Der er sket noget sært i tegneseriernes verden. Nutidens børn læser ikke ret mange tegneserier, og den sidste generation, der dyrkede dem for alvor, er blevet midaldrende. Det betyder, at en række serier har fået et make-over, der skal gøre dem mere fordøjelige for et ældre publikum. Det kan man se i »Anders And«, der med en tegner som Don Rosa er fuld af flertydigheder, som kun voksne kan forstå. Spørgsmålet er dog, om transformationerne i alle tilfælde tilfredsstiller de voksne læsere. Mange vil jo lede forgæves efter den naive energi, der kendetegnede barndommens favoritlekture.
Et vellykket eksempel på en voksenficering er imidlertid tegneserien »Splint og Co.«, som ved siden af »Lucky Luke« og »Tintin« udgør det helt klassiske triumvirat af belgiske serier. Særligt i tegneren Franquins og manusforfatteren Gregs hænder opnåede serien en perfektion af eventyrlighed, humor og fortælleglæde i årene 1940-1960. Fantasidyret Spirillen er en af Franquins opfindelser, men også den geniale svampeforsker Grev Champignac og den gale diktator Zorglub er hans fortjeneste. Andre tegnere forsøgte med skiftende held at løfte arven efter Franquin, men helt godt blev det aldrig.
Den sørgelighed blev der rådet en vis bod på i 2008, da den belgiske udgiver forsøgte et eksperiment i en helt anden retning end den traditionelle franquin’ske. Makkerparret Scwarts og Yann fik frie hænder til at eksperimentere med figurerne, og resultatet blev en serie, der ligner den oprindelige udgave, men placerer den i en yderst realistisk ramme. I »Operation Flagermus« invaderes Belgien af tyskerne, og Splint og hans ven Kvik skal finde deres ben i et land, der bliver sønderrevet i opgør mellem kollaboratører og frihedskæmpere. Et genuint spændende album, der trods realismen fanger Franquins og Gregs fornemmelse for et velturneret eventyr.
Émile Bravo har nu både tegnet og skrevet endnu en voksenvariant af Splint, »Splint – Portræt af helten som troskyldig ung mand«, der handlingsmæssigt er en forløber for krigsscenariet i »Operation Flagermus«. Samtidig er den en slags oprindelseshistorie om drengen Splint, idet man både får forklaringen på hvorfor han altid er i piccolouniform, og hvorfor han ledsages af det megalomane egern Spip. Forklaringen på det første er, at han er forældreløs – »under forsorgen« – som han forklarer det, og derfor bærer sit arbejdstøj i fritiden. Egernet ... well, læseren skal have nogle overraskelser til gode.
I 1939 arbejder den unge Splint på Hotel Moustic og bliver vidne til nogle hemmelige møder mellem en krigerisk udsending for Nazityskland og nogle desperate repræsentanter for den trængte polske regering. Tyskerne vil annektere det polske område, der adskiller Østpreussen fra das Vaterland, men da det vil betyde, at havnebyen og fristaden Danzig, der er afgørende for Polen, falder i tyskernes hænder, stritter polakkerne imod, trods tyske trusler om krig. De hemmelige møder følges også af sovjetiske agenter, blandt andre en ukrainsk jødinde, der bliver forelsket i Splint.
Som man måske kan fornemme, er det en betydeligt mere voksen handlingsramme end Franquins, Émile Bravo har placeret Splint i, og det lykkes godt, først og fremmest fordi tegnerfortælleren trods realismen har en stor kærlighed til de elementer, som Splint består af. Stilmæssigt fortsætter Émile Bravo den belgiske tegneserieskoles fineste karakteristika: klar fremadskridende handling, fortalt i sirlige billeder med økonomisk præcision. Man kan godt savne Franquins flair for barokke indfald og hans Disney-inspirerede evne til animeret action. Til gengæld er der en smuk, melankolsk stemning over historien om den forældreløse Splint, der klarer skærene takket være sin hæderlighed og sine menneskelige egenskaber.
Forfatter: Émile Bravo Titel: Splint – portræt af helten som ung mand Sider: 72 Pris: 198 kr. Forlag: Cobolt
