Hvad vil den moderne stræben efter det perfekte menneske med det fejlfri ydre føre til? Og er det muligt at få tilgivelse for »vores oceaniske mord og for vores tåbeligheder«, som det hedder et sted i Margaret Atwoods fremtidsvision, murstensromanen »Syndflodens år«? Bogen er relevant i sit katastrofeperspektiv og i sin kritik af det moderne menneskes grådighed og søgen efter det umiddelbart attraktive. I »Syndflodens år«, der er en opfølgning til »Oryx og Crake« (udkom på dansk i 2003), udryddes næsten alt menneskeligt liv, da katastrofen indtræffer. Det er en vandløs syndflod, en ukontrollabel pandemi, der fejer gennem storbyer og spreder smittebefængte bander, nedslagtninger og nedbrud. Blandt de få overlevende er to kvinder. Ren, en attraktiv trapez-danser i en sexnatklub, og Toby, som har været medlem af sekten Guds Gartnere.
Temaer som drømmen om skønhed og udødelighed, kontrol, overvågning og genmanipulation spiller fremtrædende roller i den satiriske roman. Et overordnet spørgsmål er: Hvad sker der, hvis vi ikke udviser respekt for naturen og for hinanden? Som det udtrykkes et sted: »Vi har taget den Verden, der er os givet, og har tankeløst ødelagt dens opbygning og dens Skabninger«. Eksperimentet med den smukke menneske-gensplejsning resulterer i en karikatur. De gensplejsede mennesker ser for godt ud. Tanken har været at lette udvælgelsen af mager og fjerne den romantiske smerte. Margaret Atwood ønsker at bringe os til fornuft, ruske op i os og appellere til vore ansvarsfølelse. Som det formuleres i bogen: »Menneskets moralske klaviatur er begrænset«. Den karikerede beskrivelse af den smukke menneske-gensplejsning og påpegningen af, at den bekvemme løsning ikke altid er den bedste, er øjenåbnende.
»Syndflodens år« er skrevet med dramatik, drive og originalitet. Sproget er flere steder lyrisk. Salmerne, der, ifølge Atwood, er inspireret af den britiske digter og grafiker William Blake, peger på frugter og frodighed og hermed på nødvendigheden af taknemmelighed for jordens ressourcer. Romanen er dog, på grund af sit emne, ikke sanselig poetisk som eksempelvis Atwoods »Alias Grace« (1996), hvor det poetiske sprog havde en egen strømmende kraft. Der er noget konstrueret over »Syndflodens år«. Det idylliske glimt af musik og sang, som overlever, forekommer påklistret. Bogen rummer menneskekundskab og har sympatisk holdning. Selv om Atwood har glimt i øjet, har man dog fornemmelse af en for stor portion vilje og bevidst ønske om at opdrage. Men mon ikke mange læsere vil være særligt modtagelige for Atwoods dystopi i lyset af den frygteligt aktuelle atomkatastrofe i Japan?
