»Det var som en skaberrus«

Forfatterne bag tidens mest omtalte bog, er forældre til tre små piger, men lover en krimiserie på otte bøger, der vil tage de næste femten år at skrive.

Man kan næsten ikke tro at det er forældre til tre små piger, der har skrevet »Hypnotisören«. Der er noget helt Lars von Triersk i den måde, hvorpå fysisk og psykisk vold, der udspringer af nordisk familieliv, beskrives og tematiseres i Alexander og Alexandra Ahndorils krimi. Som en af hovedpersonerne spørger: »Hvad er det, der er galt med menneskene?« Fold sammen
Læs mere
Foto: Claudio Bresciani
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skuffelsen står ikke ligefrem malet i ansigterne på 42-årige Alexander Ahndoril og 43-årige Alexandra Coelho Ahndoril. Snarere er de hektisk røde i kinderne og skifter mellem at smile genert og le overgivent. De minder lidt om et kærestepar, der lige har fået studenterhuer på og ikke kan skjule glæden over deres kærlighed og et flot eksamensresultat.

Parret er nemlig pavestolte over den bog, de har skrevet sammen. Bogen »Hypnotisören«, der netop er udkommet i Sverige, er på alles læber.
Men gået på klingen må forfatterparret også indrømme, at de gerne ville have gemt sig et par år bag pseudonymet Lars Kepler, før den dag skulle komme, hvor journalister fra fem svenske aviser, tre TV-kanaler og Berlingske Tidende stillede op hos forlaget på Sveavägen i Stockholm for på skift at spørge Sveriges p.t. mest omtalte forfatterpar, hvordan det føles at være gennemskuet.

Det er ikke mere end et par dage siden, de to stadig var forholdsvis ukendte i den svenske offentlighed.
Ligesom for så mange andre forældre sang sommerferien på sidste vers for familien Ahndoril – far, mor og tre døtre på 4, 7 og 9 år – da en journalist fra »Aftonbladet« i skumringen dukkede op ved familiens sommerstuga på Vestkysten.

»Hvad vil du så sent?« spurgte Alexander og Alexandra, der havde været midt i en hyggelig og pjattet insektjagt i børneværelset. Journalisten ville bare vide om børnenes mor og far var identiske med Lars Kepler. Et langt øjeblik hørtes ikke en lyd.
»Det er nok bedre, vi snakker om det i morgen. Nu skal vi i seng, ring i morgen!« sagde Alexander.

»Jamen kan I da ikke bare bekræfte, at det er jer som er Lars Kepler?« forsøgte journalisten igen.
»Lige nu har vi ingen kommentarer,« lød det venlige men bestemte svar.

»Men vi var jo godt klar over, at Lars Kepler var gennemskuet. Vi sov på det og måtte så i al hast pakke, rydde op og køre tilbage til Stockholm næste morgen,« fortæller Alexandra og griner. »Og vi har endnu ikke nået at pakke ud!«

Det forstår man godt. Noget er jo for altid forandret i den livlige kernefamilie i Wargentinsgata på Kungsholmen i Stockholms centrum. Inden ægteparret Ahndoril i februar-marts måned lagde sidste hånd på det 600 sider lange manuskript til »Hypnotisören« og mailede det til Albert Bonniers forlag, var Alexander kendt som en progressiv forfatter og dramatiker med stor lyst til at lege med grænserne mellem fiktion og virkelighed, samt en fast halv årsløn fra statens kunststøtte. Bag sig havde han 16 teaterstykker og otte romaner. Sit eget eksotiske efternavn konstruerede han som 17-årig maler-wannabe, hvor han følte sig som Caravaggio og syntes, det var for fladt at signere de kæmpestore lærreder med »Gustavsson«.

Bestseller og mainstream er heller ikke just ord, der har klæbet sig til Alexandra Ahndorils karriere. Indtil for et par dage siden var hun kendt som lyrisk stemt romanforfatter og skarp litterat, der tjente til familiens ophold ved at anmelde bøger for Göteborgs-Posten og undervise i litteraturvidenskab på Lunds Universitet.
»Hypnotisören« ændrede alt med et trylleslag. Albert Bonniers forlag antog straks bogen, og Alexander og Alexandra måtte indvilge i, at én enkelt højt betroet person på forlaget vidste, hvem der »i virkeligheden« gemte sig bag pseudonymet Lars Kepler, hvis efternavn er taget fra astronomen Johannes Kepler og fornavn hilser afdøde Steig LARS-son, som parret gentagne gange understreger, at de står i stor krimiforfattergæld til.

Og så gik det ellers stærkt, for ude i verden har netop Stieg Larsson det seneste års tid solgt kæmpestort, hvorfor alverdens forlag allerede inden bogmessen i London i april havde spurgt efter den næste »Stieg« fra Sverige.
Da »Hypnotisören« udkom 24. juli i Sverige, havde 28 lande slået til og lagt rundt regnet 10 mio. svenske kroner i forskud.

