Den tabte ring

Kan en ring forvandle en, så man bliver smuk og klog? Det tror Inga i Ida Jessens og Cato Thau-Jensens »Ringen«.

Den eftertragtede ring sidder på storesøster Astrids finger, og hun er ifølge Inga både smuk og klog. Paf og glad, bliver Inga derfor, da Astrid siger, hun må få ringen. Men pas godt på den! Det er problemet, for efter at Inga har følt sig helt fantastisk, er ringen faktisk kedelig. Den er sjovere at kaste med end have på fingeren, og så forsvinder den. Men samtidig med at Astrid gerne vil se den. Hvad så? Inga finder til sin egen forbløffelse på en løsning. Ved at være sig selv. Teksten er enkel og sød på en god måde. Og Thau-Jensen er eminent til at illustrere følelser! Astrid fylder hele første opslag, mens Inga på det næste er lille. Men da hun får ringen på fingeren, får hendes kjole pludselig Astrids mønster og baggrunden bliver »kongelig«. Thau-Jensen folder dramaet ud ned i de mindste detaljer. Det er mesterligt gjort!