Det er meget længe siden, Efie Beydin har ladet høre fra sig. Hun debuterede i 1991 med digtsamlingen »Sommerfuglekrigeren«, som i 1994 blev fulgt af romanen »Fiorellis metode« og i 1996 af novellesamlingen »Paradisfuglen«. Efie Beydin er født i Tyskland i 1958, og hendes nye roman »Engel« har da også en kvindelig hovedperson der, ligesom Beydin selv, har krydset landegrænser.
Kvinden hedder Veronika, hun er født i Tjekkiet, og bosætter sig først som ganske ung i Tyskland, hvor hun får et barn, siden forelsker hun sig (eller måske drages hun snarere af eventyrlyst) i en dansk mand, der dog ikke viser sig at være værd at samle på. Men hun gifter sig og får pigen Nia med ham. Også denne mand forlader hun, da musikeren Per viser sig på scenen. Dette forhold bliver kort og hårdt, da Per kort efter de har mødt hinanden rammes af uhelbredelig kræft og siden dør.
Nu står Veronika tilbage, forslået og kuldslået. På en rejse ned til sin halvvoksne søn i Tyskland, kommer hun ud for en ulykke. Vi følger hende på hospitalet, hvor hun ligger, en falden engel, langt væk fra alt der foregår omkring hende, og prøver at få sit livs stumper og stykker til at passe sammen. Veronika er en kvinde, der er umådeligt fjern for sig selv. Hun betragter sig selv udefra, som den smukke lille alf, en spinkel Guinevere, som livet på en eller anden måde har handlet med. Og ikke mindst handlet forkert med. Stort set alle omkring hende hudflettes, mens hun blot fremstår som et offer for livets tildragelser. Hendes egne følelser, især overfor sønnen, som konsekvent indtil sidste side blot kaldes drengen, virker uhyggeligt fraværende. Man har svært ved at tro på, at hun kan have fortrængt så meget, men det virker, som om alle sår er forseglet dybt i hende, og ikke engang kan bringes til smertepunktet igen via denne langsomme rekonstruktionsproces. Som det opleves af denne læser, skaber Efie Beydin et billede af en kvinde, der er gået gennem livet som en skuespiller, som en udvendig person, hvem livet ikke rigtigt har fæstnet sig ved. Veronika sanser og registrerer klart og også poetisk stemninger, lyde, udsigter og har tydeligt nok et æstetisk livsperspektiv, men resten forsvinder i tomhed. Og derfor, trods en fascination af kvinden, også i en let ligegyldighed.
Der mangler mere konkret bund i historien. Hvor er hendes følelser henne, hvordan kunne hun gifte sig med den danske mand, Nias far, som der ikke er et eneste pænt ord tilovers for, og hvordan har hun kunnet efterlade den tidligere tyske kæreste og deres fælles barn, uden at det har sat sig tydeligere spor? Alle disse ting ligger som store åbne spørgsmål i romanen, eller tomme felter, som gør det svært at tro på, at Veronika, som det antydes i romanens slutning, faktisk kommer frem til sig selv og en form for forsoning. Det er synd for romanen, at Efie Beydin ikke har stykket et par spadestik dybere, for der er så mange gode anslag, et stof der tydeligvis brænder og et sprog, der gerne vil føje sig, men der mangler lige de greb, der kan få Veronika til at fremstå som mere end en tom engel, såret af verden. Efie Beydin skriver overbevisende godt. Sproget veksler mellem en lidt flimrende, opremsende rytme og så længere sansninger, der viser, at hun ikke mindst er digter. Hvis hun også kan vove sig lidt tættere, og måske lidt mindre kontrolleret på, som jeg har set hende gøre i digte, tror jeg, at der ville ske noget virkeligt interessant.
