I en bog, der udkommer i morgen, fortæller en række arkæologer, der gennem årene har haft fornøjelsen af enten at arbejde sammen med eller have besøg i udgravningen af Dronning Margrethe, om vor regents livslange, lidenskabelige interesse for fortiden og arkæologien. Dronningens egen stemme i bogen er hentet ind fra portrætbøger, interviews og sågar fra videnskabelige artikler, Hendes Majestæt har skrevet i tidens løb. Blandt andet et 51 år gammelt bidrag til tidsskriftet »Skalk« med den sigende overskrift: »Ta´ dog en skovl!« En bydemåde, den unge prinsesse sjældent sad overhørig.
Allerede som barn blev amatørarkæologen nemlig vakt til live i Dronning Margrethe. Sammen med sin 3.klasse på Amalienborg, der bestod af syv piger, var den niårige prinsesse i 1949 på lejrskole i Himmerland. Pigerne studerede ikke kun køkkenmødding-kulturen i Ertebølle, men var også på besøg hjemme hos lærer Sigvardtsen i Strandby, der viste sin oldsagssamling frem og som en anden Johannes V. Jensen fortalte om de mennesker, der engang havde fremstillet de glatte, spidse flintøkser og pilespidser.
Så levende blev fortiden inde i prinsessen fra København, at hun tre år senere tog den lange rejse til Illerup Ådal ved Skanderborg sammen med søster Benedikte og Dronning Alexandrine. I Illerup havde man netop påbegyndt udgravningen af et kæmpe mosefund med massevis af våben fra jernalderen, og dette møde nede i selve den beskidte udgravning med Danmarks oldtid (og en nutid af hårdt arbejdende, dybt koncentrerede arkæologer i anorak og røjsere) blev skelsættende. Som Dronning Margrethe siden har fortalt:
»Det var nok første gang, jeg fik lov til at være med, hvor der blev gravet. En vidunderlig eftermiddag i gummistøvler, med mudder og masser af sjappende vand.«
I 1950erne får prinsessen lov at fortrænge det faktum, at hun aldrig vil blive mere end amatørarkæolog i sit liv. Og hun nyder den udstrakte frihed. Det ses på bogens mange gamle fotos. Som 16-årig deltager prinsesse Margrethe i efteråret 1956 i en mindre udgravning i Salpetermosen ved Hillerød, hvor der var fundet spor af to stenalderbopladser fra Ertebølle-kulturen. Efter skoletid ankommer prinsessen sammen med sin lige så arkæologi-interesserede hofdame, Wava Armfelt, og så bliver der ellers gravet og børstet efter nationalmuseumsinspektør Sophus Müllers gamle reglement (kvadratmetervis) lige til tusmørket falder på. Ikke sjældent får den unge leder af udgravningen, senere professor Henrik Thrane, et lift hjem til hovedstaden i den kongelige blå jaguar, hvor der undervejs diskuteres stenalder, og privatchaufføren bagefter må banke måtterne bag i bilen en ekstra gang.
En royal praktikant
I 1957 bliver prinsessen, nu godt i gang med at personificere den folkelige bevågenhed, dansk arkæologi altid har levet højt på, involveret i udgravningen af et voldsted ved Fodbygård på Sydsjælland. Og i 1958-59 er det så Nationalmuseets udgravninger ved Broskov nær Præstø, der fik mange og lange besøg af den royale praktikant, som så småt skal til at vælge uddannelsesretning.
I de år er prinsesse Margrethe ligeledes, i flere omgange endda, på udgravningsferier i Italien hos sin morfar, 75-årige Kong Gustaf VI Adolf, der i 1956-59 kaster sin kærlighed på en række etruskiske bebyggelser og gravkamre ved San Giovenale nordvest for Rom.
