En god digter har sin egen stemme. Som svenske Tomas Tranströmer og amerikanske Wallace Stevens. Eller danske Søren Ulrik Thomsen, der har fundet sig selv i spændingsfeltet mellem stram modernisme, stort nærvær og salmeinspireret patos.
Forrige år udgav Thomsen sin blot syvende digtsamling, »Rystet spejl«, som bar alle hans signaturer. Ja, indimellem var de så tydelige, at det – bevidst eller ubevidst nærmede sig selvparodien. Som når man kunne læse om »styrtende lys« eller »knaldende hvidt«. Men når den stemme, der rejser sig af digtene, møder Thomsens rigtige stemme, ja, så opstår der altid øjeblikke af stor, blivende skønhed. Det ved enhver, der har hørt ham læse op, og det bekræftes nu på den CD, han har udgivet med orkestret Det Glemte Kvarter. Her læser Thomsen fra »Rystet spejl« med den samme omhyggelige musikalitet, som findes i versene, der kredser om aldring, erindring og ikke mindst døden »som er overvældende, fordi den ingenting er«.
Kærligheden og skønheden kan dog for en stund aflede tankerne om døden. »Men så er det tid til at flette dit hørhår«, som det lyder et sted på pladen, der gør sig bedst, når Thomsen digter om hovedstaden eller forstæderne. Som her: »I Hvidovre, på novemberdage/i visse alt for store vejkryds/når bus 200 S/gennem det nedfaldne løv og de smattede gratisaviser/glider forbi tandteknikerne og thaibordellerne/fjernlagrene og hundefrisørerne«. Og når man har set alt dette, »da ved man, at der findes steder/hvortil fortvivlelsen flygter/fordi den selv er fortvivlet/over at findes«.
Lige så gode er Thomsens linjer om Stevns. Er man – som jeg – vokset op dér, så genkender man øjeblikkeligt de »skumrende marker« og husker kun alt for godt det »knaldhårde mørke« og plasticposen, der »buldrede rundt/i Algades øde evighed«.
Thomsen bakkes som nævnt op af Det Glemte Kvarter, der består af syv unge musikere. De møder ham og hans linjer med kontrabas, tangenter og trompet i et overvejende afdæmpet, organisk og jazzet udtryk. Det er høfligt, respektfuldt og desværre lidt af en kliché. Lyt eksempelvis til Nikolaj Nørlunds Michael Strunge-album, »Navnløs« og genfind flere af lydbillederne og arrangementerne. Nej, vil man høre musik, som både arbejder med og mod digteren, så er Peter Laugesen & Singvogel et oplagt sted at søge hen. Eller Lars H.U.G.s sublime omgang med Thomsens første digtsamling, »City Slang«.
Som det turde fremgå her, er Thomsens oplæsning den store oplevelse på »Rystet spejl«-albummet. Den er rasende smuk og fuld af lige dele melankoli ved altings forgængelighed og glæde ved den poesi, sproget kan afæske verden.
Orkestret byder derimod ikke ind med noget nævneværdigt. Eller også har det ikke fået lov. Thomsen er jo – som mange andre store kunstnere – kontrolfreak.
Forfatter: Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter. Titel: »Rystet spejl«. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal. Udkommer i dag.
