I sin egen tid var Francis Scott Fitzgerald ikke den store, amerikanske forfatter, som han anses for at være i dag. Sin ikoniske status indhentede han efter sin tidlige død af druk i 1940, og i dag er han en helt uomgængelig moderne amerikansk forfatter. Hans bedste værker synes tilmed at vokse sig stadigt større og betydende. Det gælder ikke mindst hans »Den store Gatsby«, der netop er genindspillet som film med Leonardo di Caprio i titelrollen som Jay Gatsby.
Scott Fitzgerald nåede ikke selv til fronten under Første Verdenskrig, men han er alligevel eksponent for den løssluppenhed og den modernisme, der fulgte i New York, Paris og Berlin i årene efter massedøden på slagmarkerne i Nordfrankrig, da musikken, dansen, moden, livsstilen gjorde sig manisk fri af tidligere tiders normer. Scott Fitzgerald skildrede brølet – og tømmermændene, der fulgte. (I sin notesbog opsummerede han sit liv sådan: »Drunk at 20, wrecked at 30, dead at 40.« Og sådan gik det.)
Han tjente fra starten styrtende på sine noveller, som han først solgte stykvis til magasiner, og formøblede næsten lige så hurtigt pengene på at finansiere sin og hustruen Zeldas umådeholdne livsstil. Senere samlede han novellerne i fire samlinger i løbet af 20erne og 30erne. Hans anden samling af 11 korte historier udkom i 1922 og han kaldte den »Tales of the Jazz Age«, »Historier fra jazztiden«.
Litteraturhistorikeren og kritikeren Hans Hertel har beholdt titlen (den er nu også god) og i øvrigt udvalgt 11 noveller fra hele forfatterskabet, der smukt udfolder både bredden og dybden i forfatterskabet og viser Scott Fitzgerald som den store fortæller og kunstner, han er.
Hans Hertel fordanskede allerede i 1967 to bind noveller af Scott Fitzgerald, og ni af disse gengives her i revideret oversættelse, mens to foreligger på dansk for første gang.
Historierne er forsynet med en absolut fyldestgørende litteraturhistorisk indledning og arrangeret kronologisk, så læseren også oplever udviklingen i forfatterskabet. Fra de tidlige, omhyggeligt gennemførte, længere historier som »Det sære tilfælde Benjamin Button«, om manden der fødes som 70-årig og lever sit liv bagfra, til de sene, der næsten kun er skitser. F.eks. »Tak for ilden«, som The New Yorker afviste i 1936 for så, 72 år efter forfatterens død, at rykke ud med en undskyldning og trykke den med fuld fanfare i 2012.
Især de sene historier er både enkle og facetterede som maleren Edward Hoppers billeder. Og man ser, hvor tidløst smukke disse prosatekster af jazztidens besynger også er. Overhovedet er der fra redaktørens og oversætterens side tale om gedigent og hæderværdigt arbejde. Nye generationer af læsere kan begynde her.
