, og romanen har under alle omstændigheder sin store styrke i de enkeltstående skildringer, hvor mange slags anekdotisk stof dukker op, hvor dansk kolonialisme sætter et aftryk af overgreb på de færøske hverdage, hvor klassemodsætningerne får sine markante udtryk og hvor vold og vrede slår hårdt igennem i beretningerne om både et fadermord og flere brutale lemlæstelser. Religion, overtro og stærke remser sætter yderligere karakter på skildringerne:
»Fisk svømmer i tårer/tårer salte som havet/havet dybt som sorgen.«
Sorgen, vreden og voldsomhederne trækker deres spor igennem Jóanes Nielsens færøske krønike. Men han skriver også suggestive glimt frem af den nordatlantiske natur, af arbejdet med jorden og af fuglelivet i fjeldene:
»Fjeldsiden var som et stort hjerte, der bankede op mod himlen. Der hørtes skrig fra alle hulerne, og bruset fra havet, som brød hvidt og skinnende i det stærke eftermiddagslys, hørtes helt op til toppen.«
Pentti Saarikoski og Jóanes Nielsen er fælles om nogle af de stærkeste nordiske billeder i vor tids litteratur.