De to forfattere er med ét gået fra statsstøtte, freelancehonorar og lektorløn til at være mangemillionærer med udsigt tilsvimlende høje royalties. Den økonomiske frihed har sikret, at tid og rum til at skrive ikke længere er noget, de skal spare sammen til.
Det faktum er lige nu den største lykke i deres samliv, betoner begge, idet de kan fortsætte med den skriveproces, de slet ikke har fået nok af.
»Det var som en skaberrus,« siger Alexandra, der i forhold til sin mere lavmælte nordbo-ægtemand, lever op til sit portugisiske mellemnavn, og slår gestikulerende ud med armene: »Det var som en passion!«

Her sigtes til den fælles udfordring, parret længe havde søgt efter og forløste med tilblivelsen af det store manuskript. Det var undervejs i knap halvandet år, samtidig med at Alexander og Alexandra også nåede at skrive hver deres roman, som udkommer i dette efterår under deres egne respektive navne. Af samme årsag valgte de i marts at indsende krimien under pseudonym.
»Vi ville gerne skille vores etablerede forfatterskaber fra krimi-projektet, og ønskede, at man læste »Hypnotisören« uden at tænke på, hvem vi er, og hvad vi tidligere har lavet i svensk litteratur,« siger Alexander.

Hvorfor lige en krimi? Kunne de to ikke også have skrevet en digtsamling eller børnebog, når de nu så gerne ville lave noget sammen?
»Jo, vi tænkte lidt på en børnebog, men fandt ud af at det var alt for svært. Og så er der jo det, at vi er stærkt afhængige af action- og spændingsfilm og ser mindst én om dagen,« fortæller han. Og hun supplerer: »Ofte når vi har set film med thriller-, skræk- og krimiplots, er vi blevet siddende bagefter for at diskutere de forskellig psykologiske intriger og moralske problemstillinger, filmen forsøgte at rejse. Og en dag var det så, vi spurgte hinanden, om ikke vi kunne overføre disse films stærke virkemidler til en ny og anderledes krimiserie, hvor læseren ikke kan slippe bogen og ligesom biografgængeren må sidde klistret til lærredet.«

Ved siden af, at det bløde skelet til en bog voksede og fik mere og mere kød på i mailkorrespondancerne mellem ægtefællernes computere i hver sin ende af lejligheden, måtte man om aftenen også tage bordene i køkkenet i brug for at holde rede på de utrolig mange detaljer, figurer og handlingsplaner, nedfældet på små sedler. Og strømmen af indfald og ideer bliver tilsyneladende ved:
»Vi er allerede langt inde i næste krimi og har skitsen til den tredje. Forarbejdet omkring seriens gennemgående hovedperson, den finlandssvenske kriminalkommisær Joona Lina, er gjort. Vi ved hvordan han ser ud og tænker. Ved, hvor han arbejder, hvem han omgås og hvilken pistol, han foretrækker,« fortæller Alexandra Ahndoril.

»Når vi kaldte ham Joona, så er det fordi han, næsten ligesom Bibelens Jonas, i hver eneste bog skal dukke op i en ny hvalfisk. Altså på et nyt sted og et nyt tidspunkt. I skiftende omgivelser og miljøer. Højst sandsynlig også uden for Sveriges grænser«.

»Hypnotisören« er en bog med mange voldsomme, skrækfyldte optrin og udpenslede, til tider ubehagelige voldsscener.
Kriminallitteratur har en meget vigtig funktion for tidens mennesker, mener forfatterparret. Alexander Ahndoril fortæller, at mennesket lige siden antikken har fiktionaliseret sin rædsel og brugt litteratur som en slags renselse:
»I vores del af verden er man kommet langt væk fra døden. Man ser ikke døde, man tager ikke hånd om sine døde og har egentlig ikke noget forum for at håndtere sin skræk og fortvivlelse omkring det som er skræmmende og svært begribeligt. Al litteratur og kunst cirkler omkring dette, men jeg tror, kriminallitteraturen gør det tydeligst. Den præsenterer en gåde, en uhyggelig forbrydelse, en forfærdelig hændelse, og bagefter skruer den på en eller anden måde verden sammen igen. Det er selve overenskomsten mellem forfatter og læser, og alt det virker forløsende.«

Spørger man Alexander og Alexandra Ahndoril, hvor stor deres krimiserie under pseudonymet Lars Kepler skal være, slynger de ganske uforfærdet tallet otte ud. Men er de overhovedet klar over, hvor lang tid det vil tage at skrive otte bøger af samme kaliber som »Hypnotisören«?
»Lad mig nu se, jeg har skrevet mine ni romaner på tyve år, så det bliver vel omkring femten år,« fastslår Alexander uden at fortrække en mine og kigger på Alexandra, der nikker forventningsfuldt. De ser nemlig frem til processen, påstår de, men gruer selvfølgelig lidt for den massive opmærksomhed, de vil få fra nær og fjern, hvis »Hypnotisören« som forventet bliver et internationalt hit. Da journalisten fra Köpenhamn nævner det verdensomspændende hysteri, Peter Høeg i begyndelsen af 1990erne var udsat for fra alverdens forlæggere og medier, og som efter alt at dømme fik ham til at søge endnu længere ind i den spirituelle ro og orden, han i dag trives i, bliver de et øjeblik tavse.
»Nå, vi får se!« lyder det uforfærdede svar.