Da jeg i august sidste år var i Stockholm for at interviewe Alexandra og Alexander Ahndoril, der nogle dage forinden var blevet afsløret som de virkelige forfattere bag sommerens svenske krimisensation, »Hypnotisören«, mødte jeg to lykkelige og lettede mennesker. Mest af alt, syntes jeg, lignede de et forældrepar på vej hjem fra hospitalet med deres førstefødte.
Det var dog ikke en babylift, men en tyk bog, de holdt mellem sig, da vi sad i en af de fine gamle stuer på Albert Bonniers Förlag på Sveavägen. Her havde parret siden morgenstunden forklaret svenske medier, hvorfor de gemte sig bag pseudonym, hvad de følte, da de blev afsløret, og hvordan deres første fælles kunstværk - en actionmættet thriller - var blevet til i hjemmet på Kungsholmen, når de tre små døtre enten var i institution, sov eller legede med hinanden.
»Det var som en skaberrus,« sagde Alexandra Ahndoril til Berlingske Tidende. Fra hver sin ende af lejligheden havde mor og far med hver deres farvede alfabet siddet og sendt mail til hinanden. Personer, scener, miljøer, motiver, mulige mordvåben og brokker af handling blev billedlig talt slået frem og tilbage som en bordtennisbold mellem forfatterparrets computere i en eksplosiv skabelsesproces hen over vinteren 2008-09. Og fortællingen om en hypnotisør, der bliver offer for sine evner og sin lyst til at trænge ned i psyken på andre mennesker, blev undervejs rykket ind i en endnu større masterplan, som handlede om at lancere en serie på hele otte krimier.
Under pseudonymet »Lars Kepler«, som det kendte forfatterpar håbede ville få omverdenen til at bedømme bogen på dens egne præmisser, sendte Ahndorils i marts 2009 det færdige manuskript til Bonniers Forlag. Her kunne man straks se potentialet og tog en oversat smagsprøve med til bogmessen i London i april, hvor mere end 25 forlag fra hele verden labbede det i sig, og på stedet pungede ud med forskud, der løb op i 10 mio. sv. kr. For en roman, ingen af dem ikke havde læst mere end en brøkdel af, og som endnu ikke var udgivet på sit modersmål.
Det blev den så i juli 2009, hvor flertallet af svenske kritikere var begejstrede, og læserne hen over efteråret blev ved med at strømme til. I dag er »Hypnotisören« solgt i over 150.000 eksemplarer på den anden side af Øresundsbroen, og på fredag udkommer den så i Danmark. Det kan vi glæde os til.
Hvorfor? Blandt andet fordi »Hypnotisøren« i sin form og sit indhold vover at sætte overliggeren højere og anderledes end de fleste skandinaviske krimier i disse år. Som danske fans sikkert har bemærket, så er svensk krimilitteratur efterhånden blevet et nationalt turistbureau, hvor forfatter efter forfatter planter sin blågule majstang i et stykke svensk natur med dertil hørende lokalhistorie. Allemandsretten gælder skam også i svensk litteratur. Der er Åsa Larsson i Kiruna, Johan Theorin på Øland, Mankell i Ystad, Lapidus og Larsson i Stockholm, Läckberg i Fjällbacka og så videre og så videre. Alt sammen uhyggeligt hyggeligt og fermt som bare pokker, men i længden også en kende forudsigeligt. Ligesom hjemstavnslitteratur.
Her kommer så Lars Kepler (alias Alexandra og Alexander Ahndoril) med »Hypnotisøren«, der på overfladen godt nok foregår i Stockholm, men hurtigt stikker af fra forstædernes genkendelige kulisser og rykker ind i mørkere mentale landskaber. Ind i det menneskelige sinds afkroge og irgange, hvor en hel serie af krimier med den finlandssvenske kommisær, Joona Lina, som den eneste røde tråd, skal udspille sig. Det er, hvad ægteparret bag Lars Kepler har bebudet, og den frejdige annoncering er i sig selv et yderst tiltrængt smæk med dørene i nordisk krimilitteratur, hvor store armfagter og ambitioner plejer at blive skudt ned lige så hurtigt som nogen kan sige »Jan Guillou«.
