Firebanden på banen

Carlsens stribede er bøger tilrettelagt til børn, der kan læse selv, men endnu ikke er klar til at kaste sig over »Harry Potter«.

I »Firebanden og mysteriet om hundelorten« er det Anne-Marie Donslund, der skriver, og Rasmus Bregnhøi, der tegner, og det gør de godt. Firebanden er en mors praktiske arrangement, banden består nemlig af de fire søskende Kina, 11 år, Shang, 10 år og tvillingerne på 2 år. Hver lørdag kan de værsgo, som i mors gode gamle barndom, gå ud og lege detektivbande, mens mor gør rent. Far bor i Hongkong. Inden længe er vores lille bande godt i gang med at opklare mysteriet om hvis hund, der skider på fællesområdet i det lille rækkehusområde. Det bliver underholdende og uhyggeligt, for der er både en fuglekvinde, en morder med dræberhund og en sortsnakkende vicevært (formand Mave - der både har mave og Mao sko) blandt beboerne. Rasmus Bregnhøi rækker en venlig vild hånd ud, så den unge læser kan se, hvad en hjørnekikkert er, og hvordan den bruges. Jeg glæder mig til næste afsnit.

Anne.Marie Donslund: »Firebanden og mysteriet om hundelorten«. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. 49 s. 170 kr. Carlsen.