Titlen på Uffe Ellemann-Jensens nyeste bog lægger unægtelig op til, at en grumpy old man har sat sig til tastaturet for at beklage sig over alverdens fortrædeligheder. Ikke mindst den rutsjetur Danmark og omegn har taget, efter at Ellemann-Jensen stoppede som aktiv politiker i 1998.
Heldigvis bliver man behageligt skuffet. Vel er der eksempler på, at verden-var-bedre-da-jeg-var-udenrigsminister, men i det store og hele er bogen et veltalt og særdeles velargumenteret indspark til debatten om Danmark i verden af i dag.
Om verden så i virkeligheden er af lave, eller om den blot har forandret sig, er et interessant spørgsmål. Når Ellemann-Jensen ironisk hævder det første, hænger det sammen med, at problemerne for Europa og især Danmark til en vis grad er selvforskyldte.
Det gode ved bogen er, at de aktuelle genvordigheder både beskrives som et resultat af udviklingen siden Den Kolde Krigs ophør, og kombinerer det globale, det europæiske og det nationale i forklaringen på, hvorfor det er gået, som det er. Da Den Kolde Krig sluttede, gik det godt, rigtig godt. Der blev sat et magtfuldt punktum for 40 års ideologisk kamp. Optimismen var grænseløs. Bogstavelig talt. Historien var slut, demokratiet havde sejret endegyldigt.
Og så alligevel ikke. Ifølge Uffe Ellemann-Jensen ligger en af de store udfordringer i Rusland, der gennemførte en hårdhændet overgang til markedsøkonomi og med Putin havnede i en autoritær udvikling. At EU ikke kendte sin besøgelsestid og tog mere hensyn til importen af russisk gas, var kun med til at forværre situationen.
Rundhåndet med kritik
Nok så væsentlig er den globale forskydning af økonomisk og politisk indflydelse til Kina, Brasilien og Indien. De vestlige lande må komme op med nogle kreative modspil, hvis de ikke skal tabe terræn.
Hvordan klarer Danmark sig så inden for denne globale ramme? Ellemann-Jensen deler rundhåndet ud af kritik af de sidste 10-15 femten års regeringer. De udviste ikke den nødvendige ansvarlighed, da økonomien buldrede fremad. De lukkede øjnene f.eks. for den stadigt faldende produktivitet og lod i stedet den offentlige sektor vokse.
Da krisen ramte Danmark hårdt og inderligt, undlod regeringen at skabe den nødvendige krisebevidsthed som forudsætning for endelig at tage fat om nældens rod.
Ellemann-Jensen er ikke blot bekymret for Danmarks internationale position af økonomiske grunde. Fremmedfjendskheden og ikke mindst hele spillet omkring de middelmådige Muhammed-tegninger bekymrer ham dybt af humanistiske årsager - en position der har det svært i den indædte debat om indvandring og integration.
Det meste af bogen er kendte synspunkter fra Ellemann-Jensen. Det nye, og det der gør bogen interessant, er den bredt anlagte og sammenhængende beskrivelse af Danmarks aktuelle problemer og udfordringer. Udblik og indblik går hånd i hånd. Kritikken er klar og kontant. Der indbydes til modsigelse mange steder. Men først og fremmest er den et debatop-læg, der trods den udtalte bekymring lader ane, at liberalismen kan blive en progressiv faktor i fremtiden.