Alting er stort, bredt eller højt i »Hypnotisøren«. Ikke kun sidetallet, fortælletempoet og antallet af dræbte, men også forfatternes krav til deres fælles sprog, stil og bogens yderst raffinerede komposition. Således jongleres der i »Hypnotisøren« med indtil flere velkendte spændings-genrer som den actionprægede thriller, den vidt forgrenede krimigåde og den blodige skrækroman, og lig på stribe bliver læserens spejlagtige vej ind til den eksistentielle historie om ethvert menneskes indre ukendte. Som retsmedicineren »Nålen« siger til den bundstædige Joona Linna, hen over endnu et skamferet lig af det, der engang var et nordisk familiemenneske: »Mortui vivos docent - de døde lærer de levende«.
Her vil den skeptiske iagttager sikkert gerne vide, om det hele dybest set ikke blot er en overfladisk omgang splatter-fascination?
På ingen måde. Fra den indledende, dybt skræmmende fortælling om en 15-årig seriemorder, der brutalt udrydder sine forældre og lillesøster, og udrustet med sprøjter og skalpeller går på jagt efter storesøsteren og den hypnotisør, der har været inde og »rode« i det unge menneskes hoved i forbindelse med massemordet, udvikler thrilleren sig over 500 sider til et freudiansk drama i fire-fem forskellige familier.
Da hypnotisørens egen teenagesøn kidnappes, og kommisær Joona Linna må fordoble sine spor og jagte to unge, forsvundne mænd, flytter bogen sig ind i et helt nyt rum, hvor man møder en helt ny rundkreds af ofre, der muligvis også er bødler. De har ikke kun det til fælles, at de for ti år siden deltog i hypnotisørens terapeutiske eksperimenter, men også at de med det nordiske velfærdssamfund som baggrund engang blev opdraget til at drømme om det lykkelige liv med mor, far og barn i centrum.
Er det måske i denne traumatiserede, tabubelagte kreds, at kidnapperen skal findes? Hypnotisøren tvinges nu til at dykke ned i sin egen psyke og genkalde sig den fortid, som slet ikke er død, og ikke engang fortid. Som skrevet står:
»Alle følelser er vævet ind i hinanden, ingen relation står fri og afgrænset, alting gennemkrydses af alting«.
Med koldblodig ironi har forfatterne lagt hele handlingen ind i en tidsramme, der spænder fra 8. til 24. december. Den måned og den aften, hvor vi på vore breddegrader fejrer og dyrker myten om den hellige familie, og hvor hykleriet stortrives, og familietraumerne ofte får uhyggelig frit løb. Som en pensioneret politimand knastørt konstaterer: »Vold mod børn begås næsten udelukkende af nogen inden for familien.«
Bogens afslutning er et kapitel for sig. Helt tegneserieagtig i sine kitschede, kulørte scener. Den ellers så veltempererede fiktion får lidt slagside, synes jeg, men samtidig er det på skrift så filmisk dygtigt drejet, at man giver sig hen til den næsten forrykt forcerede finale. Mere siger jeg ikke.
Til gengæld vil jeg gerne afvise, at man bør være forarget - som nogle svenske kritikere mente - over de udpenslede voldsscener i »Hypnotisøren«, hvor der zoomes ind på parterede lig, skalpeller hen over et strubehoved, der flækker i et springvand af blod, og økser plantet i et duvende baghoved. Selv når Lars Kepler går mest aggressivt til værks, sker der en forunderlig drejning af realismen i fiktionen, der skubber læseren ud på det fantastiskes overdrev med en umærkelig, men alligevel beroligende følelse af, at dette trods alt kun er fantasi.
Og hvilken fantasi, hvilken forrygende læseoplevelse! Usædvanlig lydhørt oversat af Jesper Klint Kistorp, der har haft skarpt blik for de litterære kvaliteter i Alexandra og Alexander Ahndorils sprog.
