»Hvorfor ler du aldrig? Og hvorfor sidder du altid og læser i Bøger?« Spørgsmålet bliver stillet af den desperate unge kvinde Amalie, som er gift med digteren Johannes Jørgensen. Det svarer han ikke på, men grunden er blandt andet, at han er dybt optaget af læse om den katolske tro, og når han ikke er det, så er han travlt beskæftige med at skrive artikler til avisen, så familien kan få brød på bordet. Er der håb forude for den troende, så er der det ikke for journalisten, der dag ud og dag ind må tage sin tørn i døgnets trædemølle uden udsigt til, at det nogensinde skal holde op. Avisen skal ud, og kreditorerne står altid parat i døren.
Johannes Jørgensen (1866-1956) er herhjemme bedst kendt som en af symbolismens store digtere. Han redigerede det epokegørende tidsskrift »Taarnet« (1893-94) og dannede trekløver med Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen. Men da han blev mere og mere katolsk, kom det til et brud med de gamle venner. Efter en rejse til Tyskland og Italien i 1896 konverterede han. Herefter faldt hans stjerne i Danmark, mens den til gengæld steg i de katolske lande, da han skrev en række fine helgenbiografier.
Især den første del af dette levnedsforløb er kendt i dansk litteraturhistorie, mens man ikke rigtig har fundet den anden del interessant. Og den er endda den længste, for Jørgensen blev 90 år og var særdeles produktiv livet igennem. Det er da denne anden del af Jørgensen liv, der påkalder sig særlig interesse i journalist og forlagschef Teddy Petersen store biografi, der nok handler om digteren, men også om journalisten og konvertitten. Det er hans fortjeneste, at man ser et helt menneskeliv for sig i alle dets facetter. Man møder Johannes Jørgensen som digter, journalist, søn, bror, far, mand og elsker -- og så som en søgende sjæl, der finder sin tro i den katolske kirke, og som et skaffedyr, der knokler løs for at forsørge sin familie. Han er påén gang en stejl og hidsig polemiker og en svag, ubeslutsom mand.
Jørgensen var, som hans første kone Amalie besværer sig over, ikke nogen humørbombe, men han havde ifølge Teddy Petersens biografi heller ikke megen grund til at være det. Han havde et anstrengt forhold til en fraværende far, og han gentog selv rollen som den fjerne far over for sine egne børn. Hvordan man skal forstå dette konfliktfyldte forhold mellem fader og søn og Jørgensens hang til en religion med en stor faderlig autoritet, forsøger Teddy Petersen imidlertid ikke at fortolke på, og det bliver til en svaghed i hans biografi. Den går hen og bliver til for meget mikrofonholderi og for lidt forsøg på at forstå, hvad det er der sker. Den manglende vilje til at skære igennem og stilisere livsforløbet får bogen til at svulme op og blive alt for lang, og det er ærgerligt, fordi den har grundlæggende en god historie at fortælle. Resultatet bliver, at der er alt for meget om Jørgensens konstant dårlige økonomi og for lidt om hans livsværk.
Om den unge Jørgensens religiøse anfægtelser og argumenter over for vennerne lyder Teddy Petersen dom: »Måske naivt på mange måder, men ærligt.« Petersen hører, som han selv afslutningsvis bekender, ikke til de troende og er på det væsentlige punkt ikke på niveau med den, han portrætterer. Det kan måske gå an, men han burde høre til de tvivlende, når han om sin biografi lader Jørgensen sige: »Det var sådan det var«. Så naiv har man ikke lov at være. For nok har Petersen fat på en god del af Jørgensens liv og levned - men sandheden? Den forbliver vist i sidste ende et trospørgsmål.
