Firmaets mænd

Hooligans. To nye bøger om hooligans er netop udgivet. Bøger, hvor de såkaldte casuals, som slagsbrødrene hedder, tegner deres egne firmaer, som hooligan-grupperne hedder.

Ballede før og efter kampe mellem især FCK og Brøndby er blevet et tilbagevendende fænomen, og ifølge to bøger om hooliganisme er volden blevet grovere og grovere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Mogens Flindt

De er vilde. De er voldelige. Og bagefter er de som regel også blodige. Hooliganisme og hooligans er et fænomen, der i flere årtier har trukket raserende spor gennem tribuner, gader og kvarterer i europæisk fodbold.

To danske bøger er netop udgivet om denne verden, hvor man går efter manden, ikke bolden. »Kategori C – Hooligans i Europa« af Peter Grønlund er først og fremmest en række interview i fast form med såkaldte casuals, altså medlemmer af forskellige firms, hvilket vil sige hooligan-grupper rundt om i Europa. Bogen er tilsat nogle få tids- og tegntolkere.

»Hooligan« af Jonas Nyrup og Tom Carstensen følger hovedsagelig tre, anonymiserede danske casuals – »Søren«, »Christian« og »Wilhelm« fra henholdsvis Southside United (Brøndby), Copenhagen Casuals (FCK) og White Pride (AGF).

Begge bøgers pointe er, hvad hooliganen selv siger og synes. Hovedspørgsmålet standses tidligt ud i den underholdende »Hooligan«: Hvorfor? Hvad er det, disse firms har gang i? Og hvem er disse firmaers mænd?

»Søren« fra Brøndby-firmaet Southside United døbte sin søn »i fuldt casualgear« og opkaldte ham efter to brøndbyspillere. Egentlig ville han døbe drengen samtlige 11 navne fra startopstillingen på det hold, der i 2005 spillede superliga-mesterskabet i hus. Fruen sagde fra.

»Christian« fra FCK-firmaet taler en del om den rene fight og dens dragende uimodståelighed i et gennemreguleret og spændingsforladt samfund.

Lederen af White Pride-gruppen (AGFere) i Århus, »Wilhelm«, tilføjer hooligamismen et højrenationalt perspektiv. »At heile er ren provokation. Der er ikke noget, der pisser folk mere af, end hvis vi står med højre hånd i vejret,« siger »Wilhelm« og har tillige følgende udsagn, der sætter niveauet for bogens forklaringsniveau: »Det sociale og det voldelige fylder nogenlunde lige meget. Hvis man ikke har det sociale og hyggelige, føler folk sig heller ikke forpligtet til at deltage i volden og det mere afstumpede.«

Sammenligninger med krig

Både i »Hooligans« og i »Kategori C« får diverse casuals fri taletid. Deres fremstillinger kan kun tjekkes nødtørftigt. Vi taler subkultur, hvis omgangsform og moral ligner bandekulturens. Aftalte slagsmål, overfald, dyrt mærketøj og et kammeratskab, hvor man kæmper 100 procent for hinanden udlægges. Det sidste får Jonas Nyrup og Tom Carstensen til at bruge krigssammenligninger. Som de citerer den britiske journalist Bill Bufords »Among The Thugs« for: »Bøllerne i frontlinjen af et hooliganslagsmål ville få medaljer for deres heltemodige indsats, hvis de gjorde det samme i en krig.« Hvorpå de citerer Sebastian Jungers frontberetning i bogen »Krig« om amerikanske soldaters broderskab i Afghanistan: »Kollektivt forsvar kan være så tillokkende – faktisk så afhængighedsskabende, at det til sidst bliver grunden til, at gruppen overhovedet eksisterer.«

Store ord om danske casuals ifølge »Kategori C«-forfatter Grønlund. Han mener ikke, at Danmark har »en egentlig hooligankultur«. De hjemlige firmaer er ikke store nok, hævder han. Slagsmålene er heller ikke i en kategori som eksempelvis The Holy War mellem Wisla og Cracovia i polske Krakow, hvor politiet må stille med tusindvis af mand, vandkanoner, hollændervogne og helikoptere. Grønlunds bog er en lige på og hårdt samt rigt illustreret bog. Næsten i lokumskategorien – på den gode måde, vel at mærke.

Offergørelsens klynkende sprog

»Hooligan« forsøger sig derimod med episk tyngde, hvilket ind i mellem lykkes. Sine steder bliver det dog grinagtigt. Eksempelvis når de danske casuals »fortæller om voldsomme overreaktioner og uretmæssige anholdelser«. Ordensmagten taler endda grimt til disse casuals. Det fremhæves af udsagn i bogen, som forfatterne måske skulle tillægge mindre alvor. Bag de, i egen fremstilling, »frygtløse fans« er der en påfaldende flair for at tale offergørelsens klynkende sprog.

Til trods herfor giver »Hooligans« indsigt oven i indlevelsen. Den giver tillige en vis trøst til de hooligan-forfærdede eller almindeligt bekymrede.

»Christian« fra Copenhagen Casuals er stået mere eller mindre af. Han har opdaget, at adrenalinkicket giver ham »en misbrugermentalitet«. »Wilhelm« er stoppet som »topboy« i White pride: »Man bliver ældre, og kvinderne får mere at skulle have sagt«. »Søren« er stadig aktiv i Southside United, men er begyndt på anger management-kurser.

Omsorgsstaten Danmark trækker åbenbart i sidste ende sine uvorne sønner hjem i det tøjr, de har slået sig i. Moder Danmark lægger firmaets mænd til brystet.