Beskrivelserne af disse ferier i 1956 og 58 er bogens absolutte højdepunkt. Der står et skær af evig sommer og evig frihed over de rørende, livsglade fotos fra disse to italienske ferier, hvor den gamle, men stadig adrætte (og utrættelige) svenske monark nede på alle fire graver løs side om side med sit nysgerrige, videbegærlige barnebarn fra Danmark, der engang med tiden - ved morfar bedre end nogen anden - snart vil blive pålagt så mange pligter, at arkæologien højst kan blive en hyggelig hobby. Det samme skulle prinsesse Margrethe snart sande:
»Efter gymnasietiden ville jeg nok allerhelst have studeret arkæologi, men det kunne jeg jo godt se, altså et otte-ti års studium var ikke noget, jeg kunne begive mig ud i. Men jeg fik lejlighed til mere end at snuse til det. Først i København, så tog jeg et år til Cambridge alene for at læse arkæologi, og derefter i Århus.«
Det er formentlig opholdet i Cambridge 1960-61, som er baggrund for bogens mest opsigtsvækkende anekdote, som fortælles af kunsthistorikeren og godsejer Jørgen Ahlefeldt-Laurvig. Denne var omkring 1960 i London sammen med prinsesse Margrethe, og sammen drog de ind i Hyde Park for at lede efter spor af nogle gamle kridtpiber fra Dronning Elizabeths tid, som konservator Peter Linde fra Nationalmuseet vidste, hvor lå begravet. De to fandt stedet, som desværre viste sig at ligge i rosenbede omringet af næsten mandshøje hegn. Men det var der råd for. Med godsejerens ord:
»Atter kom Prinsesse Margrethes snarrådighed arkæologien til nytte, hun smed resolut sin hovedbeklædning ind over hegnet og sagde: »Jørgen. Vil du ikke være rar at hente min hue?« Sådan blev der lejlighed til at sikre Nationalmuseet adskillige eksemplarer af de sjældne kridtpiber.«
Man ser det for sig, og ens filmiske fantasi arbejder på højtryk: Godsejeren og Danmarks kommende dronning på listefødder ud af Hyde Park med huerne fulde af sjældne engelske kridtpiber i retning mod Nationalmuseet i Stormgade, hvor »fundet« overrækkes til konservatoren. Det er jo det rene Indiana Jones! Og kan det virkelig passe? Den belastning af vor regents gode rygte burde godsejer Ahlefeldt-Laurvig måske have tænkt mere over, før han nedskrev sin muntre anekdote. Og har Gads Forlag krydstjekket vandrehistorien med hoffet, før de trykte og udsendte bogen? Næppe.
Minder fra farao-tiden
En rigtig »Indiana Dronning« under brændende og blændende ørkensol bliver Prinsesse Margrethe i årene efter studieophold i Cambridge og Århus.
I 1962 og 1963 tager hun i to omgange til Nubien for - sammen med store internationale ekspeditions-gravehold - at være med til at redde de arkæologiske minder fra farao-tiden i området bag den kommende nye Aswan-dæmning. Det skriver den svenske billedkunstner Peter Freudenthal et pragtfuldt kapitel om, der giver et malende indblik i det primitive, spændende og i enhver henseende jordbundne arkæologliv, den danske prinsesse elskede, men samtidig også vidste, hun snart var nødt til at vende ryggen til.
Meget mere, ud over at være med i udgravningen af en stor jernaldergravplads ved Slusegaard på Bornholm, i årene efter det nubiske eventyr, nåede prinsesse Margrethe ikke som aktiv amatørarkæolog. Nutiden krævede hendes opmærksomhed mere og mere i 1960erne og 70erne. Ægteskab, børn og pludselig også ansvaret som landets royale overhoved kom til, uden at den dybe, inderlige glæde ved og kærlighed til fortiden og arkæologien dog forsvandt.
Det var dog slut med at ligge på knæ i udgravningerne. Nu blev oldtiden i stedet beset fra oven og på afstand, hvilket bogens anden - og lad os bare være ærlige og sige: mere kedelige - halvdel dokumenterer til fulde. De stemningsfulde, intime sorthvide fotos afløses af officielle farvefotos, ofte af en fortællende arkæolog og en lyttende dronning - lejlighedsvis - med prinsgemal.
Et af bogens sidste og bedste billeder er fra 2005 og viser Dronning Margethe liggende fladt på maven for at studere helleristningerne på Stakkebakken mellem Sandvig og Allinge. Der ser man igen skolebarnet i vores kultiverede »Indiana Dronning«, trygt og begejstret hjemme i Danmarks oldtid. Og man tænker på de smukke linjer i et gammelt Tom Kristensen-digt: »Bøjer jeg mig så dybt som jeg kan / vokser min verden sig stor.«
Det er ikke mange kongehuse i verden, der kan fremvise et overhoved med en så levende sans for kulturarv. Man tilgiver hende gerne (hvis det ellers passer), at hun som 20-årig var med til at liste et par kridtpiber ud af Hyde Park.
I anledning af Dronning Margrethes 70-års-fødselsdag viser Moesgaards Museum i Højbjerg ved Århus i perioden 25.marts - 29.august en stor særudstilling, hvor dronningen selv fortæller om flere af de arkæologiske udgravninger, som hun har deltaget i og besøgt.
